Presset stiger i psykiatrien, og det betyder, at man som ergoterapeut skal være dygtig til at argumentere for sin faglighed eller være heldig at have en lydhør leder, hvis man ikke skal drukne i patienter eller opgaver, der egentlig burde løses af andre faggrupper. Vi skal af med behandlingsgarantien og undgå opgaveglidning, påpeger en fællestillidsrepræsentant, mens en anden ergoterapeutisk profil har valgt at søge væk fra psykiatrien, fordi følelsen af utilstrækkelighed blev for stærk.
Besparelser, medarbejderflugt, tvang, trusler, overfald og genindlæggelser. Medierne tegner et billede af psykiatrien som et område helt i knæ. Men hvordan ser det ud i den hverdag, hvor ergoterapeuterne befinder sig?
Jo, lad os starte med den positive fortælling. Ergoterapeuter gør en kæmpe forskel rundt omkring. Det er ergoterapeuter, der arbejder med sanser i stedet for tvang. Det er ergoterapeuter, som bringer mennesker tilbage til hverdagen, og det er dem, som kan skabe lys i mørket med aktiviteter i stedet for medicin.
- Vi har en rolle, hvor mange patienter er glade for at se os, fordi vi tilbyder en behandling, som de gerne vil indgå i, og et pusterum fra det, de ellers oplever, pointerer formand for det faglige selskab EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering, Cæcilie Neumann.
Tilfredsstillelsen ved at gøre en forskel er da også en stor del af forklaringen på, at psykiatrien trods de negative historier stadig er et eftertragtet speciale for mange nyuddannede, mener flere.
- Du får lov at følge udviklingen hos nogle mennesker, som har det rigtigt svært, og som måske kommer ud på den anden side takket være din hjælp, som ergoterapeut Emil Kjeldsmark Lemvig siger.
Han er ansat på den retspsykiatriske afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans og fællestillidsrepræsentant for ergoterapeuterne i Region Hovedstaden.
Spørger man ham til udfordringerne for ergoterapeuter i psykiatrien, minder han om vigtigheden af at skelne mellem den ambulante psykiatri og det, han betegner som ”sengepsykiatrien”. I den ambulante psykiatri er ergoterapeuterne pressede af behandlings- og udredningsgarantien. De har kort sagt alt for mange patienter og alt for travlt.
- Det betyder, at det bliver samlebåndsarbejde, og det er et stort problem — også for fagligheden, påpeger Emil Kjeldsmark Lemvig.
Så er der sengepsykiatrien. Her er man også presset af for mange patienter.
- Og her har ergoterapeuterne udfordringer med at få lov til at bruge deres faglighed, fordi der mangler sygeplejersker, læger og sosu-assistenter, og det prøver man at klare ved at lade andre faggrupper løse deres opgaver, fortæller han.
Behov for spidse albuer
Manglen på hænder gør det svært at løse opgaven fagligt tilfredsstillende.
- Jeg kan kun tale ud fra mine erfaringer som fællestillidsrepræsentant i Region Hovedstadens psykiatri, men her er en af de kæmpestore udfordringer, at man ikke får lov til at bruge sin ergoterapi, og særligt de nyuddannede render og leder efter deres faglighed, siger Emil Kjeldsmark Lemvig.
På hospitalerne vinder plejeopgaver mange steder over test og miljøtræning. I ambulatorierne presser antallet af patienter kvaliteten af bl.a. dokumentation og tilstedeværelsen med patienter i krise.
- Så alle går lidt på kompromis med deres egen faglighed, som Emil Kjeldsmark Lemvig siger.
Han ser de mange kontaktpersonsstillinger, der i øjeblikket bliver oprettet på hospitalerne, som et udtryk for, at skredet i opgaver er i fuld gang.
- I sådan en funktion er der mange opgaver, som ikke er specifikt monofaglige, og det betyder, at lederen skal have en forståelse for, hvad det er vi som ergoterapeuter særligt kan, hvis vi skal have lov at bruge vores faglighed i sådan en stilling, siger Emil Kjeldsmark Lemvig, der vurderer, at man her skal ”være heldig, have spidse albuer eller kunne argumentere hårdt for, hvorfor man skal bruge ergoterapi”, hvis man skal have tiden til rendyrket ergoterapi.
