Marie Brunsgaard Laursen fik afmystificeret det akademiske miljø under sin kandidatuddannelse, og nu har hun valgt at gå forskervejen. Hun håber, at hun med sin ph.d. kan bidrage til at skabe noget mere viden, som kan styrke andre ergoterapeuter i deres arbejde.
Hvorfor valgte du at tage en kandidatgrad?
- Jeg var ansat som ergoterapeut på et plejehjem, og selvom meget af arbejdet var meningsfuldt, udførte jeg også opgaver, som jeg ikke selv besluttede, og som jeg kunne føle mig usikker på. Jeg oplevede også, at der var stor forskel på, hvad man lavede som ergoterapeut rundt på de forskellige plejehjem - alt fra indflytninger til banko og måltagning til kørestole. Med tiden fik jeg mere og mere lyst til at komme ind bagved og forstå, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Jeg fik lyst til at være mere analyserende end udførende og se på de beslutninger, man tager i sundhedsvæsenet og lære, hvilke faktorer, der er med til at forme praksis.
Med det formål kunne du jo også have valgt en anden sundhedsfaglig kandidat. Hvorfor skulle det lige være i ergoterapi?
- Jeg kendte to ergoterapeuter, som havde taget kandidaten, og fra VIA kendte jeg Jeanette (Reffstrup Christensen, red.), som var studieleder dengang, så jeg vidste allerede noget om uddannelsen. Da jeg kom til et åbent hus-arrangement på Syddansk Universitet, virkede studiemiljøet ret lille på en positiv måde, og jeg fik indtryk af, at man kunne få støtte, hvis man havde brug for det. Der var sådan en lidt familiær stemning, som jeg følte mig godt tilpas i, og jeg fik oplevelsen af, at der var god mulighed for dialog med underviserne. Jeg var også til åbent hus på en anden kandidatuddannelse, hvor vi sad 100 mennesker i et auditorium, og der fik jeg følelsen af, at jeg ville komme til at stå mere alene med tingene, og jeg ville gerne indgå i et fællesskab.
Havde du et klart mål med at begynde på uddannelsen?
- Jeg ville gerne lære nogle flere mennesker at kende. Nogle, jeg kunne tale med om de ting, jeg var optaget af, fx strukturer, systemer og informationsveje, og nogle mennesker, som jeg kunne nørde sammen med. Man kan jo godt sidde ude i praksis og være frustreret over fx dokumentationssystemer og tænke: Hvorfor har de dog lavet det sådan her? Så brokker man sig, men det med, hvorfor det er lavet på den måde, det er der ikke tid til at dykke ned i.
Hvad var det vigtigste, du tog med fra uddannelsen?
- Udover indsigt i teorier og metoder, fik jeg nogle kompetencer til at begå mig i det akademiske felt. Fx hvordan finder og læser jeg forskningslitteratur? Og så fik jeg mulighed for at fortsætte med at fordybe mig. Da jeg startede, troede jeg ikke, at en ph.d.-uddannelse var noget for mig. Jeg kendte ikke så meget til forskningsmiljøet og kommer ikke fra en akademikerbaggrund. På kandidatuddannelsen tog undervisningen udgangspunkt i aktuelle forskningsprojekter, og underviserne, både professorer og ph.d.-studerende, ville gerne snakke med os studerende. Der var ligesom ikke så langt op til katederet, så miljøet blev afmystificeret. Man har også mulighed for at skrive sit speciale som en del af et eksisterende forskningsprojekt, og for mig var det også med til, at jeg søgte en stilling som ph.d.-studerende. Vendepunktet var nok, at min hovedvejleder, Karen la Cour, inviterede mig med til årsmøde i et forskernetværk, hvor jeg var med til at fremlægge resultaterne af mit speciale. Der fik jeg positiv feedback og hørte de andres oplæg, som ikke foregik på et eller andet tårnhøjt niveau. Det var et forum, hvor jeg følte, at jeg egentlig godt kunne passe ind og snakke med om tingene.
Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre ergoterapeuter mere sikre i deres faglige handlinger, for det virker som om, vi har et sundhedsvæsen, hvor det kan være svært at vide og holde fast i, hvad man skal, og hvad man ikke skal.
Marie Brunsgaard Laursen
- Alder: 32 år.
- Uddannelse:
2020-2023: Kandidat i ergoterapi, Syddansk Universitet (barsel undervejs).
2014-2017: Ergoterapeut, VIA University College, Aarhus. - Erhvervserfaring:
Februar 2024: Ph.d.-studerende ved Forskningsgruppen for Aktivitetsvidenskab, Enheden for Brugerperspektiver og borgernære indsatser, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Det Sundhedsfaglige fakultet, Syddansk Universitet. Ph.d.-projektet forventes at være færdigt i 2027.
2023: Videnskabelig assistent ved Forskningsgruppen for Aktivitetsvidenskab, Enheden for Brugerperspektiver og borgernære indsatser, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Det Sundhedsfaglige fakultet, Syddansk Universitet.
