Alarmen dingler rundt om halsen på Amanda Sandgaard, da hun dukker op udenfor afsnit P302 på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital. Hun tager ikke notits af den. Den er som et smykke, man har båret i årevis og ikke længere lægger mærke til. Ret hurtigt bliver det da også tydeligt, at årsagen til, at hun overhovedet har den på, ikke fylder ret meget for Amanda.
- Jeg går ikke rundt og er bekymret. Mit fokus er på alt det, jeg synes, jeg kan gøre med patienterne, forklarer hun, mens hun låser os ind på afsnittet.
- Jeg kan se, hvordan jeg som ergoterapeut kan gøre kæmpe forskel ved at arbejde med sanseintegration eller ved at sætte nogle aktiviteter i gang, så patienterne bliver afledt fra det svære, de er i. Jeg kan arbejde med mestringsstrategier, funktionsvurderinger eller genoptræningsplaner, så de bedre kan klare hverdagen, når de kommer hjem, og det giver enormt god mening. Selvfølgelig går jeg også op i sikkerheden, men det andet optager mig mere, forklarer hun.
P302 tager sig bl.a. af patienter med diagnoser som personlighedsforstyrrelser, skizofreni og voldsomme krise- og stressreaktioner. Der er 12 pladser og hurtig udskiftning. Amanda har været på psykiatrisk afdeling i tre år, og her på P302 er der udover hende kun en anden ergoterapeut.
- Patienterne er superdårlige, når de kommer her, og de har brug for de lukkede rammer, som hun nænsomt forklarer om den patientgruppe, der spænder fra depression eller skizofreni til selvmordstruede eller ældre demente patienter, der har været udadreagerende på plejehjemmet.
- De er virkelig forskellige, og derfor begynder vi også forfra hver gang med hver enkelt patient, men det er lige præcis det, jeg elsker ved mit job. Vi må være kreative. Vejen er aldrig givet på forhånd — heller ikke selvom vi kender diagnosen.
Jeg går ikke rundt og er bekymret. Mit fokus er på alt det, jeg synes, jeg kan gøre med patienterne.
Aktivitet som afledning
På den lukkede afdeling er alt, der kan udgøre en potentiel fare, forsøgt fjernet. Samtlige yderdøre er låst, og der er hegn omkring haven. Glas, bestik og service er af plastik, så det er umuligt at skære sig, og alle ledninger har en klik-funktion, så kvælning er umuligt.
- Det er for at mindske risikoen for, at der sker noget med patienterne, men også for at passe på os selv, for nogle gange er der bare nogen, som er så syge, at de kommer til at gøre noget forkert, som Amanda Sandgaard siger.
I det alt andet end hverdagsagtige og helt igennem beskyttede miljø er det hendes opgave at sætte aktiviteter i gang. Hver morgen er der fx morgenmøde med musik, og nogle gange udvikler det sig til dans eller gymnastik, hvis patienterne har overskuddet, fortæller Amanda. Andre gange dyrker de yoga, bager kage eller spiller spil, og om fredagen samler hun de patienter, der vil være med, i opholdsstuen, hvor de kværner kaffebønner og laver stempelkaffe.
- Jeg stræber efter at lave noget, som man også kan lave derhjemme for at få en lillebitte smule hverdag med herind.
I haven er en barfodssti, hvor patienterne for en stund kan mærke jorden under sig midt i deres mentale kaos.- Vi laver en aktivitet, der gavner i øjeblikket, men som også kan gavne patienterne bagefter, fordi de opdager, hvad aktiviteter kan gøre for dem, forklarer hun.
Forebygger tvang
Tyngdedyner, tyngdeveste, kuglestole og dybe tryk eller ballstick-massage er nogle af de hjælpemidler og metoder, som kan være med til at berolige de indlagte.
- Jeg synes, det er vildt spændende, hvordan vi kan arbejde med sanseintegration, så vi får patienterne mere rolige. Vi bruger også os selv og vores eget nervesystem i behandlingen, fx ved at være opmærksom på vores egen tilstand, stemmeføring og tempo, siger Amanda Sandgaard, der blandt andet bliver trukket ind i de situationer, hvor en patient scorer højt på Brøset Violence Checkliste (BVC), hvilket indikerer, at patienten kan få en voldelig adfærd indenfor de næste 24 timer.
- Tanken er, at hvis vi får en terapeut ind til patienten, kan det være med til at forebygge tvang, og jeg ser en rigtig god effekt af at arbejde med sanseintegration. Det er selvfølgelig svært at komme til patienterne, hvis de er oppe i det røde felt, men så sparrer jeg med personalet om, hvad vi så kan gøre. Selvom en patient fx er fikseret, er det også vigtigt at få stimuli. I sådan en situation kan jeg fx give ballstick-massage under fødderne eller sørge for, at de har noget at nulre med i hænderne eller spille noget musik for dem. Mit eget nærvær er i høj grad også en del af den beroligende indsats, forklarer hun.
BLÅ BOG
Amanda Sandgaard
Afsnit P302, psykiatrisk afdeling, Odense Universitetshospital
Motiveret af sin mor
For Amanda var det et mål at komme til at arbejde i psykiatrien allerede før, hun besluttede at blive ergoterapeut.
- Jeg har valgt at arbejde i psykiatrien, fordi jeg har en mor, som er psykisk syg. Hun blev første gang indlagt, da jeg gik i børnehaveklasse, og derefter har hun været syg og indlagt i perioder. Det har givet mig en anden forståelse af psykisk sygdom, som jeg bruger sammen med patienterne, og jeg finder enormt meget mening i at kunne give noget af det, som min mor har fået, til nogle mennesker, som har brug for det.
