Et sted at drømme sig hen

Dato: 20. december 2023
Forfatter: Lene Terkelsen
Fotograf: Martin Bubandt

En grå mur blev forvandlet til en solrig kystlinje malet af en anerkendt kunstner. Alt sammen takket være ergoterapeut Signe Kjems, der søgte fonde for at forskønne omgivelserne på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor hun arbejder. Undervejs i processen inddrog hun hele tiden patienterne, og resultatet inspirerer i sådan en grad, at flere patienter selv er begyndt at udfolde sig kunstnerisk.

”Ansøgning om kunstprojekt”.

Så simpelt indledte Signe Kjems den korte tekst, som hun sendte afsted til Ny Carlsbergfondet sidste år. Forinden havde hun googlet forskellige fonde og fundet frem til dem, der støttede kunstprojekter.

I ansøgningen beskrev hun kort sit og patienternes ønske om at få noget andet at kigge på end den meterlange betonmur, som omkransede afdelingens have.

Eller have er måske så meget sagt, for da Signe kom på afdelingen, bestod stedet af en stump plæne og en asfalteret boldbane. Alle blomsterbede og planter var blevet jævnet med jorden, efter der flere gange var fundet stoffer i dem, og tilbage var nu den fængselslignende gård, hvor fugten trak op ad muren.

- Det var slet ikke en ramme, der gav lyst til at komme udenfor eller gjorde noget godt for nogen, fortæller Signe Kjems en grå efterårsdag på hendes arbejdsplads på Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart.

De retspsykiatriske afsnit ligger i en række lave rødstensbygninger, hvor alt indvendigt emmer af offentlig institution. Gråt linoleum på gulvene, beige imiteret læder på møblerne i fællesområdet og lysstofrør under de lave lofter.

- Omgivelserne er jo megatriste, og det var også derfor, jeg begyndte at tale med patienterne om, hvad vi kunne gøre i haven for at gøre den mere spændende. Jeg ville gerne give dem et frirum, hvor de kunne få ro på deres tanker og drømme sig lidt væk, fortæller Signe Kjems.

Flere patienter fremhævede, at de ønskede sig et maleri på muren, der kunne give farve og varme i gården, og det var det ønske, Signe sendte videre til en håndfuld fonde i efteråret.

Omgivelserne er jo megatriste, og det var også derfor, jeg begyndte at tale med patienterne om, hvad vi kunne gøre i haven for at gøre den mere spændende

Patienter valgte kunstner

Efter nogle måneder kontaktede Ny Carlsbergfondet hende. De var interesserede i at støtte projektet, og nu begyndte en lang proces, hvor motiver og kunstner blev diskuteret med patienterne. For Signe var det nemlig afgørende hele tiden at inddrage dem, som maleriet var tiltænkt.

- Som ergoterapeut var det helt naturligt for mig at lytte til patienternes ønsker. Der er ikke ret meget, som de kan få lov at bestemme, når de er her – ikke engang maden kan de selv vælge - så det er virkelig vigtigt at gribe det, som de kan have lyst til og er motiverede for, og jeg synes, at det er vigtigt, de føler et medejerskab.

Fonden sendte billeder af en række værker, der var skabt af forskellige kunstnere, som de forstillede sig kunne løse opgaven, og Signe printede billederne ud og tog dem med til afdelingens 14 patienter, der efter individuelle snakke med Signe og en afstemning udpegede kunstneren John Kørner.

Motivet havde patienterne også en forestilling om, når Signe spurgte dem, og alle var enige om, at det ikke skulle være for abstrakt, så det krævede for meget af deres forestillingsevne.

Undervejs talte Signe og hendes leder bl.a. om farver og motiver med kunstneren ud fra skitseforslag, for det var nødvendigt at tage en række hensyn.

- Vi har en del psykotiske patienter, og det er vigtigt, at der ikke er noget, som de kan blive bange for eller misforstå. Der måtte fx helst ikke være ren rød farve, fordi det kan trigge noget i nogle, eller at der var en skygge eller skikkelse, som de skulle forholde sig til. Det skulle bare være et værk, hvor de kunne være alene og have friheden til at drømme sig væk. Den slags pusterum er der nemlig ikke så mange af her på sygehuset, siger hun.

Signes seks gode råd til at søge fonde:

  • Søg fokuseret. Find de fonde, der lige præcis giver til dit formål, og sæt dig ind i deres værdigrundlag.
  • Gør det kort og klart. De fleste fonde har en formular, man skal udfylde, og du behøver ikke at skrive en hel masse sider.
  • Tydeliggør værdien. I ansøgningen skal det være tydeligt, hvem der får glæde af donationen, og på hvilken måde den bidrager. Kort sagt: Hvilken forskel gør de ved at give penge til jer?
  • Underbyg din argumentation. Brug fx videnskabelige artikler til at dokumentere den værdi, du mener, at borgere/patienter/personale får af donationen.
  • Vær tålmodig. Mange steder behandler de ansøgninger med måneders mellemrum.
  • Sæt tid af i kalenderen. Det tager mange timer at finde og søge fondene, men også den efterfølgende proces og samarbejdet kræver en stor indsats.

