Guide til nyvalgt TR

Her har vi samlet en lille guide til, hvordan du kommer godt fra start som tillidsrepræsentant.

Overlevering fra tidligere TR

Er den tidligere TR stadig på arbejdspladsen, anbefaler vi, at du får overleveret:

  • evt. igangværende sager eller andre opgaver
  • en status på aktuelle dagsordener i MED/SU og/eller hos ledelsen
  • om der er faste møder ml. TR og ledelsen, TRIO-møder mm
  • hvilke rammer og vilkår den tidligere TR har haft og på hvilken baggrund
  • tidligere indgåede lokale aftaler for ergoterapeuter og/eller andre. For eksempel aftaler om løn, arbejdstid mv.

Hvis der ikke er en tidligere TR, som du kan kontakte for en overlevering, kan du kontakte HR for at få et overblik over eventuelle forhåndsaftaler, som dit valggrundlag er omfattet af.

Afklar forventningerne til dig som TR

Afklar forventninger med din TR-suppleant

Ifølge TR-reglerne, har TR-suppleanten først TR-opgaver, pligter, ansvar og vilkår, når TR er fraværende. Alligevel kan I have brug for løbende at orientere og sparre med hinanden om det, der sker på arbejdspladsen.

Inviter derfor din TR-suppleant til dialog om jeres forventninger til samarbejdet. Har I brug for at have status- og sparringsmøder i løbet af året, skal I afklare med ledelsen, om det er muligt.

Læs mere:

TR-suppleantens rolle og opgaver

Om at dele opgaver mellem TR og TR-suppleant

På nogle arbejdspladser er der tradition for, at TR og TR-suppleanten deler opgaverne mellem sig. Det gælder især, hvis man arbejder på forskellige matrikler på samme arbejdsplads.

ETF anbefaler, at TR og TR-suppleanten kun deler opgaverne mellem sig, hvis ledelsen er indstillet på det og vil give suppleanten tilsvarende vilkår, fx tid og mulighed for, at både TR og TR-suppleanten kan deltage på ETF’s TR-grunduddannelse, TR-møder mv.

Afklar forventninger med din leder

Når du er valgt til TR, indtager du en ny og formel rolle som kollegernes talsmand og ETF's repræsentant. Derfor anbefaler vi, at du tager initiativ til et møde med din leder om forventningerne til det nye samarbejde.

Er du TR for kolleger på flere arbejdspladser, anbefaler vi, at du også inviterer de andre ledere til dialog.

Dialogmøderne kan tage udgangspunkt i følgende:

  • Præsenter jer for hinanden
  • Fortæl, hvem du repræsenterer
  • Snak om, hvordan I ønsker at samarbejde

Læs mere i TR-pjece

Når du repræsenterer flere arbejdspladser

Det er altid vigtigt at prioritere dialogen med medlemmerne i valggrundlaget. Når du repræsenterer flere arbejdspladser, er det kun muligt at have føling med situationen på arbejdspladsen, og hvordan dine kolleger har det, hvis I løbende holder hinanden orienteret. Det er derfor vigtigt, at I ind imellem mødes og taler om, hvad det er vigtigt, at TR arbejder med.

Kom i gang med TR-grunduddannelsen

ETF anbefaler, at du, efter du er valgt til TR, går i gang med TR-grunduddannelsen.

Uddannelsen giver dig grundlæggende viden om TR's funktion og opgaver, så du kommer godt fra start, og får et fundament, du kan bygge videre på. Du bliver også klædt på til at varetage den forhandlings- og aftalekompetence, som ETF har uddelegeret til dig.

Inden du taler med din leder om, at du gerne vil i gang med TR-grunduddannelsen, anbefaler vi, at du undersøger, hvornår kurserne finder sted, og hvilke datoer du gerne vil afsted.

Husk at ansøge om tjenestefri med løn hos din nærmeste leder, inden du tilmelder dig.

Læs mere om kompetenceudvikling for TR

Samarbejde med AMR

Forskellige roller - fælles opgaver

AMR (arbejdsmiljørepræsentanten) og TR har forskellige roller og opgaver, som er bestemt af henholdsvis arbejdsmiljølovgivning og TR-reglerne. Nogle opgaver overlapper hinanden, og det er vigtigt, at AMR og TR har et tæt samarbejde om disse opgaver. Det gælder fx:

  • Arbejdstid
  • Omstruktureringer
  • Besparelser
  • Trivsel
  • Sundhedsfremme og forebyggelse af stress
  • Sygefravær m.m.

AMR har et tæt samarbejde med lederen i arbejdsmiljøgruppen og har en viden om lovgivningen på arbejdsmiljøområdet, som TR normalt ikke har.

Som talsmand og forhandler for medarbejderne har TR retten til at tage sager op til drøftelse overfor ledelsen, og TR har viden om aftaler, som AMR ikke nødvendigvis har.

