Det er let at brokke sig over organisationsforandringer, personalemangel og et alt for højt tempo, men i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital har ergoterapeuterne valgt en anden tilgang. De forsøger at skabe arbejdsro og har bl.a. deres egen PR-kampagne, som skal sikre fagligt albuerum.
Allerede inden interviewet går i gang, er der lige én ting, som Louise Mønsted Stubberup vil have på det rene. En pointe, som hun insisterer på, skal fylde, når det handler om ergoterapeuters vilkår i psykiatrien.
- Jeg vil gerne have et nyt fokus, som hun forklarer, da vi traver ned ad de lange gange i den grå bygning, der huser psykiatrien på Aalborg Universitetshospital.
Hun uddyber:
- Vi skal huske at være konstruktive. Ellers ender vi i et hul, og vi skal jo kunne arbejde midt i det her konstante virvar af omstruktureringer, besparelser og negativ omtale i pressen.
Undervejs passerer vi ergoterapeuternes fælles kontor. I dagligdagen er de spredt på afdelinger og ambulatorier på forskellige matrikler, og mange sidder alene. Tidligere havde de én leder, der selv var ergoterapeut. Nu har de femten forskellige med andre fagligheder.
Omorganiseringen er bare et af de tiltag, der har påvirket de nordjyske ergoterapeuters hverdag.
- Målet var at få os tættere på patienterne, og det er positivt, men vi har også haft bekymringspunkter, bl.a. om vi endte med at skulle give køb på fagligheden, når vi blev smurt ud, fortæller Louise Mønsted Stubberup og finder et køkken under det intensive sengeafsnit, hvor vi sætter os.
Hun vender tilbage til sin pointe om at være konstruktiv:
- Hvis vi er bange for at miste vores faglighed, må vi arbejde for at beholde den. Vi kan godt blive tvære og skuffede og føle os kørt over, men vi kan også gribe i egen barm og vise andre, hvad vi er gode til, så vi ikke ender som en skjult faggruppe. For lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så er vi en lille brik i et gigastort puslespil.
Hvis vi er bange for at miste vores faglighed, må vi arbejde for at beholde den.
Et fælles udgangspunkt
Det er snart tre år siden, at afdelingen for ergoterapi blev opløst. Som et plaster på såret blev der oprettet en stilling som faglig udviklingsansvarlig ergoterapeut, der skulle sikre faglig sparring og udvikling på tværs, og der blev afsat timer til faglige møder.
- Vi vidste, at det var vigtigt for os at blive ved med at mødes og have nogle monofaglige tiltag, fortæller Louise Mønsted Stubberup, der har været udviklingsansvarlig i to år.
Nu mødes ergoterapeuterne i snit to timer et par gange om måneden. I starten handlede møderne om, hvordan de undgik opgaveglidning og bevarede et fælles fagligt udgangspunkt. Samtidig diskuterede de, hvordan deres faglighed kunne formidles, så ledere og kolleger forstod den.
- Vi har brugt meget tid på at blive skarpe på at beskrive vores ydelser, fordi vi kontinuerligt skal fortælle, hvordan man bedst kan bruge os. Vi har en kæmpe udskiftning i personalet og får fx rigtig mange nye læger, og der skal vi være skarpe på at afgrænse, hvad vi medvirker til, og hvornår noget ikke er vores opgave, fortæller Louise Mønsted Stubberup.
PR per postkort
Ergoterapeuternes drøftelser resulterede i et stykke regulært PR-arbejde. På hospitalets intranet fik de oprettet en hjemmeside, der under overskriften ”Hvad kan ergoterapi?” kort beskriver de ergoterapeutiske ydelser og opfordrer til at snakke med den lokale ergoterapeut om, hvordan vedkommendes ressourcer udnyttes bedst. Derudover fik de i samarbejde med en af hospitalets kommunikationsmedarbejdere produceret en stak postkort med information om ergoterapeuter i psykiatrien, fortæller Louise:
- Vi har fx lige fået en ny læge, som ikke vidste, hvad ergoterapi gik ud på, og der var jeg lige inde og smide et postkort med en personlig hilsen og nogle bolsjer på hendes skrivebord. Så håber jeg, at det vækker en nysgerrighed.
På postkortet er et foto af to ergoterapeuter i fuld gang med et COPM-interview, og det er et bevidst valg, forklarer Louise:
- Mange forestiller sig, at vi altid er i et træningsrum eller i gang med en morgen-ADL, men meget af vores arbejde som ergoterapeuter i psykiatrien er kommunikation, så vi bruger også materialet til at gøre op med nogle forestillinger.
BLÅ BOG
Louise Mønsted Stubberup
Udviklingsansvarlig ergoterapeut
Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital
Ingen pseudosygepleje
I psykiatrien bliver patienterne dårligere, flowet stiger, og det samme gør presset for at varetage andre opgaver, oplever Louise. Et eksempel er en funktion med at sidde vagt hos patienter. En opgave, der egentlig er beskrevet som ”kompleks sygepleje”, men risikerer at glide videre til fx ergoterapeuter.