Du får lov at følge udviklingen hos nogle mennesker, som har det rigtigt svært, og som måske kommer ud på den anden side takket være din hjælp.
Problemer i kø
Ifølge sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan præger følgende hovedudfordringer psykiatrien:
- Utilstrækkelig tilgængelighed, kapacitet og sammenhæng.
- Utilstrækkelig kvalitet og tværfaglighed i eksisterende tilbud.
- Utilstrækkelige forebyggende og tidlige indsatser.
- Stigmatisering og manglende prioritering og ligestilling på området.
- Utilstrækkelig forskning, faglig udvikling og manglende prestige.
Kilde: ”Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser – fagligt oplæg til en 10 års plan”.
Ramt af udbrændthed
Følelsen af at gå på fagligt kompromis kender formand for EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering Cæcilie Neumann alt til. Hun har siden 2009 arbejdet i psykiatrien, men i februar 2023 søgte hun væk.
- Det er virkeligt et felt, jeg brænder for, men kræfterne rakte ikke til at blive ved, forklarer hun.
Manglen på ressourcer tærede på fagligheden og arbejdsglæden. Der var nok af planer, behandlingstilbud og gode intentioner, men for få hænder til at føre dem ud i livet.
- Jeg var en del af et system, der ikke fungerede, og magtesløsheden over ikke at kunne gøre noget ved det, blev et voksende problem. Det er hårdt igen og igen at sige til folk, at de burde have fået et tilbud eller behandling tidligere, men at der var sket en fejl et andet sted i systemet, eller der manglede en læge. Jeg blev simpelthen udbrændt, fortæller hun.
Tvivlen om, hvorvidt et selvmordsforsøg kunne have været undgået med den rette behandling varer ved, og selvom Cæcilie havde en personlig ambition om at gøre det så godt som muligt, oplevede hun, at det var umuligt som enkeltperson i en hverdag med skiftende læger og sygemeldte kolleger.
- Det er en tværfaglig behandling, som løfter folk i psykiatrien, og jeg kunne kun lægge én enkelt dråbe i et stort kar, der var fuldstændigt udtømt. Det føltes som om, at det ikke nyttede noget, når resten af systemet ikke spiller, siger Cæcilie Neumann.
Flere patienter
- På kun et årti er der sket en stigning på ca. 30 procent i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 procent i samme periode.
- Antallet af voksne med psykiske lidelser, der modtager en visiteret social indsats i form af bl.a. botilbud og bostøtte, er steget med godt 11 procent på bare fem år.
- I børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af patienter øget med ca. 50 procent inden for en 10-årig periode.
Kilde: ”Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser – fagligt oplæg til en 10 års plan”.
Lille utryghed
I juli blev en psykiater stukket ned i Glostrup, og kort efter spredte hashtagget #detkunnehavevaeretmig sig på sociale medier. Ansatte i psykiatrien luftede deres utryghed og krævede øget sikkerhed, og bekymringen blev understøttet af kedelige tal. En arbejdsmiljøundersøgelse fra Yngre Læger viste, at 71 procent af medlemmer fra de psykiatriske specialer havde været udsat for truende adfærd. Flere faggrupper stemte i, og siden er debatten aldrig rigtig forstummet.
Men går ergoterapeuter rundt og er utrygge?
Nej, ikke generelt, oplever fællestillidsrepræsentant Emil Kjeldsmark Lemvig, og det skyldes i høj grad, at ergoterapeuter ikke befinder sig i de mest udsatte positioner, som fx det personale, der skal gennemføre tvang.
- Men jo mere, vi skal til at udfylde kontaktpersonsfunktioner, desto mere skal vi deltage i tvangs- og konfliktsituationer, så det vil højne risikoen, pointerer han.
Heller ikke Cæcilie Neumann hører om utryghed blandt ergoterapeuter i psykiatrien:
- Man er mere bekymret over, hvad patienterne kan finde på at gøre mod dem selv. Det fylder i langt højere grad rent stressmæssigt end trusler mod én selv.
