Nogle ergoterapeuter har svært ved at forklare, hvad det er, de kan. Andre har for længst knækket koden. Her deler vi en hel stribe gode forklaringer til inspiration.
Gitte Saldern Schrøder
Ergoterapeut, Center for specialiserede botilbud - Botilbuddet Holme, Taastrup
Når jeg skal forklare en ny SOSU-assistentelev, der siger, at hun også laver ADL-undersøgelser, hvad jeg kan som ergoterapeut, siger jeg typisk:
Jeg kan finde det lillebitte bindeled, der gør, at en person ikke kan udføre den ønskede aktivitet. Jeg er detektiven i aktivitetsudførelsen og kan fx finde frem til, om forhindringen er kropslig eller mental. Jeg bruger mine ergobriller til at finde frem til de små delhandlinger, og finder løsninger, der gør, at personen kan komme videre.
Eksempler:
En borger kan ikke lave det betydningsfulde havearbejde, han gerne vil, fordi han har så ondt i knæene, at han ikke kan bøje sig ned. Knæene kan jeg ikke lige fixe, men jeg kan sætte en bænk frem, som hviler på to havefliser, så han kan sidde ned og aflaste knæene så meget, at han alligevel kan få luget sit ukrudt.
En anden borger fortæller, at han rigtig gerne vil deltage i de kreative aktiviteter, som en af mine kollegaer arrangerer, men han dukker aldrig op, og jeg får opklaret, at det er fordi lyden fra et fjernsyn i det lokale, hvor de kreative aktiviteter foregår, generer ham så meget, at han ikke kan holde ud at være der. Den simple løsning er at flytte de kreative aktiviteter til et andet lokale – og så kan han også deltage.
Jeg plejer at sige, at vi ergoterapeuter giver styrken tilbage til borgere og patienter.
Jeg plejer at sige, at vi ergoterapeuter giver styrken tilbage til borgere og patienter.
Gitte Saldern Schrøder
Pernille My Lund
Ergoterapeut og klinisk underviser, Hvidovre Hospital
En typisk situation er, at en ny sygeplejerske opdager, at her også er nogle ergoterapeuter og bliver nysgerrig på, hvad vi kan. Så plejer jeg at sige ADL, og nogle ved faktisk godt, hvad det står for, men sjældent, hvad det drejer sig om.
Jeg forklarer, at det handler om, at vi skal vurdere, hvor meget patienterne kan selv, fordi vi skal vide, om de kan klare de ting, de plejer at kunne, eller om de har behov for hjælp, efter de er udskrevet.
Ofte spørger en ny sygeplejerske, om hun må gå med og se, hvordan jeg gør, og det må hun gerne.
Et eksempel
Jeg skal se, om fru Hansen selv kan tage det brusebad, som hun plejer at kunne tage, fordi hun i øjeblikket er usikker på benene. Jeg forklarer den nye sygeplejerske, at jeg vil være som en flue på væggen, fordi det gælder om at observere, hvad fru Hansen selv kan.
Her er kunsten at få sygeplejersken til at forstå, at hun heller ikke skal hjælpe fru Hansen med badet, medmindre fru Hansen direkte beder om hjælp, og det er tit svært, fordi sygeplejersker rigtig gerne vil hjælpe. De skal næsten have hænderne bundet på ryggen for ikke at gribe ind.
Men her forklarer jeg, at vi som ergoterapeuter hjælper på en anden måde – og det er hele pointen med ADL. Hvis jeg klarede hele brusebadet for fru Hansen, ville jeg ikke få at vide, hvad der er svært for hende: Kan hun fx ikke klare det, fordi hun bliver udtrættet undervejs, eller fordi hun ikke kan løfte armene nok til at kunne vaske håret?
Utroligt nok bliver jeg faktisk aldrig træt af at forklare, hvad det er jeg gør som ergoterapeut, for jeg bliver også selv skarpere på min rolle, når jeg er tvunget til at forklare den for andre.
Utroligt nok bliver jeg faktisk aldrig træt af at forklare, hvad det er jeg gør som ergoterapeut. for jeg bliver også selv skarpere på min rolle, når jeg er tvunget til at forklare den for andre.
Mia Dahl Jensen
Afdelingschef, Væksthuset
Når jeg skal fortælle andre faggrupper, hvad en ergoterapeut laver, bruger jeg ofte en forklaring, der lyder nogenlunde sådan:
Ergoterapeuter har en aktivitetsvidenskabelig tilgang til mennesker. Det vil sige, at vi har en fundamental tro på, at meningsfulde aktiviteter er en forudsætning for sundhed og livskvalitet, og aktiviteten er derfor altid vores udgangspunkt.