BLÅ BOG

Signe Kjems

Ergoterapeut

Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart

Skaber inspiration

Det store vægmaleri, som de mange snakke resulterede i, kan ikke kun ses fra haven, men også fra plejepersonalets kontor, fællesområdet og flere af patientstuerne. Ikke bare resultatet, men også processen, hvor John Kørner stod i gården og arbejdede, inspirerede patienterne, og flere fik lyst til selv at arbejde med maling og lærred. I opholdsstuen hænger nu et maleri skabt af seks patienter i fællesskab, og i den ene af de patientstuer, som har udsigt til gården, er staffelier blevet en fast del af møblementet hos en kvindelige patient, der udviser store evner, fortæller Signe. En anden patient blev så begejstret for maleriet, at han skrev et taknemmeligt digt, og det skal læses op til den interne fernisering, som personalet snart holder med patienterne.

Værket fungerer også som en oplagt samtalestarter, oplever Signe, og det er vigtigt på en afdeling, hvor dagene kan virke så ens, at det kan være svært at finde på noget at tale om.

- Solen og vandet er for mange forbundet med gode minder. Vi kan fx tale om, hvor de har været på stranden eller set en solnedgang i fx barndommen, og der er også en sti i billedet, hvor vi kan have en dialog om, hvor de tror, at stien fører hen. Hvad har de af drømme og håb for fremtiden? Hvor vil de gerne hen?

En rigtig kunstner

Rygtet om det flotte værk på muren er nået andre patienter og afdelinger, og flere har spurgt Signe til processen bag, fordi de selv kunne ønske sig andre omgivelser.

- Det har skabt stor nysgerrighed, fortæller hun.

Men kunne en lokal amatørkunstner ikke have skabt den samme effekt på afdelingen, spørger jeg Signe, der overvejer spørgsmålet et øjeblik.

- Det har skabt en stolthed hos patienter og personale, at der er tale om en stor, kendt kunstner, som har skabt noget netop til dem. Det med, at han har signeret det, og der kommer til at hænge et messingskilt med Ny Carlsbergfondet nede i hjørnet, synes de er noget særligt, forklarer hun.

John Kørners værker bliver solgt for mange hundrede tusind kroner, men at værket bliver udsat for hærværk, er Signe ikke nervøs for.

- Vi stoler på, at når vores patienter har været inddraget, så oplever de et ejerskab til maleriet og så vil de ikke ødelægge det.

Søger flere fonde

Signe har tidligere skaffet penge til bl.a. koncerter og sommerfester for patienterne via fonden ”Håb i Psykiatrien”, og det var den erfaring, som betød, at hun kastede sig ud i at søge penge via private fonde.

- Og jeg ved jo, at der ikke er så mange penge i regionen, som hun siger.

Med den seneste succes, tør hun tænke endnu større, og lige nu er hun i gang med at søge A.P Møller Fonden om midler til at få ombygget et af afdelingens toiletter til et badeværelse med spa-agtig stemning, der kan stimulere patienternes sanser. Hun har også store planer for haven, for godt nok har John Kørners værk skabt nyt liv og lys, men Signe drømmer om at etablere bl.a. en barfodssti med sten i mønstre og tilplantede højbede.

Afdelingsledelsen har nikket ja, men Signe skal selvfølgelig først diskutere ideerne med patienterne, forklarer hun.

- Og de har masser af ideer, siger hun med et smil.

Selvom processen har krævet mange møder og ekstraarbejde, har det været hele værd, oplever Signe.

- Det var første skridt til at gøre haven til et bedre sted at være, og vi er slet ikke færdige endnu, erklærer hun.

Signes argumenter


I kort punktform oplistede Signe Kjems gevinsterne ved at donere et kunstværk i sin fondsansøgning:


  • Helende effekt. Kunst kan få patienter og personale til at føle sig bedre tilpas.
  • Positive distraktioner. Kunst som positiv distraktion kan give patienter mulighed for at fokusere på andet end deres egen tilstand.
  • Hjemlighed. Kunst kan bidrage til at give patienten en følelse af større hjemlighed og tryghed.
  • Afstresning. Patienter og personale kan bruge udvalgte kunstværker til fordybelse og afstresning.

TEMA: Omgivelsernes betydning