Forhandling af seniorordninger

Som TR kan du forhandle en lokal aftale om seniorordninger, seniorjob og fratrædelsesordninger.

 

Seniormedarbejdere i kommuner, regioner og staten har mulighed for at få en aftale om en seniorordning. Som TR har du forhandlings- og aftaleretten.

Seniorordning på KL's og DR's områder

Der er tre slags seniorordninger på det kommunale og regionale område:

  • Seniorstillinger
  • Generationsskifteordninger - kun for ledere og derfor ikke relevant for TR
  • Fratrædelsesordninger – læs under ”Din rolle ved Fratrædelsesordninger - KL og DR længere nede på siden.

Seniorstillinger

En seniorstilling kan komme på tale, når en medarbejder og en leder i fællesskab er enige om, at én eller flere ændringer i den nuværende stilling vil bidrage til at fastholde medarbejderen. Medarbejderen skal være 52 år eller derover. Der kan også oprettes en ny seniorstilling.

En seniorstilling kan blive aftalt som en kombination af en nedsættelse af arbejdstiden og en ændring af jobindhold/jobfunktion.

Fastholdelseselementer i en seniorstilling kan fx være:

  • Et udligningstillæg - fx hvis lønnen er lavere end lønnen i den hidtidige stilling.
  • En fastholdelsesbonus - hvis medarbejderen fratræder seniorstillingen efter det fyldte 62. år.
  • En pensionsforbedring - i form af ekstra pensionsbidrag.

En seniorstilling vil altid indebære, at medlemmet bevarer pensionsindbetaling beregnet ud fra løn og ansættelsesgrad i hidtidige stilling.

En aftale om en seniorstilling kan enten være tidsbegrænset eller tidsubegrænset.

Inden du forhandler en aftale på plads og skriver under, så kontakt en af ETF’s forhandlingskonsulenter.

I ETF anbefaler vi desuden, at du kontakter os for sparring undervejs i forhandlingerne.

Ovenstående er ikke en udtømmende beskrivelse af seniorstillinger. Der er forskellige forhold, du skal være opmærksom på, når du skal rådgive et medlem eller forhandle en seniorstilling på plads.

Læs mere:

Husk at sende en kopi af indgåede aftaler til: etf@etf.dk

Seniorordning på statens område

På statens område er der to slags seniorordninger:

  • Seniorordning.
  • Fratrædelsesordning - Læs mere under "Din rolle ved fratrædelsesordninger" nederst på siden.

Under visse betingelser kan der aftales en seniorordning, når arbejdsgiver vurderer, at det vil være muligt og hensigtsmæssigt.

Elementer og betingelser i en seniorordning

En seniorordning kan omfatte et eller flere af disse elementer:

  • Gradvis tilbagetrækning i form af nedsat arbejdstid.
  • Aftrapning i job/charge (retræte).
  • Betalt frihed eller.
  • En fastholdelsesbonus.

Betingelserne for en seniorordning er:

  • Seniorordning med nedsættelse af arbejdstid: Forudsætter, at medarbejderen er fyldt 60 år, når seniorordningen træder i kraft, samt at medarbejderen har været ansat inden for staten i sammenlagt 10 år.
  • Seniorordning med aftrapning i job/charge (retræte): Forudsætter, at medarbejderen er fyldt 55 år, når seniorordningen træder i kraft. Det forudsætter ligeledes, at medarbejderen efter ansøgning overgår til en lavere stilling efter i de seneste 10 år at have været ansat på fuld tid i en stilling med ledelsesansvar eller i en tilsvarende krævende stilling i staten.
  • Seniorordning med betalt frihed/ og eller en fastholdelsesbonus: Forudsætter, at medarbejderen er fyldt 62 år, når seniorordningen træder i kraft.

Da seniorordningen bygger på frivillighedsprincippet, forudsætter ordningen desuden forståelse mellem arbejdsgiver og medarbejder.

De økonomiske vilkår bliver aftalt mellem leder og medarbejder, men formaliseres inden for rammerne af aftalen af den forhandlingsberettigede organisation. Da ETF har uddelegeret forhandlings- og aftaleretten til TR, er det dig, der forhandler aftalen på plads i tæt dialog med medlemmet.

Inden du forhandler en aftale på plads

Du skal kontakte ETF, inden du underskriver en aftale. I ETF anbefaler vi desuden, at du kontakter os for sparring undervejs i forhandlingerne.

Ovenstående er ikke en udtømmende beskrivelse af seniorordningen. Der er forskellige forhold, du skal være opmærksom på, når du rådgiver et medlem eller forhandler en seniorordning.

Læs mere:

Husk at sende en kopi af indgåede aftaler til: etf@etf.dk

Gode råd

Som TR har du forhandlings- og aftaleretten i forhold til ergoterapeuter på basisoverenskomsten. Det samme gælder TR-suppleanter for flere faggrupper, hvis TR ikke er ergoterapeut.

