Mere end et tryk på startknappen

Skærme, apps og andre teknologiske løsninger er flere og flere steder blevet en del af arbejdet på bo- og aktivitetstilbud for mennesker med udviklingshandicap, og det kan have mange fordele. Men skal det fungere, kræver det, at personalet forstår og omsætter teknologien til deres faglige arbejde, understreger ekspert.

Da lektor og ergoterapeut Anna Marie Lassen for et par år siden færdiggjorde projektet ”Velfærdsteknologi i bo- og dagtilbud", var en af konklusionerne, at teknologierne kan mere og andet end det, man lige forestiller sig.

Ifølge Lassen er der da også mange gevinster for både for borgere og fagpersonale ved, at flere og flere forskellige velfærdsteknologier vinder ind på bl.a. handicapområdet.

— Teknologien kan fx registrere ændringer, som vi ikke kan se med det blotte øje, eller hjælpe os med nemmere at tilpasse øvelser og træning, fordi den gemmer data om borgeren, så vi kan følge progressionen og målrette vores terapeutiske arbejde bedre, siger Anna Marie Lassen, der er lektor ved Professionshøjskolen UCN, hvor hun i mange år har beskæftiget sig med området.

Udbuddet af velfærdsteknologi vokser, og det betyder flere muligheder for at understøtte aktivitet, mestring og trivsel hos fx mennesker med udviklingshandicap.

Tag nu VR-briller, der giver mulighed for at træne færdigheder og eksponere borgeren for omgivelser, der kan virke overvældende og angstprovokerende. Fx et tandlægebesøg eller en tur med bussen. Eller tag elektroniske løsninger, der hjælper til at skabe struktur og overblik, stimulerer sanserne eller motiverer til fysisk aktivitet og socialt samvær. Områder, der er behov for at understøtte indenfor det specialiserede område.

En ny forståelse

Men hvis teknologien skal fungere for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, skal den ikke blot være brugervenlig, og det stiller krav til fagpersonalet, understreger Anna Marie Lassen. De skal nemlig kunne afgøre, om en borger er i stand til at få noget ud af teknologien, dernæst skal de kunne formidle mulighederne og nok så vigtigt skal de kunne integrere teknologien i deres faglige praksis.

Her er observation og aktivitetsanalyse vigtige redskaber til at tilpasse og anvende teknologi, ligesom det er vigtigt at dele viden med andre faggrupper, så de får indsigt i, hvilke delaktiviteter borgeren har behov for støtte til, påpeger Anna Marie Lassen.

— Hvis du som ergoterapeut fx vælger onlinebesøg, så skal du vide, hvordan du bruger skærmen, så teknologien forstærker og forlænger dit arbejde, forklarer hun.

De teknologiske løsninger skal understøtte de faglige tilgange og metoder, som man som ergoterapeut bruger for at nå borgernes mål, og her er det vigtigt at forstå, at teknologi er et redskab, der skal fungere mellem borger og behandler, men også kan være et redskab til at kvalitetssikre den ergoterapeutiske ydelse, understreger Anna Marie Lassen.

— Der hersker ofte en forældet forståelse af teknologi som enten et hjælpemiddel, som borgeren skal lære at bruge, eller noget du som terapeut skal bruge i behandlingen. Men teknologi er noget, vi skal bruge sammen for at understøtte den terapeutiske behandling, siger Anna Marie Lassen og uddyber:

— Vi skal have en forståelse for, at den samme teknologi både har til formål at kvalitetssikre ydelser, reducere omkostninger og understøtte vores ergoterapifaglighed. Der er derfor flere aktører, der vurderer, om teknologien er anvendelig og lever op til forventningerne. Det er anderledes end den forståelse, vi har af fx et hjælpemiddel, og det betyder, at vi må foretage andre analyser, end vi er vant til, for at vurdere, hvordan borgeren håndterer teknologi ud fra en given kontekst og aktivitet, pointerer hun.

Nye rutiner i praksis

Med den nye forståelse skal man som ergoterapeut bl.a. kunne vurdere og analysere, hvad det kræver at få teknologien til at fungere i praksis, så man ved, hvem der har ansvar for at opdatere teknologien, og kan gennemskue, hvilke nye rutiner og arbejdsgange, teknologien fører med sig.

— Vi skal kunne vurdere, om en velfærdsteknologi understøtter det ergoterapifaglige arbejde, fordi den givne teknologi højst sandsynlig ikke er udviklet til det formål. Den er måske udviklet til et andet fagområde. Derfor skal man som ergoterapeut selv oversætte teknologiens muligheder og udfordringer til den borger og det indsatsmål, man arbejder med, siger Anna Maria Lassen.

Hun peger på, at man som ergoterapeut fx skal vænne sig til at bruge sine observationsredskaber i nye situationer i forbindelse med VR-teknologi.

For hvordan reagerer borgeren på at have brillerne på? Og hvordan aflæser du som terapeut borgerens reaktion, når en del af ansigtet er dækket af brillerne?

— Måske skal du observere puls og ansigtsfarve i stedet for øjne. Og du skal på forhånd overveje, hvordan du hjælper borgeren med at finde strategier til at håndtere de forskellige situationer i VR-bussen. Derfor er det vigtigt, at du selv afprøver VR-teknologien og kender de optagelser, som borgeren ser, forklarer Anna Marie Lassen.