- Jeg er ikke uddannet til at varetage kompleks sygepleje. Til gengæld er jeg god til at bruge aktiviteter i kontakten og relationerne med andre mennesker for at finde frem til, hvad der er meningsfuldt for den enkelte. Men i stedet for at sige: ”Det vil jeg ikke”, når nogen beder mig om at gøre det, kan jeg sige: ”Jeg kan forstå, du gerne vil have mig til at løse den opgave, og jeg vil gerne fortælle dig lidt om ergoterapi, og hvordan vi kunne løse opgaven anderledes, så det kommer patienten til gode, og jeg bevarer min faglighed, siger Louise Mønsted Stubberup og uddyber:
- Vores ressourcer kan sagtens bruges mere ind i patientarbejdet. Hvis vi tager hånd om og anerkender vigtigheden af de gode relationer, og hvis vores patienter har mulighed for meningsfyldte aktiviteter og arbejder med deres færdigheder under indlæggelse, så tænker jeg, at vi kan bidrage både til forebyggelse af tvang, og at der kan blive brug for mindre pleje under indlæggelse. Både fordi terapeuten bruger tid med patienten, og ved at patienten bliver mere selvhjulpen. Men jeg vil gerne, at vi holder fokus på at bevare fagligheden og ikke kommer til at være ”pseudo-sygeplejersker”.
Louise ser det som afgørende, at ergoterapeuter ikke bliver en del af normeringen og en afdelings minimumsberedskab, så de fx skal løbe med, når alarmen lyder.
- For så kan jeg risikere pludseligt at skulle aflyse mine aftaler, og hvad sker der så med relationen til patienten? Mange af de mennesker, som vi møder her, har oplevet traumer og svigt, og det får stor betydning for vores relation og muligheden for at arbejde rehabiliterende, hvis jeg ikke dukker op til en aftale. Vi ved, at noget af det, som fordrer tvang i psykiatrien er, når aftaler ikke holdes og tilliden brydes. Selvfølgelig går jeg ikke min vej, når alle læger og sygeplejersker er i den anden ende af afdelingen, og jeg træder til i krisesituationer, men det er vigtigt at huske, at jeg kan varetage nogle andre funktioner i en krisesituation, fordi jeg ikke er en del af normeringen. Jeg kan fx tage mig af de andre patienter, forklarer hun.
Ifølge Louise får det også betydning for rekruttering og fastholdelse, hvis opgaver glider rundt mellem faggrupper.
- Når jeg taler med ergoterapeuter, som forlader psykiatrien, handler det tit om, at de ikke får plads til at udøve ergoterapi. Opgaven kan være uklar for både ergoterapeut og arbejdsplads, og så skrider det nemmere. De føler, at de bliver sat til nogle opgaver, som de ikke er ansat til at løse eller kvalificeret til at varetage. Så oplever de, at de visner fagfagligt, og derfor søger de videre.
Alle har et ansvar
Når Louise Mønsted Stubberup ser tilbage, har jobbet i hospitalspsykiatrien været præget af forandring efter forandring. Antallet af ergoterapeuter skrumpede allerede med socialreformen, hvor rehabiliteringen rykkede ud i kommunerne, og det samme gjorde opgaven, der tidligere blandt andet bestod af miljøterapi og rehabilitering under indlæggelse.
Men med reformen forsvandt ressourcerne. Fokus på de meningsfulde aktiviteter blev nedtonet, og den ergoterapeutiske opgave blev skåret til, så den i dag primært handler om udredning og vurdering.
Der er nok at begræde, men det er netop her, at Louise ønsker et nyt fokus:
- Vi skal selv tage ansvar for vores faglighed og arbejdsglæde. Arbejdsmiljøet er også vores ansvar, og det er det, jeg prøver at gøre sammen med mine kolleger. Vi skal passe på med at lægge ansvaret over på systemerne, men forholde os til, hvad vi rent faktisk kan være med til at ændre på. For der vil helt sikkert komme flere forandringer. Det blæser allerede i vinden, at vi kommer til at lave nogle andre ydelser, end dem vi gør i dag, og vi kunne godt sprælle helt vildt i nettet, men jeg tror, at vi på den lange bane får mere ud af at byde ind med, hvad det er vi rent faktisk kan hjælpe med. Altså hvordan er det, at vi kan bidrage til kerneopgaven med ergoterapi, så det gavner patienten, organisationen og samfundet?
- Hvis vi kan fortælle det, tror jeg, at det bliver nemmere at komme igennem med vores budskaber. Mange af de nye læger, sygeplejersker og psykologer ved slet ikke, hvad ergoterapeuter egentlig laver i psykiatrien. Men ved at kigge indad mod vores egen praksis og formidle det, bliver det synligt, hvorfor de skal beholde os og lade os blive ved med at lave ergoterapi i stedet for at sætte os til fx sygeplejeopgaver.
