Ergoterapeuter har en vigtig opgave med at udbrede deres viden om individuelt tilpassede omgivelser, mener Lise Nevstrup Andersen, der har mange års forskning og erfaring på området bag sig. Det kræver nemlig faglighed og omtanke at skabe miljøer, der rent faktisk bidrager med noget for dem, de er tiltænkt, fastslår hun.
I årevis har Lise Nevstrup Andersen kastet sit trænede blik på boliger, plejehjem og sygehuse, og hun har set masser af god vilje. Der har været pæne billeder på væggen, lyse farver på gangene og nyetablerede sansehaver med udendørs musikinstrumenter. Alt sammen velmente tiltag, der er født ud af et ønske om at gøre det bedst muligt for borgere og pårørende. Men i iveren efter at skabe de helt rigtige omgivelser glemmer man af og til for hvem, og hvorfor man gør det, påpeger den erfarne ergoterapeut.
— Og hvis man sætter noget hovedløst i værk, så er det i bedste fald ligegyldigt, men i værste fald kan det ligefrem skade eller fremme en adfærd, som vi ikke ønsker, påpeger hun.
Udover at være ergoterapeut og master i Natur, Sundhed og Haver er Lise Nevstrup også specialist i gerontologi, og hun har i årtier rådgivet offentlige og private institutioner omkring indendørs- og udendørsmiljøer. I den forbindelse har hun været vidt omkring og iagttaget den genopdagelse af omgivelsernes betydning, som mange sundhedsprofessionelle har gjort de senere år.
— Og så vil man gerne ”shine op”. Selvfølgelig i den bedste mening, men mange gange er det penge ud ad vinduet, vurderer hun.
Mange vælger ens
At omgivelserne har stor betydning for menneskers mentale og fysiske sundhed har været kendt helt fra starten af forrige århundrede. Men særligt i 1960’erne og 1970’erne røg kunst og potteplanter mange steder ud, fortæller Lise Nevstrup Andersen. Alt skulle være klinisk, hygiejnisk og økonomisk, og det hjemlige og smukke blev nedtonet. Siden 1980’erne er den gamle viden dog i stigende grad igen blevet anerkendt, og siden har et voksende antal hospitaler og plejehjem fx etableret haveanlæg eller tilført farver og æstetik i indretningen. Og det er i den udvikling, at mange er faldet for producenternes færdige løsninger eller arkitekters råd uden synderlig tanke for, hvem der skal have gavn af tiltagene og hvorfor, pointerer Lise Nevstrup Andersen. Der er blevet hængt lyddæmpende standardværker op på væggene uden øje for målgruppen. Eller købt musikinstrumenter uden at skele til, om nogen ville spille på dem.— Der er virkelig mange firmaer, som har slået sig op på at skabe fx ”hjemlighed”, og der er i den grad gået penge i det, siger Lise Nevstrup Andersen, der ser en tendens til, at alle vælger den samme kunst eller indretning.
BLÅ BOG
Lise Nevstrup Andersen
Ergoterapeut, master i natur, sundhed og haver, specialist i gerontologi
Aalborg Kommune, Senior- og Omsorgsforvaltningen
lnan-aeh@aalborg.dk
Det bliver ren ”copy paste”, men det handler jo om konteksten. Hvad er det for et miljø, og hvilke mennesker og aktiviteter skal være her? Det er unikt, og derfor kan vi heller ikke bare købe nogle til at indrette det hos os. Vi skal tænke selv.
Glemt viden
Selv ergoterapeuter, der ellers er flasket op med dr. Gary Kielhofner og hans model for menneskelig aktivitet (MOHO), kan komme til at glemme målgruppen og formålet, oplever Lise Nevstrup Andersen.— Vi er simpelthen opdraget med Kielhofners teori, og mange synes da også, at omgivelserne er et spændende emne på studiet, men desværre bliver det ofte en glemt viden, når de kommer ud i praksis, siger hun.
For det er let at fortrænge pointerne i en hverdag på fx sygehus eller anden institution, hvor indretning, lys og farver er givet på forhånd.
— Og der skal jo noget til — i form af kræfter og penge — for at lave noget om, og samtidig skal man kunne argumentere fagligt for, hvorfor man vil ændre på tingene, som Lise Nevstrup Andersen forklarer.
I en travl hverdag virker det også umiddelbart lettere at springe turen ud i det grønne over, selvom man godt ved, at både natur og udendørs træning har en række fordele.
— Mange ser kerneopgaven som noget andet, og de glemmer, hvordan omgivelserne bidrager til at løse den, påpeger Lise Nevstrup Andersen.
