Den 21. juli 2023 stak en mand sin behandler ned på det retspsykiatriske ambulatorium, der hører til Psykiatrisk Center Glostrup. Det skete lidt efter middag, og manden overfaldt ved samme lejlighed to af de ansatte på ambulatoriet.
Den dag holdt Mia Rolsted ferie, og hun hørte derfor om hændelsen i medierne. Selvom hun er ansat på en anden matrikel end der, hvor ulykken udspillede sig, skyndte hun sig at tjekke sin arbejdsmail, hvor hun kunne læse, hvem der havde været involveret.
- Det var kolleger, som var ansat på samme center som mig, der var de første på stedet, fortæller Mia Rolsted, der har været ergoterapeut på Psykiatrisk Center Glostrup de seneste otte år.
Knivdrabet har dog ikke gjort hende utryg ved at passe sit arbejde på centrets akutintensive afsnit.
- Det ville helt sikkert have påvirket mig på en anden måde, hvis det var sket ved den hoveddør, jeg går ind ad, og dem, der var til stede, er selvfølgelig meget mere påvirkede, end jeg er, fordi de har set det hele, forklarer hun.
For episoden er den enestående undtagelse, der ikke må ske. Det er ikke hverdag, understreger hun.
- Når jeg tænker på, hvor mange voldsomme episoder, vi har med udadreagerende patienter i løbet af et år, så tror jeg, at det har været rigtig uheldigt den dag, siger Mia Rolsted.
På hendes afsnit er kravene til sikkerhed i forvejen høje. Alle døre er låst, patienter og pårørende bliver visiteret, og personalet har deres faste sikkerhedsprocedurer, hvor de fx aldrig er alene med voldsomme patienter, og hvor de altid ved, hvor de andre ansatte befinder sig.
- Det er de regler, der giver mig en tryghed, og ligegyldigt, hvor travlt vi har, slækker vi ikke på dem.
Det er de regler, der giver mig en tryghed, og ligegyldigt, hvor travlt vi har, slækker vi ikke på dem.
BLÅ BOG
Mia Rolsted
Ergoterapeut
Psykiatrisk Center Glostrup
Fokus på aktiviteter og sanser
Mia Rolsted har arbejdet i psykiatrien, siden hun blev uddannet for godt 10 år siden, og hun kan ikke forestille sig et bedre speciale.
- Her kan jeg arbejde med alle aspekter indenfor ergoterapi. Vi har hjemmebesøg, angsteksponering og til tider også somatisk genoptræning, og jeg kan se, at den behandling, jeg kan give patienterne, tit kan hjælpe dem, så de fx ikke skal have medicin, når de har brug for lindring her og nu, fortæller Mia Rolsted, der oplever, at hun som terapeut også er med til at bringe normaliteten ind i et klinisk miljø, der kan virke utrygt.
- Jeg kan tage patienterne med ud i køkkenet og lave mad, ligesom de gør derhjemme, eller ud at gå en tur, mens vi får en samtale om, hvad der giver dem ro og er meningsfyldt for dem. Mit fokus er på alt det, de plejer at kunne og gerne vil gøre, i stedet for problemerne. Jeg kommer med alt det gode, og derfor er det også meget sjældent, at der er nogle af patienterne, som bliver rigtig sure på mig.
Hun oplever, at personalet i psykiatrien generelt har fået øjnene op for, at behandling er meget mere end medicin.
- Vi er fx rigtig langt med at arbejde med sansemodulation. Der er også kommet mere fokus på betydningen af aktiviteter, og vi tager fx patienterne med i haven eller motionsrummet for at undgå, at de bliver opkørte, fortæller hun.
Drab i psykiatrien
- Siden 2012 er otte ansatte i psykiatrien blevet dræbt i forbindelse med deres job.
Kilde: FOA
Vilkår skal vurderes
Selvfølgelig mærker Mia Rolsted også udfordringerne i psykiatrien på sit afsnit. Patienterne bliver dårligere, plejepersonalet er mere og mere presset, hvilket smitter af på hverdagen, hvor hun oftere må springe til, når der mangler hænder.
- Det betyder, at jeg nogle gange hjælper til med noget, som ikke er min arbejdsopgave, og så går jeg måske ikke den tur med en patient, som vi havde planlagt. Det er trist rent fagligt, men vi er et team på afsnittet, og indimellem må vi allesammen gå på kompromis og hjælpe hinanden.
Mias håb er, at al politikernes snak om 10-års planer og forbedringer af psykiatrien munder ud i konkrete forandringer.
- Hvis det gik så dårligt i en privat virksomhed, ville man kigge på arbejdsmiljøet og spørge sig selv, hvorfor folk ikke har lyst til at arbejde her. Ellers ville virksomheden gå konkurs, men sådan er det ikke i det offentlige, siger Mia Rolsted, der mener at det er nødvendigt at se på løn, ansvar og arbejdsvilkår.
- Især det nyuddannede plejepersonale gider ikke at blive pålagt en 16-timers vagt eller arbejde hver anden weekend. De vil også have tid til at have et privatliv, og har de ikke det, kigger de sig om efter et andet arbejde.
For Mia ville det da også være forringede vilkår og dårligere personalenormeringer, der kunne få hende til at søge væk. Ikke risikoen for trusler og overfald.
- Det er kun et ganske fåtal af patienterne, der er farlige, og jeg synes, det ville være synd, hvis kravene til sikkerhed i psykiatrien blev yderligere skærpet. For det er med til at stigmatisere alle dem, som aldrig kunne finde på noget — og det er trods alt størstedelen af vores patienter.