Katrine Engholm Nielsen havde en oplevelse af at famle sig frem mellem andre faggruppers opgaver, og hun så kandidatuddannelsen som en mulighed for at finde fodfæste og få en stilling som udviklingsterapeut. Det sidste har hun dog indset slet ikke er så vigtigt for hendes arbejdsglæde.
Hvor var du i dit arbejdsliv, da du besluttede dig for at læse kandidaten?
- Jeg var i en plejestilling i psykiatrien i Skejby, og jeg lavede næsten det samme som en sygeplejerske. Godt nok havde jeg min ergoterapeutiske rygsæk med mig, men jeg brugte meget tid på plejeopgaver og administrative opgaver, som ikke lige var indenfor mit område, og det gjorde det svært for mig at finde ud af, hvad jeg stod for og kunne bidrage med. Der var en del udskiftning i personalet, så man blev hurtigt den med mest erfaring, hvor man fik en del ansvar, hvilket medførte, at jeg ofte stod forrest ved alarmløb eller i forhold til de dårligste patienter. Vi var ikke ret mange ergoterapeuter ansat på afdelingen, og jeg manglede nogle, som kunne hjælpe mig på vej og havde tid til at nørde med mit felt, men vi havde megatravlt, og tiden gik bare.
Hvorfor valgte du at læse videre?
- Jeg ville være mere stærk i min faglighed. Efter at have været ansat i nogle stillinger, hvor jeg ud fra arbejdsopgaverne følte, at jeg agerede som halv pædagog eller sygeplejerske. Jeg famlede lidt i blinde i forhold til, hvad mit fag kunne, og jeg var frustreret over ikke at kunne bidrage med det, som jeg oplevede, at jeg var uddannet til. Jeg håbede nok også, at kandidatuddannelsen ville gøre mig lidt bedre til at sige fra overfor fx plejeopgaver og føle mig mere rustet og kvalificeret til andre arbejdsopgaver, så man kan sige, at jeg gjorde det, fordi jeg ville have noget mere faglig selvtillid.
Havde du også en klar karriereplan?
- Min drøm var at blive udviklingsterapeut på den afdeling, hvor jeg var ansat. Jeg så det som en mulighed for at være med et sted, hvor der blev taget nogle flere beslutninger, og man var en større del af processerne. Vi var flere forskellige faggrupper på gulvet, og jeg oplevede, at udviklingsstillingerne gik til sygeplejersker. Så ud fra min overbevisning ville det give mening, at der også skulle flere forskellige faggrupper, herunder ergoterapeuter, i de stillinger, hvis vi skulle rykke noget og give flere vinkler på arbejdet.
Hvilke overvejelser gjorde du dig om igen at blive studerende, inden du begyndte at læse?
- Da jeg først tog beslutningen, var det nemt nok. Selvfølgelig regnede jeg først på, om det kunne hænge sammen, men jeg arbejdede 12 timer om ugen i Skejby, mens jeg tog kandidaten, og vi var fire ergoterapeuter fra Aarhus, der pendlede sammen til Odense.
Hvordan oplevede du mødet med det akademiske miljø?
- Det var fedt at have tid til at nørde, og jeg fik indsigt i nogle ting, som jeg aldrig selv ville have sat mig ind i, fx sundhedsøkonomi. Det var en ny verden for mig, og jeg er nok ikke særligt boglig, men jeg er stædig, og hvis jeg beslutter mig for noget, plejer det at lykkes. Jeg var nok ikke den typiske kandidatstuderende.
Hvad lærte du på uddannelsen?
- Jeg fik lige så meget ud af de diskussioner, vi havde, som det vi læste. Fx blev der sat spørgsmålstegn ved ergoterapien. Altså diskuteret, om aktiviteter altid er vejen frem for alle. På bacheloren oplevede jeg nogle gange, at det var som om, at ergoterapi altid er det bedste og det eneste, der virker, og det var fedt at reflektere med andre på kandidaten omkring, hvad og hvem det var godt for. Det er sundt at blive tvunget til at tænke flere veje, for i praksis oplever vi jo også, at man godt kan prøve med både ball-stick og kugledyne, men nogle gange er det kun medicin, der virker. Samtidig lærte jeg at finde viden, læse akademiske artikler og få en bedre forståelse for, hvad der står i dem.
Gjorde du så noget anderledes med din nye viden, når du var tilbage og arbejde i praksis?
- Jeg blev mere bevidst om at tænke ergoterapien ind i forbindelse med plejeopgaverne, hvilket både kunne være på fx fællesgåturene eller i forbindelse med bad- eller spisesituationer.
Det var fedt at have tid til at nørde, og jeg fik indsigt i nogle ting, som jeg aldrig selv ville have sat mig ind i, fx sundhedsøkonomi.
Katrine Engholm Nielsen
- Alder: 31 år
- Uddannelse:
2020-2022: Kandidat i ergoterapi (Syddansk Universitet) - Specialeprojekt: “Patienter med leddegigts perspektiver på livsstilstiltag og -tilbud”. 2014-2017: Ergoterapeut (Via University College).
