I Psykiatrisk Center København arbejder Anna Peltz Nissen med mennesker med psykiatriske lidelser gennem længere tid. — I ni ud af ti tilfælde får jeg lov at følge patienten helt i mål, fortæller den erfarne ergoterapeut, der er ked af, at tragedierne kommer til at skygge for de lyspunkter, der trods alt er mange af i psykiatrien. Ikke mindst fordi skræmmehistorierne også går ud over patienterne.
Det har været en bevægende formiddag for Anna Peltz Nissen. I dag havde hun den afsluttende samtale med en kvinde, der i mere end 10 år har været i forløb på Psykiatrisk Center København. 10 år med genindlæggelser, frem- og tilbageskridt. Med tvivl, men også masser af håb undervejs. I dag satte de sammen punktum på det lille kontor, hvor Anna nu tager imod. Der er ingen bobler og konfetti, men en kop neskaffe på bordet.
Anna og kollegerne i teamet har været støtten, strukturen og sikkerhedsnettet i kvindens liv det seneste årti, men nu går hun ud ad døren uden en ny aftale i kalenderen.
- For halvandet år siden talte jeg med hende om, at det jo ikke var for livstid, hun var her hos os, og hun blev virkelig bange, da jeg sagde det, for hvad ville der så ske med hende? Ville hun overhovedet kunne klare sig og stå på egne ben? Hun kunne slet ikke forstille sig ikke at have den her line til os, men vores opgave er at give hende de nødvendige redskaber og lige så stille at give slip og vise hende, at det kan hun faktisk godt, siger Anna Peltz Nissen og viser med hånden den snor, som hun i dag slipper — som linen i en heliumballon, der stiger til vejrs.
Kvinden letter. Hun er 45 år og fortsætter nu videre ud i livet. Hun lider stadig af paranoid skizofreni, men hun har lært at genkende sine advarselssignaler, og Annas ugeskemaer har hjulpet hende til at tilrettelægge en hverdag med fornuftig balance mellem ADL-aktiviteter og meningsfyldt indhold.
- Gennem tiden har hun haft forskellige behandlere, hvis jeg fx har været på barsel, og hun har bedt om at få en ergoterapeut. Da jeg spurgte hende, hvorfor, svarede hun, at det handlede om vores tilgang. Jeg tror, at det svar handler om vores menneskesyn. Vi kigger på ressourcerne og gør en dyd ud af at have et ligeværdigt møde, hvor vi sammen undersøger løsninger. For jeg har ikke altid svaret på problemerne. Jeg har ideer, som kan afprøves, og hvis det ikke duer, prøver vi noget andet, så der er altid muligheder.
I ni ud af ti tilfælde får jeg lov at følge patienten helt i mål.
Flere succeser
Sådan en afsluttende samtale med et menneske, der — om ikke er flyvende — så i hvert fald føler sig klar til at blive afsluttet, er der, hvor det hele giver mening, fortæller Anna:
- Så er det, jeg tænker: Wauw, det er da derfor, jeg har det her speciale, hvor jeg er blevet inviteret med ind i et andet menneskes liv i en sårbar periode og får lov til at følge udviklingen på en del af deres rejse.
Det er dog sjældent, at forløbene strækker sig over så mange år. Typisk varer de et sted mellem tre måneder og to år, hvor Anna observerer og har samtaler med patienten.
- I ni ud af ti tilfælde får jeg lov at følge patienten helt i mål. Det er noget helt andet end på hospitalerne, hvor de skal hurtigt videre. De er i en anden fase her, så vi kan hjælpe dem på en anden måde, forklarer hun.
Kvinden, der i dag afsluttede, er ikke den eneste succeshistorie fra de seneste uger. Få dage inden vores interview, har Anna fået en mail fra en tidligere patient, en ung kvinde, der også lider af paranoid skizofreni, og hun skriver for at fortælle, at hun netop er begyndt på det udlandsophold, hvor hun skal studere videre.