Når en borger eller patient ikke kan udføre sine daglige aktiviteter derhjemme, på arbejdet, i skolen eller børnehaven som følge af en medfødt eller erhvervet funktionsnedsættelse, vil en ergoterapeut ved hjælp af aktivitetsanalyser undersøge vedkommendes ressourcer og begrænsninger samt de omgivelser, som aktiviteten skal udføres i.
Med analysen kan borgeren eller patienten sammen med ergoterapeuten nå frem til et realistisk trænings- og udviklingspotentiale og samtidig få overblik over de muligheder, der er for at tilpasse omgivelserne eller justere og graduere i selve den måde, som aktiviteten udføres på.
Ergoterapeuten har fokus på både omgivelser, person og aktivitet/opgave og bruger bl.a. modellen APO-match, hvor APO står for Aktivitet-Person-Omgivelser. For at en aktivitet kan være mulig, skal alle tre elementer spille sammen, men da ergoterapeuternes omdrejningspunktet altid er aktiviteten, vil enhver indsats være aktivitetsbaseret.
Det betyder, at det, som borgeren eller patienten taler med ergoterapeuten om, er aktivitet, og det, som borgeren eller patienten træner, er konkrete aktiviteter, som vedkommende gerne vil kunne udføre så selvstændigt som muligt.
Et eksempel kunne være, at en HR-uddannet kvinde, der har senfølger efter en hjernerystelse, skal tilbage til et job med at løse administrative opgaver. Hun skal måske have et par skærmbriller, der kan kompensere for samsynsproblemer, og hvis hun er blevet mere lysfølsom, skal hun måske have folie på sin computerskærm for at eliminere noget af lyset, så hun kan tåle at sidde ved computeren i længere tid. Måske skal hun også have hjælp til at få struktur på sine opgaver. Det vil vores aktivitetsanalyse vise.
Vi ser altså ikke alene på, hvad kvinden eventuelt selv kan gøre for at kompensere for de gener, som senfølgerne giver hende, vi ser også på omgivelsernes betydning. Det kræver øvelse og et særligt blik, og det har ergoterapeuter.
Via aktivitetsanalyser kan ergoterapeuter beskrive arbejdsopgavers karakteristika, kompleksitet samt graduering- og justeringsmuligheder og dermed gøre det muligt at tilrettelægge opgaverne, så kvinden i eksemplet her får mulighed for at bidrage på en meningsfuld måde, og virksomheden samtidig får løst nogle arbejdsopgaver.
Via aktivitetsanalyser kan ergoterapeuter beskrive arbejdsopgavers karakteristika, kompleksitet samt graduerings- og justeringsmuligheder og dermed gøre det muligt at tilrettelægge opgaverne, så kvinden i eksemplet her får mulighed for at bidrage på en meningsfuld måde, og virksomheden samtidig får løst nogle arbejdsopgaver.
Henriette Hasberg
Center for Specialiseret Botilbud - Botilbuddet Røde Mellemvej, Københavns Kommune
En typisk situation er, at en tværfaglig kollega siger: Jeg gør jo det samme som dig. Det står jeg meget i, fordi jeg er ansat som kontaktperson, hvor vi alle sammen skal kunne løse de samme opgaver, selv om vi har forskellige fagligheder.
Når jeg fortæller min tværfaglige kollega, hvordan jeg arbejder, highlighter jeg derfor det særligt blik, jeg som ergoterapeut har på borgerne. Jeg forklarer, at mit fokus er på borgerens nærmeste udviklingszone og på dét at være i aktivitet sammen med borgeren. Hvor hun fx som pædagog sætter mål ud fra nogle fastlagte rammer, sætter jeg mål ud fra borgerens motivation og perspektiv. Det gør jeg efter at have lavet en aktivitetsanalyse og nedbrudt aktiviteterne i små bidder, som er til at håndtere for borgeren.
Som ergoterapeuter er vi skolede i at være undersøgende og åbne over for borgerens udsagn om forandring, ønsker, drømme og håb. Derfor bliver vores tilgang en anden.
Hvor min tværfaglige kollega typisk vil sige, at en borger selv kan udføre en aktivitet, hvis vedkommende fysisk er i stand til det, er mit udgangspunkt, at hvis borgeren ikke er motiveret, er det ikke sikkert, at borgeren selv kan, og derfor skal vi måske gribe det an på en anden måde.
Et eksempel:
Hos en beboer, jeg kommer hos, lå der cigaretskodder over det hele. Han havde tre askebægre, men de var tomme, fordi de stod fuldstændig forkert placeret. Jeg spurgte ham: Når du ligger der og ryger, hvor vil du så have dit askebæger. Dér, siger han og pegede på gulvet, og så placerede jeg hans askebæger der – og så kom skodderne faktisk ned i det.
