Fortæl gode historier

Dato: 5. august 2024
Forfatter: Lene Terkelsen
Fotograf: Martin Bubandt

Drop faktatunge præsentationer af dig selv og dine kompetencer og skru i stedet op for følelserne. Det handler ikke om, hvad du laver, men hvilken værdi du skaber for andre – hvad enten det er borgeren eller din kollega, fastslår Birgitte Dam Jensen, der underviser i storytelling. Få hendes bedste råd til en præsentation, som andre forstår og husker.

Hun har fortalt historier på scenen som professionel skuespiller. Hun har rådgivet Helle Thorning-Schmidt, dengang den socialdemokratiske profil blev valgt som Danmarks første kvindelige statsminister, og så har Birgitte Dam Jensen gennem næsten to årtier lært topledere i danske og internationale virksomheder at få leveret deres budskab på en måde, så andre lytter og handler på deres ord.

Det er med andre ord en kompetent kvinde, der denne formiddag tager imod to spændte ergoterapeuter i de smukke, højloftede kontorer på Frederiksberg, hvor hun holder til. 

Birgittes opskrift er let: Skal den ergoterapeutiske faglighed stå tydeligt i offentligheden, er det nødvendigt med meget mere identifikation. Det handler ikke om mere teori og uddannelse. Næh, fortæl i stedet historier, andre kan relatere sig til. 

- Der skal være sådan nogle, som får os til at tænke: ”Gud ske tak og lov, at der findes ergoterapeuter”, forklarer Birgitte Dam Jensen, som ved hjælp af ”storytelling” hjælper sine klienter til at blive dem, man lytter til. 

Vækker hjernen

Formålet med storytelling er at skabe identifikation, engagement og mening hos tilhøreren, og det er videnskabeligt bevist, at metoden er langt mere effektiv, end traditionelle præsentationsteknikker, hvor man ved hjælp af fakta, markedsføring eller retoriske greb, forsøger at overbevise sin modtager om vigtigheden af sit budskab. 

- Scanner man hjernen på en person, der lytter til en klassisk præsentation med masser af fakta, så er det kun den præfontale del af vedkommendes hjerne, der lyser op. Men lytter de til en god historie, lyser hele den dybe, limbiske del af hjernen op. Historien skaber mening på en helt anden måde for dem, og det aktiverer deres følelser og engagement, forklarer Birgitte Dam Jensen og peger på, at historiefortælling er universelt på tværs af køn, kultur og alder. For uanset om vi mødes ved lejrbålet eller kaffemaskinen, så fortæller vi historier. 

- Det behøver ikke at være særligt dramatisk. Små historier fra hverdagen, som bliver fortalt på en særlig måde, kan få os til at lytte, og de tænder hjernen på en helt anden måde end en almindelig præsentation, siger hun.

Der skal være sådan nogle, som får os til at tænke: "Gud ske tak og lov, at der findes ergoterapeuter".

Skabt til hverdagens helte

Hamlet, Titanic og Ringenes Herre er skabt ud fra principperne i storytelling, og det er dem, ergoterapeuter skal bruge, pointerer Birgitte Dam Jensen. Enhver god historie har en hovedperson. En helt eller heltinde, der har et mål og sin helt egen motivation for at ville nå det. Men på vejen mod målet er der udfordringer, som skal overvindes, og derfor er der brug for en eller flere hjælpere, der kan støtte personen mod sit mål. Efter denne grundopskrift kan man skrive Hollywood-manuskripter eller præsentere sin faglighed, fortæller Birgitte Dam Jensen.

- Storytelling er ikke bare skabt til at underholde. Det kan bruges i så mange andre sammenhænge, hvor vi gerne vil have andre til at forstå og huske det, vi siger.

Du er ikke hovedpersonen

Først og fremmest handler det som ergoterapeut om at begynde med at stille sig det rigtige spørgsmål.