- Jeg havde haft hende i et toårigt forløb, og vi har hele tiden haft som mål, at hun skulle holde fast i sit universitetsstudium, fordi det var meningsfyldt for hende. Nu sender hun en lang mail, hvor hun takker og skriver, hvor værdifuldt det har været for hende at have en støtte ved sin side, som kunne rumme det hele. Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det, fortæller Anna Peltz Nissen.
De findes nemlig også.
- Man hører ikke så meget om de gode historier. Det er tragedierne, der får fokus i pressen, og det er trist, hvis det er det eneste indtryk af psykiatrien, som hr. og fru Danmark sidder tilbage med.
BLÅ BOG
Anna Peltz Nissen
Ergoterapeut, tillidsrepræsentant, teamkoordinator
Region Hovedstadens Psykiatri/Psykiatrisk Center København
Psykiatrisk Ambulatorium Frederiksberg-Vanløse
Forfra hver gang
Anna har været ansat i 10 år på Psykiatrisk Center København, og hun fortæller om sin hverdag, så ingen kan være i tvivl om, at hun holder af kollegerne og elsker arbejdet med patienterne. De er mennesker fra alle samfundslag med diagnoser som depression, skizofreni, bipolar lidelse og angst, og Annas fornemmeste opgave er at møde dem fuldstændigt åbent, forklarer hun.
- Jeg kan godt lide, at der ikke er en klar plan. Selvfølgelig kan jeg have gjort mig nogle tanker forud for første møde, men jeg ved reelt ikke, hvad vi skal, før vi mødes. I somatikken kører det lidt mere regelret efter en opskrift. Når der er en fraktur, er der også en genoptræningsplan, som ser nogenlunde ud på samme måde. Det kan man ikke her, for skizofreni er ikke bare skizofreni. Det kommer til udtryk på 100 forskellige måder, og forløbene er aldrig en lineær proces, forklarer Anna Peltz Nissen.
Tidligere var hun ansat i retspsykiatrien på Sct. Hans, og begge steder har det været vigtigt ikke blot at fokusere på diagnose, men også personens livshistorie.
- Vi er nødt til at kende til den bagage, som patienterne kommer med for at kunne møde mennesket, der hvor det er nu, fortæller Anna Peltz Nissen, der med egne ord ”møder mange eksistenser med tunge fortællinger”.
En viden, der selvfølgelig kan tynge, og hun er bevidst om risikoen for sekundær traumatisering.
- Men jeg deler det vanskelige med mine kolleger. De er en vigtig ventil.
Dyrker fagligheden
Patienterne bliver yngre, og deres situation er ofte mere kompleks end tidligere, oplever Anna. Hun møder borgerne i deres eget hjem og i ambulatoriet, og lige nu har ergoterapeuterne bl.a. fokus på at bruge Adult Sensory Profile.
- Sanserne, men også vores viden om funktionsniveau og hverdagsaktiviteter er der, hvor jeg kan mærke, at vi som faggruppe har nogle andre briller på end vores kolleger i teamet, forklarer hun.
Netop sparring og faglig udvikling med ergoterapeutkolleger i eget og andre teams er en vigtig kilde til arbejdsglæde, mener hun.
- Vi har faglige møder på tværs af huset, og vi er også velsignet med temadage og to kliniske undervisere, der jævnligt brusher os op på nyeste viden. Vi bruger hinanden rigtig meget i hverdagen, og det er vigtigt — også i forhold til rekruttering og fastholdelse. Jeg er fx sikker på, at den faglige udvikling og muligheden for sparringspartnere er skyld i, at vi er et af de centre, der ikke har problemer med rekruttering af ergoterapeuter.
Fokus på recovery
Psykiatrien er midt i et paradigmeskifte, oplever Anna Peltz Nissen. Hvor en psykiatrisk diagnose førhen var lig med udsigten til et livslangt fremmøde hos behandlere, er indstillingen nu anderledes. Forløbene er kortere, og fremtidsperspektivet et andet.
- Vi har nok ikke altid været gode nok til at have fokus på, hvordan man kunne komme sig. Det kan godt være, at vi har talt meget om recovery, men jeg synes, det først er inden for de seneste fem år, vi er blevet rigtig gode til at arbejde efter det. Selvfølgelig går vi ikke kun efter helbredelse, men det handler om at få en tålelig hverdag for den enkelte, og den kan se ud på mange måder, siger hun.