Værn om fagligheden i psykiatrien
- tre råd fra Louise Mønsted Stubberup
- Sørg for ledelsesmæssig opbakning. De personer, der leder og fordeler ressourcerne, skal forstå jeres projekt og kunne se den værdi, som ergoterapi giver for patienterne, organisationen og samfundet.
- Skab synlighed. Fortæl, hvad I kan, og hvordan I kan gøre en forskel. Skriftligt, mundtligt og hver gang der kommer nye medarbejdere eller studerende. Det er en indsats, der aldrig stopper.
- Vær vedholdende. Hold fast. Det handler ikke kun om din faglighed. Det er først og fremmest for patienternes skyld.
Ro til fordybelse
Louise Mønsted Stubberup fremfører sine argumenter for ergoterapi med en sikkerhed, der kan få garvede statsledere til at fremstå verbalt famlende.
- Der er helt sikkert nogen, som synes, at jeg er pænt irriterende, men jeg gør det først og fremmest for patienterne, som hun siger.
Det kræver vedholdenhed og kommunikationsevner, når man skal forklare omverdenen, hvorfor det er vigtigt at få tid til at mødes og sikre monofaglig sparring, pointerer Louise. Eller overbevise en leder om, at det kræver fordybelse at udarbejde en sanseprofil eller en AMPS-test, og at man derfor bliver nødt til at trække sig fra afdelingens travlhed.
- Jeg kan sagtens se det fornuftige i, at vi er en større del af patienternes hverdag, men vi skal hele tiden overveje, hvad vi vil bruge tiden på, og hvis jeg sætter mig i vagtstuen, har jeg ikke ro og rum til faglig refleksion. Selvfølgelig er det vigtigste for ergoterapeuter i psykiatrien at være sammen med patienter, men vores dokumentationsarbejde er afgørende for, at de kan få en god overgang, og det er der brug for ro til, siger Louise Mønsted Stubberup, som oplever forskellige forventninger fra omgivelserne.
- Vi er altid under pres, og der er altid nogen, som vil diskutere rammen, men jeg oplever generelt lydhørhed hos ledelsen. Og selvfølgelig kan der være nogen, som spørger: ”Behøver I at mødes så tit?” Men når vi fortæller, hvad vi laver, bliver der ikke stillet flere spørgsmål, for vores fokus er at holde fast i, hvordan vi løser opgaven bedst muligt som ergoterapeuter.
Små succeser
Psykiatrien er et speciale, hvor man må måle sine succeser med et millimetermålebånd, fortæller Louise.
- En forbedring kan være lillebitte, og man skal væbne sig med tålmodighed og tro på, at resultaterne kan vise sig senere i patientens liv. Jeg kan ikke se frugten af mit arbejde med at lave udredninger, for patienterne bliver udskrevet så hurtigt.
Opskriften på at bevare arbejdsglæden i sådan en hverdag er at fejre de mindste sejre og ”spise pizza på en fredag”, som Louise formulerer det. Hun fortæller, hvordan ergoterapeuterne mødes med deres lokale kolleger til sociale arrangementer, og at de bl.a. er sprunget ud fra et faldskærmstårn, har dyrket jiu jitsu sammen eller bare er mødtes til kongespil i en park.
- Det er nødvendigt, når vi er i den her kontekst, hvor vi har nogle patienter, der er rigtigt syge, og hvor vi oplever et krydspres mellem vores faglighed og vores vilkår. Det er tungt at være i, og derfor er er vi nødt til at have nogle gode oplevelser sammen, så vi har noget at tale om og grine af i frokostpausen på en hård dag, siger hun og nævner også den monofaglige supervision på fællesmøder som et vigtigt rum til at ventilere det svære.
Justér forventningerne
Trods regeringens løfter om forbedringer, er der én ting, som Louise Mønsted Stubberup er sikker på: Udfordringerne i psykiatrien er langt fra ovre.
- Vi må hele tiden holde fast i det, vi kan påvirke som ergoterapeuter, så vi hver dag går hjem med en følelse af, at i dag gjorde vi det, vi kunne. Man kan altid ønske, at man kunne have gjort mere, men sådan var rammen ikke. Vi skal ikke have ondt i maven over, at vi kunne have lavet et rehabiliteringsforløb med en patient, selvom vi fagligt ved, at det kunne have givet rigtig god mening. For sådan var opgaven ikke, siger Louise Mønsted Stubberup, der også prøver at give sig selv arbejdsro fra alle tankerne om, hvad hun kunne have gjort, hvis hun havde haft andre rammer og vilkår.
- Selvfølgelig skal man forholde sig til det en gang i mellem i de rigtige fora, men i dagligdagen er det nødvendigt at parkere det, hvis vi skal kunne være der for patienterne. Og så må jeg justere mine forventninger til, hvad jeg kan udrette.