Selv om du har forhandlings- og aftaleretten, skal du kontakte en af ETF’s forhandlingskonsulenter, inden du underskriver en aftale om en seniorstilling eller en seniorordning. I ETF anbefaler vi desuden, at du kontakter os for sparring undervejs i forhandlingerne.

Husk altid at sende en kopi af indgåede aftaler til 

Vær særlig opmærksom som TR for flere faggrupper

Du har forhandlings- og aftalekompetencen for de ergoterapeuter, du repræsenterer. Men du har ikke automatisk forhandlings- og aftaleretten for de øvrige faggrupper i dit valggrundlag.

Hvis du ikke allerede har aftalt med den enkelte medlemsorganisation, hvilken kompetence du har på vegne af deres medlemmer, skal du få det aftalt. 

Andre medlemsorganisationer uddelegerer ofte forhandlingskompetencen til TR på udvalgte områder, men sjældent - eller aldrig - aftalekompetencen.

Underskriv derfor aldrig en aftale på vegne af en anden medlemsorganisation, medmindre du har fået aftalekompetencen. 

Husk at sende en kopi af indgåede aftaler for ergoterapeuter til 

Generel eller konkret aftale

TR og leder kan enten indgå en generel aftale, der omfatter flere medarbejdere, eller en konkret aftale, der kun omfatter en medarbejder. Initiativet til at indgå en aftale kan komme fra en medarbejder eller fra arbejdsgiver.

Medlemmet skal kontakte TR

Ønsker et medlem en aftale om en seniorstilling eller en seniorordning, skal vedkommende henvende sig til dig.

Afklar om jobbets indhold er rimeligt

Det er vigtigt, at du taler med det enkelte medlem om jobbets indhold, og at I sikrer jer, at jobindholdet er rimeligt i forhold til medlemmets kvalifikationer. Du skal også tage det op med ledelsen, inden du indgår en endelig aftale om en seniorstilling eller en seniorordning, på vegne af medlemmet.

Fratrædelsesordninger for seniorer

Seniormedarbejdere i kommuner, regioner og staten, der frivilligt ønsker at fratræde arbejdspladsen, har mulighed for at få en fratrædelsesordning, og som TR har du forhandlings- og aftaleretten til at indgå senioraftaler.

TR’s rolle ved fratrædelsesordninger på KL's og DR's områder

Kontakt ETF, når du støder på sager om eller vedrørende seniorpolitik og fratrædelsesordninger.

En fratrædelsesordning i forbindelse med seniorpolitik, er møntet på situationer, hvor et medlem har et ønske om en frivillig afgang fra arbejdspladsen.

Fratrædelsesordninger kan anvendes:

  • Med fratræden som målsætning, eller
  • Som et fastholdelsesredskab

Det afgørende er ikke, hvorvidt medarbejderen selv ønsker at opsige sin stilling eller ønskes opsagt, men at arbejdsgiver og medarbejder er indstillet på at indgå en særlig aftale om specielle fratrædelsesvilkår.

Der er ikke knyttet aldersbetingelser til muligheden for at indgå fratrædelsesordninger.

Indhold af en aftale

Der er mulighed for at aftale:

  • En fratrædelsesgodtgørelse på indtil seks måneders løn, og/eller
  • Pensionsforbedring og/eller
  • Tjenestefri med sædvanlig løn i op til seks måneder inden fratrædelsen

Om pensionsforbedringer

I forhold til muligheden for at aftale pensionsforbedringer, er der knyttet et alderskrav til aftalen. Det er en betingelse for aftalen, at fratrædelse sker i perioden 60-64 år.

Læs mere

Inden forhandling af en fratrædelsesordning – kontakt ETF

Ovenstående er ikke en udtømmende beskrivelse af fratrædelsesordninger. Skal du rådgive et medlem eller skal der forhandles en aftale om en fratrædelsesordning, skal du kontakte en af ETF's forhandlingskonsulenter

Vær særlig opmærksom som TR for flere faggrupper

Fra Etf har du fået delegeret forhandlings- og aftalekompetencen i forhold til ergoterapeuterne i dit valggrundlag. Men du har ikke automatisk forhandlings- og aftaleretten for de øvrige faggrupper i dit valggrundlag.

Kontakt den enkelte medlemsorganisation, hvis du støder på sager om eller vedrørende seniorpolitik og fratrædelsesordninger for et af deres medlemmer.

Andre medlemsorganisationer delegerer ofte forhandlingskompetencen til TR på udvalgte områder, men sjældent - eller aldrig - aftalekompetencen.

Underskriv derfor aldrig en aftale på vegne af en anden medlemsorganisation, medmindre du har fået aftalekompetencen.

Husk at sende en kopi af indgåede aftaler for ergoterapeuter til: etf@etf.dk

TR’s rolle ved fratrædelsesordninger på statens område

Kontakt ETF, når du støder på sager om seniorpolitik og fratrædelsesordninger.

