Gør det konkret, rens ud i fagudtrykkene, og fortæl om de udfordringer, du kan hjælpe med, på en måde, så andre kan forstå dem. Det var nogle af de råd, som nyuddannede Helena Jørgensen fik, da hun sammen med Birgitte Dam Jensen skulle skabe en fortælling, der gør det klart for andre, hvad hun som ergoterapeut i genoptræningsafdelingen i Rødovre Kommune bidrager med.
- Mit hadespørgsmål er, når folk spørger mig, hvad forskellen på mig og en fysioterapeut er, udbryder Helena Jørgensen med et stort grin.
Hun er lige kommet ind ad døren og har sat sig over for Birgitte Dam Jensen, der den næste halvanden time skal undervise hende i at præsentere sig selv.
Helena er 25 år. Det er få måneder siden, hun blev færdiguddannet som ergoterapeut, og hun arbejder nu i genoptræningsafdelingen i Rødovre Kommune. Det er her, hun møder spørgsmålet om forskellen på ergo- og fysioterapeuter.
- Og det irriterer mig, for jeg synes jo, at det er mit ansvar at kunne forklare det. Nogle gange kaster jeg mig ud i nogle lange forklaringer, men så kan jeg se, at folk stadig er et stort spørgsmålstegn bagefter, fortæller hun.
Især i forhold til borgere og perifere samarbejdspartnere oplever hun, at det er svært at præsentere sin rolle som ergoterapeut.
- Nogle gange siger jeg, at jeg er her for at træne borgerne. Men hvad betyder det? Folk forbinder træning med noget forskelligt. For mig kan det godt være at lave mad, men det er slet ikke sikkert, at borgeren eller fx plejepersonalet ser det som træning, siger hun.
Vælg det vigtigste
Det handler om at begrænse sig, fortæller Birgitte allerførst til Helena. En fortælling er altid en konstruktion — aldrig virkeligheden 1:1. Derfor må detaljer udelades, hvis det store billede skal stå skarpt for tilhøreren.
- Du skal forestille dig, at jeg har en stor pose legoklodser, og jeg vælter dem ud på gulvet og beder dig om at bygge noget. Så tager du nogle af klodserne og konstruerer fx en lille bil, som jeg tydeligt genkender som en bil. Dette er god storytelling, det er klart og enkelt. Men hvis du havde forsøgt at bruge alle klodserne, fordi du ville skabe en figur, som indeholdt det hele, havde du højst sandsynligt skabt en kompliceret, usammenhængende historie, og det ville nok ikke vare længe, før du havde tabt mig, siger Birgitte Dam Jensen og indrømmer, at det med at konstruere en fortælling er særligt svært for en fagspecialist som Helena.
- Du kan føle, at du udelader alt for mange detaljer, men du bliver nødt til at vælge lige netop
de klodser ud, der skaber identifikation hos modtageren, forklarer hun.
Dernæst skal fortællingen være konkret, pointerer Birgitte. Hvis man taler om ”borgeren” bliver det lidt abstrakt. Mens ”Jens på 33 år” er langt mere billedskabende for tilhøreren. Et mål kan heller aldrig være at skabe ”trivsel”, for det er alt for luftigt. Det kan derimod være et mål at kunne lave mad uden at brænde sig selv og naboen af, forklarer Birgitte til Helena.
- En klassisk fejl er, at man ikke laver målet konkret nok. Ord som fx ”trivsel” og ”lykke” tænder simpelthen ikke op under den del af min hjerne, der forstår og husker, siger hun.
Nogle gange kaster jeg mig ud i nogle lange forklaringer, men så kan jeg se, at folk stadig er et stort spørgsmålstegn bagefter.
Helena Jørgensen
Ergoterapeut, uddannet i januar 2024
Genoptræningsafdelingen, Rødovre Kommune
helena.skovlunde@gmail.com
Zoom ind på følelserne
- Hvad er hendes motiv, spørger Birgitte, og Helenas første bud er, at kvinden gerne vil have et godt liv.
- Vi skal tættere på, guider Birgitte, og Helena svarer, at kvinden jo gerne vil være ren.