Men handler de kortere forløb i virkeligheden ikke også om knappe ressourcer og besparelser?
- Sådan kan man godt se på det, men vi kan ikke blive ved med at tage nye patenter ind, hvis vi ikke afslutter andre. Så hænger tingene ikke sammen. Folk kommer her i et behandlingsforløb, og et forløb har netop en start, en midte og en afslutning. Det er ikke livslangt. Jeg tror også, at vi er blevet bedre til at arbejde efter mål og erkende, at mennesker kan komme med mange problemstillinger, men vi kommer ikke nødvendigvis til at arbejde med dem alle sammen. Vi må vælge mål ud i samarbejde med patienten, siger Anna Peltz Nissen.
Fokus på recovery
Psykiatrien er midt i et paradigmeskifte, oplever Anna Peltz Nissen. Hvor en psykiatrisk diagnose førhen var lig med udsigten til et livslangt fremmøde hos behandlere, er indstillingen nu anderledes. Forløbene er kortere, og fremtidsperspektivet et andet.
- Vi har nok ikke altid været gode nok til at have fokus på, hvordan man kunne komme sig. Det kan godt være, at vi har talt meget om recovery, men jeg synes, det først er inden for de seneste fem år, vi er blevet rigtig gode til at arbejde efter det. Selvfølgelig går vi ikke kun efter helbredelse, men det handler om at få en tålelig hverdag for den enkelte, og den kan se ud på mange måder, siger hun.
Men handler de kortere forløb i virkeligheden ikke også om knappe ressourcer og besparelser?
- Sådan kan man godt se på det, men vi kan ikke blive ved med at tage nye patenter ind, hvis vi ikke afslutter andre. Så hænger tingene ikke sammen. Folk kommer her i et behandlingsforløb, og et forløb har netop en start, en midte og en afslutning. Det er ikke livslangt. Jeg tror også, at vi er blevet bedre til at arbejde efter mål og erkende, at mennesker kan komme med mange problemstillinger, men vi kommer ikke nødvendigvis til at arbejde med dem alle sammen. Vi må vælge mål ud i samarbejde med patienten, siger Anna Peltz Nissen.
Personale og problemer flyttes
Anna Peltz Nissen kalder sig uden det mindste forbehold for ”tilfreds” og hendes fortælling om sit arbejdsliv er 99 procent positiv.
- Der er så mange fordomme omkring psykiatrien, men den er så meget andet. Vi får lov at blive præsenteret for så mange levede liv på nært hold og for at kunne hjælpe mennesker, der har brug for hjælp, siger Anna Peltz Nissen, der trods en travl hverdag, oplever friheden til selv at tilrettelægge sin tid og sine opgaver.
Hun skynder sig dog at tilføje:
- Det kan godt være, at du får en helt anden historie, hvis du taler med ergoterapeuter i andre ambulatorier.
Annas største bekymring er lige nu — også som stedets tillidsrepræsentant — Region Hovedstadens planer om at lade personalet fra ambulatorierne indgå i vagtberedskab på hospitalerne.
- Som noget nyt står vores nyansatte sygeplejersker til at skulle gå vagter på sengeafsnit hver sjette weekend, og så skal vi undvære dem her i hverdagen, hvilket er problematisk. Det kommer til at gå ud over kvaliteten i behandlingen — og i sidste ende betaler patienterne prisen. Man flytter bare rundt på problemet. Hvis vi skal undvære kolleger, kan vi tage færre patienter, og de kan heller ikke få den samme behandling som nu. Så risikerer de at opleve forværring og skal indlægges, siger Anna Peltz Nissen, som mener, at det er ”at spille højt spil med de ambulatorier, som lige nu også er pressede på bemandingen og behandler et stadig stigende antal patienter, men trods alt fungerer”, som hun siger.
- Selvom det efter min mening er en farlig vej at gå, vælger jeg at fokusere på det, jeg kan gøre for patienterne her og nu.