- Mange begynder ofte med at spørge: Hvordan kan jeg forklare andre, hvad jeg laver, siger Birgitte Dam Jensen. 

Men det er forkert, påpeger hun: 

- Det rette spørgsmål er: Hvordan kan jeg få andre til at forstå, hvilken værdi jeg skaber? Hvad ”jeg laver” er nemlig kun noget, jeg selv er optaget af, mens andre er mere optagede af, hvad de får ud af det.

Det er altså ikke den enkelte ergoterapeut, der er hovedperson i fortællingen, og målet er ikke at få andre til at forstå ergoterapi.

- Ergoterapeuten er derimod hjælperen i fortællingen. Så kan jeg, der lytter, nemlig identificere mig med hovedpersonen, siger Birgitte Dam Jensen og peger på nødvendigheden af at udpensle den forskel, som ergoterapeuten gør for borgeren. Helt konkret. 

- Som tilhører skal jeg hele tiden kunne se for mig eller mærke, hvad der sker, hvis der ikke kommer en ergoterapeut ind fra højre som hjælper, påpeger hun. 

Om Birgitte Dam Jensen

  • Uddannet skuespiller og har studeret retorik.
  • Har været dramalærer og teaterinstruktør ved Odense Skuespillerskole i 15 år.
  • I perioden 2008-2013 personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S).
  • Rådgiver ledere i danske og internationale virksomheder i at blive bedre til præsentation, storytelling, kropssprog og personlig gennemslagskraft.
  • Coacher, underviser og holder foredrag om mental robusthed.
  • Se mere på www.birgittedamjensen.dk
 

Grundopskriften på storytelling

Når du skal lave din personlige fortælling om, hvad du laver som ergoterapeut, skal du svare på:

  • Hvem fortæller du historien til? 
  • Hvem er personen, som historien handler om?
  • Hvad er personens mål?
  • Hvad er personens motiv?
  • Hvad er personens udfordring(er)?
  • Hvordan hjælper du/I vedkommende?

Husk det svære

Udfordringen i historien er vigtig. Hvis ikke det er svært, gider ingen nemlig at lytte.

— Hvis Frodo bare kunne have taget en taxa til Dommedagsbjerget og havde destrueret ringen uden problemer, så ville det ikke være en god historie, der griber én i hjertet, fastslår Birgitte Dam Jensen.

Mange mennesker udelader udfordringerne, når de fortæller historier, og det er en fejl, pointerer hun. 

— De sorterer smerten, lidelsen, frygten eller hjælpeløsheden ud, men et liv uden udfordringer er ikke identificerbart. Når jeg ser Ergoterapeutforeningens kernefortælling, så handler den også kun om, at I skaber mening, men jeg mangler at få at vide, hvad der ville ske, hvis I ikke var der? Selvfølgelig skal det ikke være skræmmehistorier, men vi skal forstå alvoren og kunne mærke den, siger Birgitte Dam Jensen.

For gode historier kan være tragedier eller slutte med ”happy endings”. Og ergoterapeuter bør naturligvis altid tilstræbe den sidste version, understreger Birgitte Dam Jensen. 

— Så arbejdet med borgeren lykkes, og I sammen når målet. 

Sådan gjorde vi

To ergoterapeuter ville gerne blive bedre til at præsentere sig selv og deres faglighed. De fik hjælp af coach og storytelling-ekspert Birgitte Dam Jensen.
Inden de mødtes, besvarede de to ergoterapeuter skriftligt fire spørgsmål, der bl.a. skulle give svar på deres udfordringer og ønsker med mødet.
Hver deltager fik halvanden time alene med Birgitte Dam Jensen, der gav en kort indføring i teorien bag og værktøjer til storytelling og hjalp deltagerne med at udvikle deres præsentation. Derefter blev de bedt om at bruge den nye viden og værktøjerne på konkrete eksempler, mens de fik feedback af Birgitte Dam Jensen.