I Vejle inspirerer to ergoterapeuter på et bosted for mennesker med udviklingshandicap borgere og kolleger til aktiviteter i hverdagen. En vigtig del af deres opskrift er at gribe netop det øjeblik, hvor borgeren er motiveret.
Mon ikke de fleste, der arbejder som den eneste ergoterapeut på et bosted, kender følelsen?
Man ser behovet. Man har kompetencerne til og ønsket om at skabe flere aktiviteter med borgerne, men tiden er knap, dagene går, og man kan indimellem føle sig lidt alene med sit blik for betydningen af meningsfulde aktiviteter.
Maria Næsby Grarup gjorde i hvert fald. Hun har siden 2013 arbejdet på et døgntilbud for mennesker med udviklingshandicap i Vejle Kommune, og for hende fik den faglige sparring og idégenerering et boost, da hun for et par år siden fik ergoterapeut Lisbeth Hansen som kollega.
— Det gav en gejst, at vi var to, og det fik sat gang i nogle ting, fortæller Maria Næsby Grarup, der sammen med Lisbeth Hansen satte arbejdet med bl.a. sanseintegration og aktiviteter på dagsordenen.
Sidste år fik de sammen med kolleger og ledelse bl.a. indført ”Aktivitet på tværs” hver torsdag, hvor alle borgere er inviteret til fællesaktiviteter med bevægelse, sang og musik.
— Mange af vores borgere er ikke i beskæftigelse, fordi de ikke kan rumme at komme ud af huset, og de har ikke så meget at stå op til. Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde dem noget meningsfuldt indhold i hverdagen, siger Maria Næsby Grarup, mens Lisbeth fremhæver de sundhedsmæssige fordele ved tiltaget:
— Der er et kæmpe behov for bevægelse i den her målgruppe, fordi så mange er inaktive og har livsstilssygdomme. Flere er også ensomme, fordi de måske ikke har så mange pårørende og ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, og også af den grund er det vigtigt med sociale tilbud.
TEMA:
UDVIKLINGS-HANDICAP
Læs de øvrige artikler i temaet herunder:
Vi burde skamme os som samfund
Mere end et tryk på startknappen
Et etisk dilemma og to kopper kakaomælk
Maria Næsby Grarup
Ergoterapeut og SoMe-kontaktperson Bo-Vejle, Vejle Kommune.
mangr@vejle.dk
Lisbeth Hansen
Ergoterapeut og SoMe-kontaktperson Bo-Vejle, Vejle Kommune.
lihse@vejle.dk

Konkurrence motiverer
Under temaerne ”krop og bevægelse”, ”spil”, ”musik og dans” og ”bagning” faciliterer personalet hver torsdag nye aktiviteter for borgerne, og effekten er til at få øje på, fortæller de to ergoterapeuter.
— Vi kan se, at det giver glæde og fællesskab. Nogle gange skraldgriner de, og det kan godt være, at alle ikke vil være med i selve spillet eller dansen, men så er de med på sidelinjen, siger Lisbeth Hansen.
Det kræver planlægning at udvikle aktiviteter, som fungerer til borgere med lavt kognitivt niveau, og Lisbeth og Maria finder blandt andet inspiration på Instagram. Derudover trækker Maria på en idrætscertificering fra Parasport Danmark.
Vi kan se, at det giver glæde og fællesskab. Nogle gange skraldgriner de...
Motivationen hos målgruppen kan være flygtig, og derfor gælder det om at gribe de øjeblikke, hvor borgeren er motiveret, og ikke mindst at lade sin egen begejstring smitte. Som Maria siger:
— Hvis du vil have nogen til at danse, må du forrest ud på gulvet.
Konkurrence motiverer en del borgere, oplever de to ergoterapeuter, der dog planlægger, så der kan tages individuelle hensyn, hvis en borger fx hellere vil fordybe sig i en enkelt aktivitet end deltage i en heftig dyst. For deltagelse kan foregå på flere niveauer, understreger de.
— Engang havde jeg det sådan, at det var en fiasko, hvis der kun var én borger, der deltog aktivt, men i dag kan jeg se, at det er en succes, bare der er én, der får noget ud af det, for så er der nogle andre, der får noget ud af noget andet på et andet tidspunkt, fastslår Maria Næsby Grarup.

Synliggør indsatser
Lisbeth og Marias faglige tip og ideer til konkrete aktiviteter bliver delt via Voksen Handicap Vejles onlineplatform ”Mærk meningen”, hvor personale fra flere af kommunens bo-, aktivitets- og beskæftigelsestilbud for voksne med handicap bidrager med indhold. Målet er at præsentere arbejdsområder og udveksle inspiration, og det lykkes, mener de to ergoterapeuter.