Oprindeligt ville Amanda være sygeplejerske, men efter at have mødt en ergoterapeut, som arbejdede i psykiatrien, forstod hun, at netop den tilgang passede til hende.
- Det var ikke en så firkantet måde at gå til patienterne på. Det handler om at finde ud af, hvad der giver mening for den enkelte. Den tilgang passer så godt i psykiatrien, for her er det individuelt, hvad der virker.
Svag bedring
Patienterne er i gennemsnit indlagt på afdelingen i seks dage.
- Nogle gange kan det være svært at nå at se en bedring, for så snart de bare bliver det mindste gode, skal de videre til åben afdeling, fordi der hele tiden er brug for de lukkede pladser. Af og til kan jeg godt tænke, at der er nogen, som ville have gavn af at være indlagt i længere tid, men de patienter, vi får ind, er også så dårlige, så vi er nødt til at agere og få nogle videre, og det er jo heller ikke her, man kommer tilbage til hverdagen.
Det høje flow af patienter er dog ikke det område, hvor Amanda mærker det største pres. Afdelingen har været igennem en periode med sygemeldinger og opsigelser, og det har påvirket stemningen.
- Der er så mange opgaver, som skal nås, og det er svært at rekruttere plejepersonale, så der skal løbes stærkere.
Selvom Amanda som ergoterapeut er fritaget for driftsopgaver, påvirker kollegernes travlhed hende alligevel, og hun springer oftere til i tilspidsede situationer. Samtidig kan udskiftningerne have konsekvenser for oplevelsen af sikkerhed, påpeger hun. Godt nok er der generelt fokus på flugtveje og undervisning i konflikthåndtering, men gensidig tillid er afgørende.
- Når jeg føler mig tryg, handler det om, at jeg har gode kolleger. Vi kender hinanden, stoler på hinanden, og vi ved, at de andre er der, når man har brug for det. Lige nu er det fint, men hvis der bliver ved med at komme mange nye ind, kan det blive en problematik på en afdeling som vores, hvor der nogle gange opstår farlige situationer, fordi man ikke når at opbygge de samme relationer og tillid.
Endelig kan travlheden give en følelse af at skulle gå på fagligt kompromis.
- Min største udfordring er at prioritere patienterne, for jeg kan ikke nå ind til alle. Nogle gange bliver det dem, der tydeligst viser, at de har en problematik, og så når jeg ikke de andre, selvom jeg gerne ville.
Sanseintegration nedbringer tvang
- Forskning viser, at beroligende sansestimulation kan mindske brugen af tvang.
- En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser desuden, at antallet af voksne, der udsættes for en eller flere tvangsforanstaltninger er faldet siden 2011- 2013 i Region Syddanmark, så det i 2022 var 120 pr. 100.000 borgere.
Kilder:
Tillid til kolleger
Hvis Amanda trykker på alarmen på brystet, løber personalet fra alle afdelinger omkring hertil, men heldigvis er hun sjældent nødt til at bruge den.
- Det er ikke ret tit, at jeg står i en farlig situation, og jeg ved, at mine kolleger er der, fortæller hun.
At en patient går for tæt på, eller udbryder ”Jeg slår dig ihjel” eller ”Jeg smadrer dig” sker dog af og til, fortæller Amanda. Efter voldsomme episoder er der mulighed for en defusing eller debriefing.
- Men jeg har ikke fået personlige trusler, og vi er heldigvis gode til at få snakket om det bagefter. Som terapeut bliver man ikke udsat for vold og trusler i så høj grad som plejepersonalet. Men selvom jeg ikke direkte er en del af situationen, bliver jeg også påvirket, når det går ud over mine kolleger, siger Amanda Sandgaard, der ikke bare tilskriver det tilliden til kollegerne, men også forståelsen for de mennesker, hun arbejder med, når hun ikke føler sig utryg.
- Jeg ved, at det er sjældent, at patienterne vil gøre os ondt. Det er ikke deres hensigt, men de er så dårlige og syge, at de på den baggrund kommer til at gøre noget, der kan være farligt. Det giver mig en eller anden ro at tænke på. Jeg ved godt, at det ikke er en sikkerhed for, at der ikke sker mig noget, men hvis jeg går på arbejde med en bevidsthed om, at der ikke er nogen, som bevidst vil gøre mig ondt, er det nemmere at være i. Det kan godt være, at der er nogle, som vil tænke: ”Hold kæft, hvor er det naivt, Amanda”, men vi tager jo vores hensyn og forholdsregler, forklarer hun.
Visiterer for våben
Der går altid to personaler ind til patienter, som vurderes at kunne give anledning til farlige situationer, og visitationen er blevet grundigere, så det er blevet sværere at smugle våben og stoffer ind.
- Men folk er kreative, siger Amanda Sandgaard og fortæller at hun og kollegerne fx for nylig blev gjort opmærksom på de såkaldte ”garotte” — en lille snor, der kan bruges til at strangulere sig selv eller andre med.
- Der kommer hele tiden noget nyt, og derfor skal vi være ekstra opmærksomme ved visiteringen, men det bliver en del af hverdagen. Selvfølgelig bliver jeg berørt af en sag som den i Glostrup, og der har også været en forfærdelig hændelse på mit afsnit, længe før jeg blev ansat, som stadig sidder i folk. Den slags må ikke kunne ske, og de sager betyder, at der er nogen som mister lysten til at arbejde i psykiatrien. Det er heldigvis ikke gået ud over min.
