I Danmark spiller overenskomster en afgørende rolle i den Danske model, hvor arbejdsmarkedets parter – arbejdsgivere og fagforeninger – selv forhandler og indgår aftaler uden statens indblanding. Dette sikrer, at parterne har stor indflydelse på arbejdsforholdene og kan tilpasse aftalerne til specifikke behov i forskellige sektorer og brancher.
Hvad er en overenskomst?
En overenskomst er en aftale mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, der fastlægger løn- og arbejdsforholdene på en arbejdsplads eller inden for en bestemt branche. Overenskomster indeholder typisk bestemmelser om løn, arbejdstid, ferie, pension, barsel, opsigelsesvarsler og andre arbejdsforhold.
ETF indgår overenskomster for ergoterapeuter på de tre offentlige områder: kommune, stat og region. Derudover er der indgået en række private overenskomster. Når du ansættes som ergoterapeut på et område, hvor ETF har indgået overenskomst, vil du automatisk få arbejdsvilkår som aftalt i overenskomsten. For eksempel vil du blive lønindplaceret efter overenskomstens bestemmelser, få tillæg for arbejde på særlige tidspunkter, have ret til pension, 6. ferieuge med mere.
På de områder, hvor der er indgået en overenskomst, har man også retten til at vælge en TR. Tillidsrepræsentanten (TR) spiller en central rolle i at sikre, at overenskomstens bestemmelser overholdes og fungerer som bindeled mellem medarbejderne og ledelsen. TR er med til at forhandle lokale aftaler, løse konflikter og sikre, at medarbejdernes rettigheder og interesser varetages. Derfor hænger overenskomster uløseligt sammen med fagforeninger og dermed også TR, som er en nøgleperson i at sikre gode arbejdsforhold og trivsel på arbejdspladsen.
Aftaleparterne
Overenskomster forhandles af aftaleparterne, som består af arbejdsgiver- og lønmodtagersiden.
A-siden repræsenterer arbejdsgiverne, mens B-siden repræsenterer lønmodtagerne.
- Lønmodtagersiden: Ergoterapeuterne er repræsenteret af Akademikerne (AC), som er Ergoterapeutforeningen (ETF) forhandlingsorganisation. Selvom ETF deltager aktivt i forhandlingerne, er det AC, der underskriver de generelle aftaler, mens ETF underskriver sine egne overenskomster.
- Arbejdsgiversiden: Repræsentanter fra staten, regionerne og kommunerne. Staten repræsenteres af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet, regionerne af Det Regionale Lønnings- og Takstnævn (RLTN), og kommunerne af Kommunernes Landsforening (KL).
Overenskomstperiode
Der aftales ny overenskomst hver 2-3 år. Så længe overenskomsten er gældende, har parterne aftalt, at der er fredsperiode, dvs. at lønmodtagerne ikke må strejke eller nedlægge arbejdet kollektivt. Vælger lønmodtagerne at nedlægge arbejdet alligevel, vil det være en overenskomststridig strejke, som kan udløse en stor bod til den pågældende fagforening.
Hvad gør du hvis dine kolleger vil strejke i en overenskomstperiode ?
Hvis nogle af dine kolleger opfordrer til strejke i en overenskomstperiode, er det vigtigt, at du som tillidsrepræsentant straks kontakter ETF. En uautoriseret strejke kan få ansættelsesretslige konsekvenser for dine kolleger, hvis de vælger at deltage uden ETF's godkendelse. Din rolle som TR er at sikre, at alle handlinger er i overensstemmelse med overenskomsten og at beskytte dine kollegers rettigheder og ansættelsesforhold.
TR’s rolle og opgaver jævnfør aftalerne
I MED-rammeaftalerne og cirkulæret for tillidsrepræsentanter kan du finde detaljerede beskrivelser af de opgaver, du skal løse som TR. Her er det blandt andet præciseret, at du skal fremme og vedligeholde gode og rolige arbejdsforhold. Dette indebærer at skabe et positivt arbejdsmiljø, håndtere konflikter konstruktivt og sikre, at overenskomstens bestemmelser overholdes.
Din rolle som TR er central for at sikre trivsel og samarbejde på arbejdspladsen.