Valg af FTR?

Når I ønsker at vælge en fællestillidsrepræsentant (FTR) til at lede jeres tillidsrepræsentant TR-fællesskab, skal I først og fremmest tage udgangspunkt i de overordnede aftaler, der fastlægger, om det er en ret eller en mulighed at vælge en FTR. På det kommunale område er der ret til at vælge en FTR, mens det som udgangspunkt er aftalebaseret på det regionale område og i staten.

Det er vigtigt at bemærke, at der kan være lokale aftaler, som giver en ret til at vælge en FTR. Derfor anbefaler Ergoterapeutforeningen, at I aktivt undersøger og afdækker de lokale aftaler, der er indgået vedrørende valg af FTR.

Fælles for valget af FTR er dog, at valggrundlaget som minimum skal bestå af 2 TR.

I forbindelse med valget, skal I udarbejde en liste over samtlige TR, der er gået sammen om at vælge en FTR og udgør FTR’s valggrundlag. Listen skal underskrives af TR.
Læs mere om anmeldelse af FTR-valg

Kommunalt

På det kommunale område, har TR ret til at vælge en FTR jævnfør MED-Håndbogen §12 (KL).

Hvis I lokalt er to eller flere TR, kan I sammen aftale at vælge en FTR på det kommunale område. Når I vælger en FTR, skal I også aftale arbejdsfordelingen mellem TR og FTR. Arbejdsfordelingen skal klart angive, hvilke opgaver der varetages af FTR, og hvilke opgaver der henhører under de enkelte TR's normale funktioner.

Udgangspunktet er, at for overenskomstgrupperne vælges en FTR til at varetage og forhandle spørgsmål for de TR, som den pågældende repræsenterer.

I forbindelse med valg af FTR og FTR-suppleant, skal I drøfte og afklare, hvilke opgaver FTR tager sig af, og hvilke opgaver TR tager sig af. I skal derfor udarbejde en oversigten over, hvordan I har fordelt opgaverne. Du finder et udkast til listen her.

Som FTR bør du nøje overveje i hvilket omfang, du varetager decideret TR-opgaver i dit virke som FTR. Det kan f.eks. være, at du varetager medlemmers interesser, som ikke er TR-dækket. Hvis I indgår aftale om, at denne opgave varetages af FTR, bør du være opmærksom på at forhandle en vilkårsaftale, der afspejler dit tidsforbrug i forbindelse med håndtering af enkelte medlemmers interesse. ETF’s anbefaling er, at du som FTR primært varetager opgaver på vegne af TR-fællesskabet, mens opgaver for enkelte medlemmer er i mindre målestok.

Regionalt

På det regionale område, kan I vælge en FTR på f.eks. et sygehus eller et område i regionen, hvis der er indgået en aftale om, at I lokalt kan vælge en FTR, jævnfør MED-håndbogen §12 (DR).

Det betyder reelt at det er en mulighed på det regionale område at vælge en FTR.

I nogle regioner foreligger der en forhåndsaftale, der giver ret til at vælge en FTR. Derfor bør I undersøge om det gælder for jeres område.

Udgangspunktet er, at for overenskomstgrupperne vælges en FTR til at varetage og forhandle spørgsmål for de TR, som den pågældende repræsenterer.

Staten

I staten, kan I vælge en FTR, hvis der er indgået aftale om, at I lokalt kan vælge en FTR, jævnfør Cirkulære om TR i staten § 4.

Det betyder reelt at det på statens område er en mulighed at vælge en FTR.

FTR varetager og forhandler spørgsmål fælles for de TR, som FTR er valgt af. Det betyder også at FTR kun varetager opgaver på vegne af TR, medmindre der er indgået aftale om andet.

Det kan med ledelsen aftales, at der vælges en FTR, som repræsenterer:

  • flere medarbejdergrupper, som tilhører forskellige faglige organisationer eller
  •  
  • en medarbejdergruppe med flere tillidsrepræsentanter eller
  •  
  • flere medarbejdergrupper, som tilhører samme faglige organisation

Kontakt ved spørgsmål til anmeldelse af valget overfor ETF

Kontakt Mette Gorski tlf. 53364942 mail mgo@etf.dk, hvis du er FTR i Region Midt-Nord

Kontakt Lone Petersen tlf. 53364936, mail lp@etf.dk, hvis du er FTR i Region Syd eller Region Øst