2017-2020: Ergoterapeut, Lotus plejehjem, Aarhus kommune.
Hvad undersøger du i din ph.d.?
- Jeg arbejder videre på et projekt, som hedder ”Balance, Aktivitet og Livskvalitet”. Det er en tværfaglig intervention til mennesker med uhelbredelig kræft, der har fokus på ressourcer, aktivitet og livskvalitet, og det bygger på mine vejledere, Karen og Marcs, tidligere forskningsprojekter. Målet er, at deltagerne får en god balance i deres hverdag og får dækket deres behov for både rehabilitering og lindrende palliation. De skal bl.a. reflektere over deres identitet og livsværdier gennem forskellige aktiviteter for at kunne tilrettelægge deres tid, så de har kræfter til det, de synes er vigtigt. Det er et lidt anderledes projekt, hvor vi ikke bare fokuserer på energiforvaltning i traditionel forstand, men hvor deltagerne også afprøver forskellige glædesskabende aktiviteter, bl.a. at dyrke yoga, gå ture i naturen og udfolde sig kreativt, for at øge deres livskvalitet. Første del af mit ph.d.-projekt er at arbejde med data fra den første version af interventionen, som er blevet afprøvet på REPHA’s forskningsklinik. Resultaterne derfra skal jeg så bruge som grundlag for at tilpasse interventionen i samarbejde med klinikere og borgere og lave en pilot-afprøvning i en kommunal kontekst.
Hvordan ser hverdagen som ph.d.-studerende ud?
- Jeg har ikke været det så længe, men det er varieret, og jeg kan mærke, at der er en høj grad af selvledelse. Selvfølgelig har man sine vejledere, men man driver selv sin hverdag og arbejder en del alene. Der er netværk med forskningsgruppen og de andre ph.d.-studerende, men grundlæggende skal man have lyst til at være en del sammen med sig selv og trives med at være opsøgende. I nogle perioder er det intensivt, op til fx en aflevering af en artikel eller i forbindelse med rejsedage, og så er det mindre intenst på andre tidspunkter. Men jeg tror også, at der er forskellige måder at være ph.d.-studerende på. Jeg prøver at holde fast i min egen aktivitetsbalance og holde fri i weekenderne, især fordi jeg har et barn på to år. Jeg er startet op med 30 timer, og der er forståelse for, at jeg har andre ting i mit liv end forskning. Jeg har også fået at vide, at det er muligt at tage sin familie med, når man skal på konferencer. Selvfølgelig bliver det også hårdt i perioder, men jeg tænker lidt på ph.d.-uddannelsen og projektet som en elefant, der skal spises én bid ad gangen, hvor man gradvist bliver klædt på til opgaven, og på et tidspunkt bliver det hele stykket sammen til en afhandling.
Hvad håber du, at din forskning kommer til at bidrage til indenfor det ergoterapeutiske felt?
- Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre ergoterapeuter mere sikre i deres faglige handlinger, for det virker som om, vi har et sundhedsvæsen, hvor det kan være svært at vide og holde fast i, hvad man skal, og hvad man ikke skal. Især som nyuddannet kan man godt blive i tvivl - særligt hvis man ikke har nogle erfarne ergoterapeuter at støtte sig op ad. Den usikkerhed om, hvad der er det rigtige at gøre, som jeg selv kender fra praksis, vil jeg gerne være med til at mindske ved at give andre ergoterapeuter noget forskningsmæssig ballast.
Hvad skal andre, der gerne vil gå skridtet videre efter kandidaten og tage en ph.d. overveje, inden de beslutter sig?
- Man have lyst til, at det er varieret både i indhold og intensitet. Og man skal trives med selv at tage initiativ, gå videre med tingene og kunne prioritere sin tid, for man kan ikke bare vente på, at der kommer nogen og siger, hvad man skal gøre. Men det er på en måde meget fedt, for det viser, at der er en tillid til én. Der er nogen, der tror på, at man har styr på det.
- Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre ergoterapeuter mere sikre i deres faglige handlinger, for det virker som om, vi har et sundhedsvæsen, hvor det kan være svært a vide og holde fast i, hvad man skal, og hvad man ikke skal.
Balance, aktivitet og livskvalitet (BAL)
- Hvad: Formålet med projektet er at udvikle og evaluere effekten af en aktivitetsbaseret, tværfaglig, rehabiliterende og palliativ intervention til mennesker med uhelbredelig kræft.
- Hvordan: BAL-interventionen består af en kombination af oplæg og aktiviteter og er baseret på tidligere forskning og teori om aktiviteters terapeutiske effekt. Deltagerne gennemfører bl.a. sessioner om: aktivitetsbalance, rutiner og dagligdag og afprøver forskellige glædesskabende aktiviteter
- Hvem: Hovedvejleder på Maries ph.d. er Karen la Cour, og medvejleder er Marc Sampedro Pilegaard.
- Læs mere om den første version af interventionen: https://www.rehpa.dk/ projekter/balance-aktivitet- og-livskvalitet-bal-projektet/#/