- Erhvervserfaring:
2023- Ergoterapeut, basisstilling på psykiatrisk akutmodtagelse på Regionshospitalet Gødstrup
2022-2023: Udviklingsterapeut, Skejby
2018-2022: Ergoterapeut, Skejby
2017-2018: Ergoterapeut på bostedet Ringdams Kobbel 167
2015-2017: Afløser hos Demens Centrum Århus.
Gik det, som du håbede efter uddannelsen, så du fik en udviklingsstilling og blev mere fagligt sikker?
- Det gjorde det bestemt. Da jeg var færdig, var der en udviklingssygeplejerske, som gik på barsel, og jeg fik stillingen. Det gav mig tre dage i plejen hver uge og to dage på kontoret til udviklingsprojekter. Når jeg sad med til møder med udviklingssygeplejersker, følte jeg, at jeg havde mere power, end hvis jeg kun havde haft min bachelor. Det var noget inden i mig selv, noget mentalt, der var ændret, så jeg tænkte: ”Jeg har også noget viden med”. Det er ikke for at lyde snobbet, for en terapeut med praksiserfaring kan have nøjagtigt lige så meget gennemslagskraft, men for mig, som var forholdsvis nyuddannet, gjorde det en stor forskel.
Hvorfor valgte du at sige din stilling som udviklingsterapeut op efter et års tid uden at have et andet job på hånden?
- Jeg stoppede, fordi jeg ikke længere kunne være i det. Mine kolleger var fantastiske, men alle havde så travlt, og jeg var stadig i en plejestilling, som det var svært at komme ud af. Jeg stod stadig forrest i de hårde situationer, og jeg skulle kæmpe for at få mine to dage til udviklingsarbejde, fordi der var brug for flere på gulvet, når vi var underbemandede. Jeg blev simpelthen træt af at skulle råbe højt for at få lov at lave ergoterapi, og til sidst havde jeg ikke mere at give af. Samtidig blev jeg gravid og flyttede til Ringkøbing, så jeg skulle alligevel have fundet et nyt job, og så kom der en stilling i Gødstrup.
Hvordan bruger du så din viden fra kandidatuddannelsen, nu hvor du er i en basisstilling?
- Jeg tror ikke, at jeg er så meget anderledes. Selvfølgelig har jeg noget andet viden med, men det betyder ikke så meget i hverdagen. Den vigtigste forskel på før og i dag er, at jeg arbejder sammen med nogle knaldhamrende dygtige og erfarne terapeuter i den psykiatriske terapi. De har en klar retning for vores terapeutiske arbejde og kan både guide og inspirere mig i mit arbejde. Her er der en vej og ramme, så vi bruger vores ergoterapi bedst muligt. Præcis det, som jeg manglede i Skejby. Sammenlignet med mine kolleger, der har stor praksiserfaring, tror jeg ikke, at jeg har mere at byde ind med. Lige nu vil jeg bare gerne suge til mig og se, hvordan de gør, og først derefter tror jeg, at jeg kan begynde at inddrage min viden fra kandidatuddannelsen.
Men er du stadig glad for, at du tog kandidaten – selvom du ikke har en udviklingsstilling?
- Ja, for jeg tog den for min egen skyld — for at give mig selv noget mere faglig selvtillid, som jeg synes, at jeg manglede. Det var ikke for at lave karriere. Det vigtigste for mig er at have et arbejde og nogle kolleger, som jeg er glad for, og jeg tror stadig på, at uddannelsen giver mig nogle flere muligheder — også i fremtiden, hvis der fx kommer projekter på Gødstrup, hvor min viden kunne være relevant eller jeg vil i en anden retning indenfor sundhedsfeltet, hvor jeg både kan søge som ergoterapeut og som kandidat.
Kommer du til at følge med i forskningen fremadrettet, så du hele tiden sikrer, at I arbejder ud fra den nyeste evidens?
- Det gør jeg nok ikke, men jeg ved, hvordan jeg finder viden, hvis jeg vil blive klogere indenfor fx et specifikt område, og det giver mig også en følelse af at være mere fagligt sikker. Men på den måde er jeg nok ikke som den gængse kandidat, der er meget videbegærlig og er med på den nyeste viden.
Hvad er det vigtigste, du tager med fra kandidatuddannelsen?
- Det er selvtilliden. Følelsen af: ”Jo, jeg kan sgu godt”, og jeg ved også noget. Jeg tør nok også stille lidt mere kritiske spørgsmål og føler mig mere rustet til at kunne argumentere fagligt for og imod.
Hvorfor skal man læse en kandidat?
- Man skal gøre det klart for sig selv, hvad man vil have ud af det — og overveje, om det er den rigtige vej, eller man får mere ud af at få noget mere praksiserfaring eller tage nogle kurser, der bedre kan hjælpe en i den retning, man gerne vil.
- Jeg ved, hvordan jeg finder viden, hvis jeg vil blive klogere indenfor et specifikt område, og det giver mig også en følelse af at være mere fagligt sikker, siger Katrine Engholm Nielsen om det at have taget en kandidatuddannelse.