AMR og TR kan være repræsenteret i forskellige udvalg i MED/SU-systemet. Ved at samarbejde kan AMR og TR få adgang til indflydelse ad flere kanaler.

ETF anbefaler, at AMR og TR drøfter strategien for at påvirke en sag i den ønskede retning, inden sagen bliver taget op i MED/SU-systemet.

Du rådgiver medlemmer

Opgavedeling mellem TR og sekretariatet i ETF – i forhold til rådgivning og forhandling

Gør medlemmerne opmærksomme på, at de endelig skal kontakte dig som TR, hvis de har brug for rådgivning.

Som TR i ETF har du opgaver, som du varetager lokalt for medlemmerne på vegne af ETF. Du har opgaver på vegne af medlemmerne i dit valggrundlag, men varetager ikke opgaver i forhold til løn og ansættelsesvilkår for ledere på din arbejdsplads.

Nedenstående liste skitserer, hvilke opgaver du løser lokalt, og hvilke opgaver, der løses centralt i ETF’s sekretariat. 

Hvis du er i tvivl om, hvordan en opgave løses, eller har brug for rådgivning skal du endelig kontakte ETF. 

Når et medlem kommer til dig, er det din opgave som TR at:

  • Være opsøgende på lokalt indgået aftaler, der omfatter dit valggrundlag
  • Vejlede om spørgsmål til løn
  • Forhandle løn ved ansættelse og ved ændringer i arbejdsopgaver og ansvar i basisstillinger
  • Varetage den årlige lønforhandling også for ansatte på særlige vilkår f.eks. ansatte i fleksjob
  • Gennemgå lønsedler
  • Give sparring ved spørgsmål til forhold på arbejdspladsen og i arbejdsvilkår, herunder trivsel på arbejdspladsen
  • Bistå ved samtaler med ledelsen, f.eks. omsorgssamtaler, fraværssamtaler og tjenstlige samtaler
  • Forhandle og indgå senioraftaler og seniorordninger
  • Henvise til ETF’s hjemmeside og digitale løsninger som barsels-, ferie- og lønberegneren
  • Ved tvivlsspørgsmål at kontakte ETF’s sekretariat 

Opgaver som varetages af ETF’s sekretariat: 

  • Rådgive TR ved spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø, MED/SU
  • Forhandle løn til ansatte i nyoprettede, særlige stillinger samt atypiske stillinger
  • Rådgive og bistå medlemmer i afskedigelsessager
  • Forhandle og indgå fratrædelsesaftaler for medlemmer
  • Rådgive og forhandle for medlemmer på lederoverenskomst om egne løn- og ansættelsesvilkår/forhold
  • Rådgive om dokumentation, kvalitetssikring, genoptræningsplaner med videre i jobbet som ergoterapeut
  • Sparring om professionsfaglig udvikling og kompetenceudvikling på arbejdspladsen
  • Forhandle og indgå aftale om løn for ergoterapeuter, der overgår til fleksjob
  • Rådgive TR om funktionen og TR’s vilkår
  • Forhandle og indgå virksomhedsoverenskomster og centrale overenskomster

Registrer din TR-tid

ETF anbefaler, at du registrerer den tid, du bruger på TR-opgaver.

Hver gang du har en opgave som TR, så notér følgende:

  • Hvad er opgaven?
  • Hvornår udførte du den?
  • Hvor meget tid har du brugt på den?

Registreringerne er gode at have, når du skal snakke med din leder om dine vilkår for TR-hvervet.

Opgaver, som der fx skal være tid til:

  • MED-møder, inklusive forberedelse og opfølgning
  • Dialog og møder med kollegerne – også når valggrundlaget er fordelt på flere matrikler
  • Personsager – akut og løbende
  • Holde dig ajour med ny viden og hvad der foregår på arbejdspladsen, herunder orientering om ansættelse og afskedigelse
  • Forhandlinger om fx løn og arbejdstid, inklusive forberedelse og opfølgning
  • Dialog, samarbejde og møder med leder og AMR

Ifølge MED-rammeaftalen/ cirkulæret for TR, skal du have den nødvendige tid til TR-arbejdet. Tiden til TR-opgaverne afsættes efter aftale med din nærmeste leder. 

Er dine kolleger medlemmer af ETF?

Når du skal bistå dine kolleger, er det vigtigt at vide, om de er medlem af ETF eller en anden forhandlingsberettiget organisation inden for dit valggrundlag. Du kan med fordel gå i dialog med dine kolleger og spørge dem, om de er medlem af ETF. Du er også velkommen til at kontakte ETF for at afklare, om en eller flere i dit valggrundlag er medlem.

Hvis din kollega ikke er medlem af ETF eller en forhandlingsberettiget organisation i dit valggrundlag, kan du ikke varetage individuelle opgaver på vegne af kollegaen som f.eks. at være bisidder, rådgive og varetage medlemmets individuelle interesser.