- Men hvad er det for nogle grundfølelser, der ligger bag, uddyber Birgitte, og Helena fanger straks, at det handler om selvstændighed og autonomi.
- Præcis. Og vi skal ikke undervurdere motivet, for det er med til at få andre til at leve sig ind i historien. Vi kan alle sammen sætte os ind i, hvordan det ville være ikke at kunne tage et bad på egen hånd — også selvom det er noget, vi tager for givet. Det handler jo om værdighed i forhold til hjælpeløshed, siger Birgitte til Helena.
Skab billeder
- Okay, nu er jeg kvinden, og du skal fortælle mig historien om, hvad din rolle som ergoterapeut er, siger hun.
Udfordringerne i fortællingen er åbenlyse, for hvordan vasker man hår, når man står på et ben? Ergoterapeuten kan som hjælperen i historien bidrage med bl.a. vejledning og hjælpemidler, forklarer Helena.
- Men hjælpemidler er lidt abstrakt, siger Birgitte.
- Det ord aktiverer ikke mine sanser eller giver mig nogen følelser, fortsætter hun og får i stedet Helena til at fortælle om badebænke, skridsikre bademåtter og greb til at holde fast i.
- Nu kan jeg meget bedre se det for mig, udbryder Birgitte, der også råder Helena til at tale om ”du” og ”jeg” i stedet for ”man”, der virker distancerende.
Kunsten er nu at formidle vanskelighederne på en måde, så de ikke afskrækker borgeren. I første forsøg beskriver Helena risikoen for at falde. Birgitte beder hende dæmpe frygten en smule, og i næste forsøg taler Helena i stedet om ”nervøsitet”.
- Flot, lyder det fra Birgitte.
- Der skal være udsigt til en happy ending. Du må til gengæld gerne skrue op for din rolle som hjælper, erfaring og kompetencer. En del af din storytelling kan fx være sætningen ”Det kan du sagtens lære”, foreslår Birgitte.
Undgå fagsprog
- Det er vildt svært at undgå fagsprog, udbryder Helena og ryster på hovedet.
Birgitte roser hende for at være god til at sætte ord på nogle af de følelser, der kan ramme borgeren i situationen, og for at begrænse sig ved at give konkrete eksempler undervejs.
- Kan du godt høre, at du vælger nogle få legoklodser ud, som er med til at tegne billedet op. I stedet for at beskrive noget faktuelt, skaber du følelser og identifikation med din fortælling, roser Birgitte.
Forklar forskellen
- For der, hvor I adskiller jer fra fysioterapeuterne, er jo i forhold til målet, forklarer Birgitte.
- Jeres mål er ikke bare, at jeg fx skal kunne bruge min hånd igen. Jeres mål som ergoterapeuter er, at jeg kan bruge den i de situationer, der er betydningsfulde for mig. Fysioterapeuterne fokuserer udelukkende på kroppens funktion, og det er dejligt, at de findes, men I tager over fra dem, når jeg skal placeres i et særligt rum, hvor jeg skal kunne fungere med en bestemt aktivitet. Det er lige præcis det, som I er specialiserede i at løse, påpeger hun, og Helena nikker.
Den halvanden times undervisning er slut, og Birgitte lover Helena, at det med tiden bliver lettere at bruge den konkrete, billedskabende historiefortælling i alle situationer. Hvad enten hun ringer til en samarbejdspartner eller sidder sammen med borgeren i dagligstuen.
- Du må stole på, at hvis du udfører de greb, der ligger i storytelling, så skal andre nok forstå din fortælling, og når du har øvet dig længe nok, bliver det naturligt for dig at bruge det, lover hun.
Helenas reaktion:
— Det giver megagod mening at tale om noget, der er relatérbart og specifikt for tilhøreren, og det er meget lettere, når jeg ikke selv er hovedpersonen. Det sværeste var, at jeg kun måtte bygge med nogle af legoklodserne, altså at begrænse mig. Men så snart jeg talte ind i det konkrete eksempel, var det egentlig meget nemmere.En klassisk fejl er, at man ikke laver målet konkret nok. Ord som fx "trivsel" og "lykke" tænder simpelthen ikke op under den del af min hjerne, der forstår og husker.
Birgitte Dam Jensen