For meget tvang
I Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse over tvang konkluderes det, ”at der stadig er for mange mennesker, der udsættes for tvang i psykiatrien”, og opgørelsen viser bl.a. en generel stigning i anvendelsen af tvang overfor børn og unge, hvor der særligt er sket en stigning de senere år.
I 2022 er i alt 359 børn og unge blevet udsat for tvang i psykiatrien. Årsagerne til stigningen er ikke systematisk undersøgt, men Sundhedsstyrelsen anser udviklingen for at være ”stærkt bekymrende”, fastslår de i opgørelsen.
- På landsplan er det i løbet af de sidste 10 år ikke lykkedes at reducere antallet af voksne, der udsættes for en eller flere tvangsforanstaltninger.
- Det er forskelligt, hvor meget tvang, der bliver anvendt på tværs af regionerne. Region Hovedstaden har i 2022 det højeste antal voksne, der er blevet udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger. Region Midtjylland har det laveste antal.
- Siden 2011-2013 ses der en generel stigning i anvendelse af fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang.
- På landsplan er antallet af personer, der er blevet bæltefikseret, faldet fra 2.035 i 2011-2013 til 1.177 i 2022, hvilket svarer til et fald på ca. 42%. Der er dog sket en stigning i anvendelsen af bæltefikseringer siden 2021 i alle regioner, undtagen i Region Sjælland.
- Siden 2011-2013 er der sket en væsentlig reduktion i anvendelsen af langvarige bæltefikseringer.
Kilde: Sundhedsstyrelsen: ”Monitorering af tvang i psykiatrien - Opgørelse for perioden
januar 2022 – 31. december 2022”.
Pas på opgaveglidning
Der har i årevis været høje ambitioner og masser af politiske skåltaler for psykiatrien. Sidste år vedtog regeringen sammen med en række partier den 10-års plan, der skulle sætte en langsigtet retning for udviklingen af psykiatrien, og der blev sikret et økonomisk løft med en halv milliard kroner årligt. Men mærker personale og patienter ude i praksis noget til de gode intentioner og millionerne?
- Nej, lyder det korte svar fra Emil:
- Det kan godt være, at der er blevet tilført flere penge, men der er også kommet markant flere patienter. Det eneste, vi i øjeblikket mærker, er det, som ledelserne kalder ”omprioriteringer”, som er et fint ord for besparelser, og vi får mere og mere travlt.
Han mener, at den ambulante indsats bør styrkes, så folk får hjælp, før de kommer på hospitalet.
Og så har han et stort ønske til politikerne:
- Behandlings- og udredningsgarantien skal fjernes. Det er upopulært at sige, for så er der nogle patienter, der ikke får den behandling, som de skal have, men pt. får de en pseudobehandling, fordi de kommer ind til en samtale, og så kan der gå op til et år, før de kommer i reel behandling, siger Emil Kjeldsmark Lemvig, der oplever, at garantierne lægger presser bl.a. ergoterapeuter i ambulatorierne.
Derudover er det nødvendigt at sikre en højere faglighed, for lige nu glider det i en negativ retning — både for patienter og personale, når faggrupper bliver sat til at løse hinandens opgaver, påpeger han:
- Jeg snakker med rigtig mange, og jeg oplever, hvordan ergoterapeuterne higer efter at lave ergoterapi. Det trumfer at få mere i løn. De vil bare gerne bruge det, de er uddannet til. Så jo længere vi kommer væk fra kernefagligheden, jo flere vil forsvinde fra psykiatrien.
Styrket position
Cæcilie Neumann har flere håb for fremtiden. Hun håber, at den voksende forskning i ergoterapeuters bidrag indenfor psykiatrien vil være med til at positionere faget endnu mere, og så håber hun, at 10-års planens ambitioner bliver til virkelighed.
- Det er dejligt, at psykiatrien endelig har fået en plads på dagsordenen, og vi må blive ved med at holde politikerne oppe på deres løfter.
Her og nu opfordrer hun ergoterapeuter i psykiatrien til at dyrke deres monofaglighed i fællesskab med andre for at bevare motivationen og glæden ved faget.
- Også for at bekræfte hinanden i, at det, man kan, rent faktisk nytter. Det kan være vigtigt i en hverdag, hvor man kan have svært ved at se, at man gør en forskel, siger Cæcilie Neumann.