Det er det, vi ergoterapeuter kan. Vi tænker: Han kan ikke komme til askebægeret, for det har han ikke overskud til lige nu, og derfor må askebægeret komme til ham. Det handler om nærmeste udviklingszone: Hvor kan jeg møde ham?
Det er det, vi ergoterapeuter kan. Vi tænker: Han kan ikke komme til askebægeret, for det har han ikke overskud til, og derfor må askebægeret komme til ham. Det handler om nærmeste udviklingszone: Hvor kan jeg møde ham?
Mikkel Kæmsgaard
Teamleder, Visitation og Hjælpemidler, Frederiksberg Kommune
En af de forklaringer, jeg har brugt allermest, når jeg har skulle fortælle, hvad man kan som ergoterapeut, handler om træning af meningsfulde aktiviteter:
Når en borger har fået en funktionsnedsættelse, der betyder, at vedkommende ikke længere kan det samme som før, går man som ergoterapeut ind og hjælper med at træne de meningsfulde aktiviteter, som borgeren gerne vil kunne mestre igen.
Det kan fx være at handle, lave mad eller klæde sig på, hvor målet er at komme tilbage til det habituelle niveau - eller så tæt på som muligt.
Udgangspunktet er at bringe borgerens ressourcer i spil og træne de meningsfulde aktiviteter, fordi det er dem, der motiverer træningen: Man træner i det, man gerne vil tilbage til, da de aktiviteter spiller en stor rolle i borgerens livskvalitet og selvstændighed.
Udgangspunktet er at bringe borgerens ressourcer i spil og træne de meningsfulde aktiviteter, fordi det er dem, der motiverer træningen: Man træner i det, man gerne vil tilbage til, da de aktiviteter spiller en stor rolle i borgerens livskvalitet og selvstændighed.
Bente Bruun Palmvig
Indtil for nylig Center for Social og Sundhed - Team Hjælpemidler og Boligændringer, nu pensionist.
Jeg har en oplevelse af, at jeg har haft fingeren i vejret i 45 år for at sige: Husk nu ergoterapeuterne. Det kan hænge sammen med, at vi måske ikke er så langt fremme i skoene som andre faggrupper, men vi kan altså noget som de andre ikke kan.
Min forklaring på, hvad det er, vi er særligt gode til, er fx: Når vi har været ude hos en borger og har forholdt os til vedkommendes hverdagsliv, er vi gode til at beskrive borgerens behov og funktionsudfordringer – og ikke mindst til at se, hvordan borgeren kan få det bedste ud af de ressourcer, vedkommende stadig har.
Lisbeth Mortensen
Ergoterapeut og klinisk underviser, Plejehjem Lotus, Aarhus Kommune
Når jeg skal have en assistent til at understøtte en ergoterapeutisk indsats, gør jeg tit det, at jeg bryder min forklaring af indsatsen op i mindre bidder – lidt ligesom vi gør, når vi arbejder med aktivitetsanalysen.
Et eksempel er implementeringen af en velfærdsteknologisk påklædningsstol, vi bruger bl.a. for at øge deltagelsen i den personlige pleje. Stolen gør det også fx muligt for en ellers meget sengeliggende beboer at blive vasket på badeværelset frem for i sengen – og for selv at deltage i vasken. Men hvis beboeren nu synes, at det er lidt farligt med den her nye stol og derfor er tilbøjelig til at ville blive i sengen, så skal assistenterne virkelig motiveres for at motivere borgeren til at komme med ud at bruge stolen.
I sådan et tilfælde kan jeg fx nævne, hvor meget værdighed der faktisk ligger i selv at kunne vaske sig forneden, og jeg kan finde på at spørge: ”Hvis det nu var din mor, hvordan ville du så helst hjælpe hende for at sikre hendes værdighed? Tror du ikke, at hun ville ønske at lære at bruge den stol?” Så trækker de lige vejret og tænker en ekstra gang.
Implementeringen af påklædningsstolen er svær, fordi det handler om en kulturændring, og her må jeg være både tålmodig og pædagogisk for også at få de tværfaglige kollegaer med på ideen.
Nogle gange kan det være hårdt, når man er den eneste ergoterapeut, og indimellem skal man også turde være upopulær, hvis man vil indføre noget, som assistenterne synes er lidt irriterende.
Her er mit trick, at jeg finder den, der er bare en lillebitte smule interesseret i indsatsen, og så bygger jeg først på den interesse – og når vedkommende har fået fat i pointen, kan vi brede den ud til flere.
Nogle gange kan det være hårdt, når man er den eneste ergoterapeut, og indimellem skal man også turde være upopulær, hvis man vil indføre noget, som assistenterne synes er lidt irriterende.
