Vi burde skamme os som samfund

Dato: 6. februar 2025
Forfatter: Lene Terkelsen
Fotograf: Martin Bubandt

Forråelsen siver fra politikerne i Folketinget til kommunerne og helt ud i botilbuddene, mener landsformand for handicaporganisationen Lev, Anni Sørensen. Hun opfordrer ergoterapeuter på området til at sige fra, hvis de møder forråelsen og dele deres eventuelle frustrationer opad i systemet.

Hvordan ser du vilkår og muligheder for mennesker med udviklingshandicap i dagens Danmark?

— Alle store undersøgelser, hvad enten de er foretaget af VIVE, Institut for Menneskerettigheder eller sundhedsmyndighederne, viser, at det går tilbage, når det gælder levevilkår og rettigheder for mennesker med handicap i Danmark, og det er lige meget, om det handler om inklusion, retssikkerhed, sundhed, uddannelse eller beskæftigelse. Det er beskæmmende. Så mit svar kogt ned til en Maggiterning vil være: Det går virkelig dårligt på mange områder, og vi burde skamme os som samfund.

Hvordan ser det ud for lige præcis mennesker med udviklingshandicap sammenlignet med andre grupper?

— Mennesker med udviklingshandicap er en af de allermest udfordrede grupper. Og gruppen med de største og mest komplekse støttebehov har det allerdårligst. Både i forhold til levealder, sundhed og mulighed for deltagelse i samfundet og indflydelse på eget liv. Det er altså dem, der ikke selv kan råbe op, der har det allersværest og får det stadigt dårligere. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at Lev råber højt, at fagpersoner siger fra, og at befolkningen får kendskab til vilkårene, så vi sammen kan kræve forbedringer.

Sidste år blev der vedtaget en rammeaftale for handicapområdet, der skulle sikre bedre kvalitet, hvorfor blev det ikke et løft?

— I virkeligheden handler det om, at der er politisk flertal for, at man vil spare penge på området, og i foråret blev det tilmed også nemmere for personalet at anvende magt med ændringerne i serviceloven. Og det er klart, at når man må bruge magt i flere situationer og med mindre dokumentation, så er der risiko for, at magtanvendelse bliver løsningen i flere situationer. Lige nu forhandler politikerne de næste forringelser med en revision af socialtilsynet, hvor de vil indføre færre besøg, så rigtig mange bo- og socialtilbud kun får tilsyn hvert tredje år.

TEMA:

UDVIKLINGS-HANDICAP

Læs de øvrige artikler i temaet herunder:

Mere end et tryk på startknappen

Et etisk dilemma og to kopper kakaomælk

Demens bliver overset

Fang øjeblikket

 

Anni Sørensen
  • Landsformand for Lev, der er interesseorganisationen for de cirka 53.000 mennesker med udviklingshandicap, der lever i Danmark, og deres pårørende.
  • Mor til en søn med Downs Syndrom.
  • Læs mere: www.lev.dk

Hvilke konsekvenser har de politiske prioriteringer for medarbejderen på et bo- og aktivitetstilbud?

— Konkret går det ud over de arbejdsforhold og rammer, som medarbejderne bliver budt. Hvis du hver dag møder ind og oplever, at du aldrig har tid til at understøtte det enkelte menneske på den måde, som du rent fagligt ved er den bedste, fordi du har flere borgere end tidligere, og din kollega er sygemeldt med stress, så kan du anlægge forskellige strategier for at overleve. En af dem er forråelsen, som, jeg oplever, siver nedad i systemet. For når politikerne med åbne øjne træffer beslutninger om at ville spare på en ekstremt sårbar gruppe mennesker, så kan det ikke undgås at drive videre ud i systemet, og det risikerer også at have nedbrydende konsekvenser for medarbejderne.

Det er ikke jer, der er dårlige ergoterapeuter. Sig fra, hvis I oplever en kollega, som i afmagt ikke holder den faglige fane højt.

Hvad vil du råde den enkelte ergoterapeut til at gøre?

— Til ergoterapeuterne vil jeg sige, at I vil jo det allerbedste for borgeren og for jeres kolleger, men i mange tilfælde har I ikke tiden og rammerne til at udføre det, I er ansat til med høj faglighed og etik, fordi der hele tiden bliver skåret og effektiviseret. Men lad være med at gå ned med stress, for vi har brug for jer! Del i stedet jeres frustrationer og oplevelser opad i systemet, så I ikke vender dem indad eller mod hinanden. Fortæl jeres nærmeste leder, hvad vilkårene betyder for jer og den måde, I løser jeres opgaver på. Sig, at I ikke kan holde til at gå på arbejde med ondt i maven over ikke at gøre nok på grund af ressourcerne, og så må jeres leder løfte det opad, for det er ikke JERES problem. Det er ikke jer, der er dårlige ergoterapeuter. Sig fra, hvis I oplever en kollega, som i afmagt ikke holder den faglige fane højt. Lad ikke forråelsen tage over. Det er rammerne, som gør det svært.

Kritik af Danmark

I efteråret rettede FN's Handicapkomité kritik af Danmarks indsats på handicapområdet i forhold til bl.a.:

  • Stigende brug af magt og tvang
  • Voksende institutionalisering
  • Øget ulighed i sundhed
  • Mangel på handicapplan

Læs rapporten


Nye regler for magtanvendelse

Folketinget lempede sidste år på reglerne for brug af magt på bl.a. botilbud.

Læs mere her

Etik: Kage vs. diabetes

Serviceloven dikterer mest mulig selvbestemmelse, men som medarbejder kan det være svært at håndtere, når hensynet til fx borgerens sundhed også skal tilgodeses. Anni Sørensen giver sit perspektiv på udfordringerne.

— Det er et konstant fagligt og etisk dilemma. I den ene side svinger pendulet mod rå magtanvendelse og lås på køleskabet. I den anden lader personalet stå til ud fra en forståelse af, at et menneske er i sin egen ret til fx at spise, hvad vedkommende vil, og tage konsekvenserne af egen handling.

— Men al god pædagogik og ergoterapi befinder sig et sted midt i mellem. Den må hverken ende i omsorgssvigt eller magtanvendelse. Det er meget, meget svært, og det er det også for alle os forældre til børn med udviklingshandicap. Min voksne søn nægter fx at drikke almindeligt vand. Han vil hellere have sodavand, og det skal han jo også have lov til, for jeg drikker jo selv sodavand. Men han forstår ikke konsekvenserne for sine tænder og sin vægt.

— Det er et evigt arbejde at befinde sig dér mellem yderpunkterne og med dygtighed kommunikere, motivere og være i en god og tillidsfuld relation. Og det er særligt svært, hvis der ikke er nok tid og personaleressourcer. Man kan fx ikke motivere til et sundere liv, hvis man kun kommer forbi hver tredje uge. Det er et omfattende og tidskrævende arbejde, hvor man er nødt til at kende og forstå det enkelte menneske, hvis man vil hjælpe til at træffe gode valg.