— Det sætter gang i nogle ting, at man ser nogle gøre noget andet, end man selv gør. Folk vil gerne have faglige ideer, som de selv kan prøve af, og det har også styrket fællesskabet på tværs af enhederne, fortæller Lisbeth Hansen.
Men for hende og Maria stopper udviklingen ikke her. Lige nu har de gang i et projekt, der skal synliggøre effekten af at arbejde med bl.a. Sensory Profile.
— Vi vil gerne vise bl.a. ledelsen, hvor vigtigt det er at komme fra hoved til krop og synliggøre, hvordan vi ergoterapeuter gør en forskel, forklarer Lisbeth Hansen, der oplever, at kolleger og ledere er åbne overfor ny viden og tiltag.
— Vi kan mærke, at det breder sig, og det er vigtigt, at det bliver en del af kulturen, så alle tager ansvar for fx at sætte aktiviteter i gang, fortæller Maria Næsby Grarup.
Hun ser indsatsen som en del af en større mission, der handler om at vise, hvordan arbejdet med mennesker med udviklingshandicap er fagligt udviklende og interessant.
— Af og til møder jeg en holdning om, at det arbejde bare er plejeopgaver. Men borgerne kan så meget, og så er det bare op til os at have ergo-brillerne på i alt, hvad vi laver, siger Maria Næsby Grarup.
Gode råd til at skabe mere bevægelse og aktivitet fra Lisbeth og Maria:
- Søg inspiration. Find øvelser og aktiviteter på fx sociale medier, dyrk sparring med kolleger og fagfæller, og tag på fx kurser og konferencer.
- Få kolleger og ledelse med. Det kræver en kulturændring at implementere flere aktiviteter i hverdagen.
- Brug omgivelserne. Det kræver ikke en træningssal eller dyre redskaber at gå i gang. Brug det, der er omkring jer.
- Fang momentet. Hvis du pludselig mærker en åbning hos borgeren til at gå tur eller spille bold, så gør det straks i stedet for at udskyde det. Ja, vi har travlt, men nogle gange er 2-3 minutters aktivitet nok til at give ny energi.
- Gå forrest. Energi smitter, og vil du have folk i gang, skal du selv kaste dig ud i det.
- Graduér. Borgerne kan deltage på mange niveauer. Kan man ikke kaste bolden, kan man fx være en del af planlægningen, eller man kan heppe.
- Vær omstillingsparat. Mærker du, at en aktivitet ikke fanger, så vær parat med en ny.
- Prioritér. Det kan være en god ide at have flere fra personalet med til aktiviteter, så der er mulighed for, at en enkelt eller en lille gruppe kan gå fra og lave en anden aktivitet.
Inspiration fra udlandet
Lisbeth og Maria finder bl.a. øvelser på:
- @Fondazioneoiconlus
- @Bewegen.is.leven.
Fire oplagte aktiviteter til mennesker med udviklingshandicap ifølge Lisbeth og Maria:
- Omi Vista Mobii. Interaktivt gulv eller bord med billeder, der får deltagerne til at lege, quizze og bevæge sig og styrke deres kognitive og fysiske færdigheder. Omi Vista Mobii giver også mulighed for at tage individuelle hensyn. På grund af sin visuelle formidling er den let at forstå for målgruppen.
- Ballonbadminton. Kræver kun fluesmækkere og en ballon og kan spilles både siddende og stående. Træner øje-hånd-koordination.
- Avis-ræs. En række avissider klistres sammen med tape. Deltagerne sidder på stole, og så handler det om, hvem der først får ”løbet” distancen og trukket sine aviser gennem stolen med fødderne. Øvelsen kan gradueres efter, om borgeren fx er kørestolsbruger, og udover at træne både balance, koordination og koncentration, er den sjov. Borgerne bliver ofte motiveret af konkurrence-elementet.
- Kryds og bolle. Lav felter med tape på gulvet, og flyt en sten med fod eller kost. Ideel til at flytte fokus fra hoved til krop, når en borger har brug for noget andet end samtale.
Hvad er ”Mærk meningen”?
- Et onlinekoncept, der består af hjemmeside, Facebook- og Instagramprofil, hvor medarbejdere fra bo-, aktivitets- og beskæftigelsestilbud for voksne med handicap i Vejle Kommune deler faglige fortællinger, inspiration til aktiviteter og viden.
- https://maerkmeningen.dk