Ansættelsesmyndigheden afgør, om ”Cirkulære om aftale af senior- og fratrædelsesordninger” skal anvendes lokalt. Anvendes aftalen lokalt giver den, under bestemte betingelser, mulighed for at indgå aftaler om frivillig fratræden med medarbejdere, der på tidspunktet for deres fratræden, er fyldt 62 år, men ikke 65 år:

  • Der skal være tale om situationer, hvor der er behov for at gennemføre personalereduktioner, eller hvor man forudser, at personalereduktioner bliver nødvendige.
  • Hvis personaletilpasninger er nødvendige for at rette op på en skæv aldersfordeling, men kun i særlige tilfælde.
  • Medarbejdere mellem 60 og 62 år vil også kunne indgå en aftale om frivillig fratræden, hvis der er tale om større personalereduktioner, eller hvis den ansatte har været beskæftiget med ganske særligt belastende arbejde, fx undervisning.

Det er en forudsætning for at indgå en frivillig fratrædelse, at den ansatte selv søger fratræden på grund af alder. Man kan ikke indgå aftaler om frivillige fratrædelsesordninger med ansatte, der skal afskediges eller som fratræder af andre grunde, fx sygdom.

Fratrædelse for 60-64-årige

Der kan fx aftales:

  • Et fratrædelsesbeløb - fra en til tre måneder - efter 12-18 års uafbrudt ansættelse i staten.
  • Et forhøjet fratrædelsesbeløb, men kun i særlige tilfælde.
  • Et ekstraordinært pensionsbidrag.
  • Tjenestefrihed med løn i op til syv måneder.

For de 60-62-årige kan der kun aftales et ekstra pensionsbidrag.

Læs mere

Kontakt ETF inden forhandling af en fratrædelsesordning

Ovenstående er ikke en udtømmende beskrivelse af fratrædelsesordninger. Skal du rådgive et medlem eller skal der forhandles en aftale om en fratrædelsesordning, skal du kontakte ETF.

Du må ikke underskrive en fratrædelsesaftale uden at have været i kontakt med ETF.

Vær særlig opmærksom som TR for flere faggrupper

ETF har uddelegeret forhandlings- og aftalekompetencen for ergoterapeuterne i dit valggrundlag. Men du har ikke automatisk forhandlings- og aftaleretten for de øvrige faggrupper i dit valggrundlag.

Kontakt den enkelte medlemsorganisation, hvis du støder på sager om seniorpolitik og fratrædelsesordninger for et af deres medlemmer.

Andre medlemsorganisationer uddelegerer ofte forhandlingskompetencen til TR på udvalgte områder, men sjældent eller aldrig aftalekompetencen.

Underskriv derfor aldrig en aftale på vegne af en anden medlemsorganisation, medmindre du har fået aftalekompetencen.

Husk at sende en kopi af indgåede aftaler for ergoterapeuter til: etf@etf.dk

TR’s rolle i forhandling af seniorjob

Muligheden for et seniorjob følger af "Lov om Seniorjob”, og som TR har du forhandlings- og aftaleretten.

Et seniorjob er et job i ens bopælskommune på almindelige ansættelsesvilkår.

En senior, der søger et seniorjob, skal:

  • Være ledig.
  • Være medlem af en A-kasse.
  • Være med i efterlønsordningen.
  • Opfylde anciennitetskravet for efterløn, når senioren når efterlønsalderen.
  • Desuden må vedkommendes dagpengeperiode tidligst udløbe fem år før efterlønsalderen.

En ledig har ret til ansættelse i et seniorjob, når dagpengeperioden er udløbet. Men der er en del frister og krav, der skal overholdes for at få et seniorjob. Derfor skal medlemmer, som er interesseret i dette, kontakte A-kassen for vejledning.

TR’s rolle

Hvis din leder henvender sig til dig som TR med henblik på at ansætte en ledig i et seniorjob, skal du behandle dette som enhver anden nyansættelse i forhold til forhandling af løn og andre ansættelsesvilkår.

Husk at sende en kopi af lønaftalen til ETF på: etf@etf.dk

Som repræsentant for de ansatte har du ret til at være med til at fastlægge indholdet i seniorjobbet for at sikre, at det har et rimeligt indhold.

Det er vigtigt, at du taler med medlemmet om seniorjobbets indhold, så I sikrer jer, at jobindholdet er rimeligt i forhold til medlemmets kvalifikationer. Du skal også tage det op med ledelsen, inden du - på vegne af medlemmet - indgår en endelig aftale om seniorjob.

Husk at sende en kopi af lønaftalen til ETF på: etf@etf.dk

Inden du underskriver en aftale

Du skal kontakte en af ETF’s forhandlingskonsulenter, inden du underskriver den endelige aftale. I ETF anbefaler vi også, at du kontakter foreningen for sparring undervejs i forhandlingerne.