Signalfarver ved døren
Lise Nevstrup Andersen oplever, at fx farver og kunst ofte bliver brugt uden omtanke for den specifikke målgruppe. Det kan fx være skulpturer, der giver patienter ubehagelige associationer, eller farver som skaber en uønsket adfærd.Jeg har lige lavet observationer på en demensinstitution, hvor de havde malet orange og gul ved elevatoren. Det er farver, der signalerer ”kom hen til mig”, og de havde store problemer med, at borgerne var dørsøgende og gik ud til elevatoren.
Men det er jo klart, at borgerne gik derud med de farver, som der slet ikke var tænkt over. Det var bare en arkitekt, der havde synes, at det kunne være flot, siger Lise Nevstrup Andersen, som i stedet anbefalede dæmpede grønne farver, der ikke på samme måde lokkede mod udgangen.
— Nogle gange kan vi måske nøjes med at male et lille stykke af væggen eller genbruge nogle billeder eller indretning, vi allerede har. Det behøver ikke at koste mange penge, understreger hun.
Husk konteksten
Uderummene er mange steder også blevet til uden overvejelser om målgruppen, men på anbefalinger fra landskabsarkitekter eller andre uden sundhedsfaglig viden, oplever Lise Nevstrup Andersen og giver et eksempel:— Jeg kom ud på en institution for unge mennesker, hvor haven var fyldt med roser. Da jeg spurgte personalet, hvordan en rosenhave hang sammen med de unge, der skulle få det bedre, så lød svaret, at det var fordi gartneren synes, at det var flot. Men der var jo ingen sammenhæng til målgruppen. De blev ikke mere aktive af at se på roser.
Andre eksempler er højbede eller drivhuse, der er svært tilgængelige for målgruppen, fordi det er for krævende at komme dertil, og derfor står de ubrugte hen, påpeger Lise Nevstrup Andersen og henviser til den svenske forsker og ergoterapeut Susanne Iwarssons pointer om tilgængelighed og anvendelighed.
— Det indrettede skal give mening, være brugbart og være let at komme til. Vi må spørge os selv, om der er let adgang for målgruppen? Og om der er en vandhane og haveredskaber i nærheden, så det er nemt at komme i gang med havearbejdet, siger Lise Nevstrup og minder om betydningen af altid at huske på formålet, aktiviteten og målgruppen.
— Hvis ikke vi har det for øje, bliver det ikke til gavn. Men når vi indretter med de rigtige tanker bag, kan vi være med til at nudge mennesker hen, hvor vi gerne vil, siger hun.
Frigør ressourcer
Det er i de processer, at Lise Nevstrup Andersen efterlyser ergoterapeutisk indblanding i forhold til at tænke omgivelserne sammen med mennesket og aktiviteten. For indretning handler også om sanser og sansestimuli, og også af den grund er der brug for den ergoterapeutiske faglighed, pointerer hun. Men hun erkender, at der for nogle ergoterapeuter kan være tale om en nicheviden.— Man skal jo vide, hvad fx farver signalerer, eller hvordan man kan arbejde med indretningen, så den fremmer formålet, og det er langt fra alle, der er trænede i det, siger hun.
Men særligt i et presset sundhedsvæsen er det afgørende at indtænke omgivelsernes betydning, pointerer Lise Nevstrup Andersen. For hvis vi med farver eller billeder kan guide patienten og de pårørende til selv at gå hen til madvognen eller aflevere deres brugte service, kan vi ikke bare fremme deres autonomi og handlekraft, men også bruge personalets kræfter på noget vigtigere. Og ved at inddele afdelingen i logiske zoner undgår vi at svare på de samme spørgsmål igen og igen, for det er lettere at finde rundt, end når det hele er hvidt-i-hvidt.
— Og nogle gange skal man simpelthen gøre så lidt, før det bliver nemmere. Der handler det måske bare om at markere en sektion i en anden farve, så man kan sige til folk, at ”I skal være i den røde zone”, siger Lise Nevstrup Andersen, der peger på, at det for ergoterapeuter først og fremmest handler om at bruge deres kernefaglighed.
— Det er jo tilbage til Kielhofners viden om treenigheden mellem menneske, aktivitet og omgivelser, og så selvfølgelig lave sin aktivitetsanalyse af, hvad der skal til, så borgeren eller de pårørende kan gøre noget selv.
Tre centrale teoretikere
- Gary Kielhofner
- Susanne Iwarsson
- Jean Ayres.
Fem vigtige spørgsmål
- i arbejdet med omgivelser:
- Hvem gør vi det for?
- Hvad er borgerens/patientens primære behov hos os?
- Hvad er målet? Det vil sige: Hvad vil vi gerne lede borgerne/patienterne til selv at gøre?
- Hvordan kan omgivelserne støtte op omkring det? Kan vi nudge eller guide ved hjælp af fx farver, billeder, indretning?
- Hvor skal vi starte? Det er bedre at skabe ét godt rum end at forsøge at nå det hele på én gang.