Der er plads til grin og højlydt undren, hvis der er noget man ikke forstår, når ergoterapeuterne i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital mødes til Journal Club for at fremlægge og diskutere forskningsartikler. Snakken om de akademiske resultater fører også terapeuterne helt tæt på hinandens praksis.
De er beredte. På bordet er vandflasker og kaffekopper fyldt op, og alle har printet den artikel, som de i den næste time skal diskutere. Flere rundt om bordet i det lille mødelokale har tilmed fremhævet udvalgte tekstpassager med skriggul tusch eller understreget pointer med sirlig rød pen, og stemningen er forventningsfuld og munter, da ergoterapeut Louise Stubberup indleder dagens ”Ergo Journal Club”.
Initiativet, hvor man fremlægger og diskuterer videnskabelige artikler, er et tilbagevendende indslag på fællesmøderne for de 18 ergoterapeuter i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital.
Baggrunden er en voksende interesse for faglig udvikling kombineret med dalende budgetter til kurser og en kollektiv usikkerhed blandt terapeuterne i forhold til, hvordan man søger og vurderer videnskabelig litteratur, forklarer Louise Stubberup:
— Vi vil jo gerne levere ergoterapi af højeste kvalitet, men det er rigtig svært at holde sig opdateret i en travl hverdag, og flere har syntes, at litteratursøgning var en uoverskuelig opgave. Derfor foreslog jeg for et par år siden, at vi lavede Journal Clubs.
Ideen opstod, da Louise læste en kandidatuddannelse på Syddansk Universitet, ligesom hun var inspireret af formatet fra et andet sygehus, hvor en flok sygeplejersker mødtes for at drøfte relevant forskning. Siden sommeren 2023 er der så blevet holdt Journal Club med to til tre måneders intervaller hos de nordjyske ergoterapeuter, fortæller Louise, der er faglig uddannelsesansvarlig i psykiatrien.
— Målet er, at vi sammen skal læse videnskabelig litteratur og lære at søge det frem — i det omfang, man har brug for og lyst til. Det her handler ikke om, at folk skal være eksperter i kritisk litteraturvurdering, men vi skal kunne finde artikler, som er relevante for vores praksis, så vi bedre kan svare på, hvorfor vi gør, som vi gør.
Følger opskrift
Louise begynder sin præsentation med at redegøre for, hvorfor hun har valgt dagens artikel. Den beskriver en undersøgelse af spørgeskemaet Everyday Technology Use Questionnaire (ETUQ), som afdækker en persons egen oplevelse af at kunne anvende hverdagsteknologi. Et redskab, man i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital i forvejen er i gang med at vurdere den kliniske anvendelighed af.Deltagerne har forud for ”Ergo Journal Club” fået udleveret et ark med en guide til at gennemgå videnskabelige artikler. Den fungerer som en simpel bageopskrift, hvor man trin for trin bevæger sig igennem bl.a. studiedesign, problemstilling, resultater og konklusioner.
— Jeg har aldrig hørt om nogen af forfatterne, men jeg kan se, at undersøgelsen er udført i Sverige, så jeg tænker, at det er en kontekst, der ikke er fjern fra vores, forklarer Louise Stubberup, som begrunder valget af artiklen med, at den skal gøre terapeuterne klogere på ETUQ og fungere som afsæt til at diskutere anvendeligheden af værktøjet i netop deres hverdag.
I et mundret sprog leder hun hurtigt tilhørerne gennem en række pointer fra artiklen.
— Jeg synes, at resultatafsnittet var ret forvirrende, og derfor har jeg prøvet at forsimple det, så det er noget, vi kan overføre til vores kliniske praksis, fortsætter hun, og terapeuterne lytter opmærksomt, da hun trækker fagudtryk og testresultater tæt på deres hverdag.
— Giver det mening for jer, spørger Louise Stubberup.
— Overhovedet ikke, udbryder en deltager, og flokken bryder ud i latter, inden Louise fortsætter.
Hvad synes du om ideen med Journal Club?
Niels Ørtved, 64 år, ergoterapeut på åbent psykoseafsnit Brandevej i Aalborg. Har 20 års erfaring fra psykiatrien.
— Man bliver holdt lidt til ilden rent fagligt
— Jeg tænkte fra starten, at det var fedt. Jeg har i mange år været klinisk underviser, og der skal de studerende også søge efter artikler og evidens, og det har jeg altid syntes var spændende. Men jeg var ikke specielt god til alt det med søgestrategier, så det blev lidt tilfældigt.
— Ved Journal Club får man nogle redskaber og ny viden, og man bliver holdt lidt til ilden rent fagligt. Det er sjældent, at vi tager noget forskning og implementerer det fra ende til anden, men man kan altid blive inspireret. Måske er der elementer, man kan bruge i praksis, og ellers er det godt at have med i baghovedet.
Ingen eksamen
Der er en klar forventning om aktiv deltagelse i Journal Clubs, men selvfølgelig må man ”sidde med på en lytter”, som Louise forklarer.
— Det her handler ikke om at præstere. Det er ikke en eksamen, og jeg synes, at vi har fået skabt et rum, hvor man godt må stille sig uvidende, fordi der er en grundlæggende tryghed.
De yngre terapeuter er ofte mere garvede, når det gælder litteratursøgning og vurdering af evidens, oplever Louise, men det er langt fra kun dem, der tager ordet ved Journal Clubs, understreger hun.
— Vi har forskellige ting i vores værktøjskasse alt efter, hvornår vi er uddannede. Men der er stor respekt omkring den erfaringsbaserede viden, og de mere erfarne kan sige meget om fx relevansen af forskningsresultater ind i klinisk praksis.
Svært stof
Artiklen, der er skrevet på engelsk, fylder 12 tætskrevne sider og er oversået med figurer, skemaer og grafer. Flere rundt om bordet nikker, da Louise under sin præsentation erklærer, at hun faktisk synes, at den er ”megasvær”.— Jeg synes, den var spændende og relevant for mig, men jeg fik den altså oversat til dansk, siger en terapeut med et grin.
— Det gjorde jeg også, lyder det fra en anden ved bordet.
— Jeg må da indrømme, at der var flere afsnit, som jeg sprang over, fordi der var så mange tal, siger en tredje, mens en fjerde, der arbejder med ældre patienter, undrer sig over, at forskerne ikke har valgt at inddele målgruppen af demente i undergrupper.
Hun møder i hvert fald mange borgere med demens, der ikke kan selvrapportere noget som helst, fortæller hun.
— Det studsede jeg også over, stemmer en ung terapeut i.
Det afføder en diskussion om erfaringer fra hverdagen. En diskussion om demente borgere, der smider deres høreapparater væk, og om unge med psykoser, som overvurderer deres egne digitale kompetencer.
— Vi får altid en fornemmelse af, hvad der rører sig i praksis på de her møder, fortæller Louise Stubberup.
Hvad synes du om ideen med Journal Club?
Pernille Nielsen, 26 år, uddannet ergoterapeut i januar 2025. Har været ansat på et åbent sengeafsnit for patienter med psykose, skizofreni og autisme siden 1. april.
— Jeg kan godt lide, at vi sætter spørgsmålstegn ved det, vi laver
— Jeg blev præsenteret for ideen med Journal Club ved min jobsamtale og var med det samme begejstret. At kvalitetsudvikle praksis og nørde ned i et fag, som jeg elsker højt, er lige mig. Jeg kan godt lide, at vi sætter spørgsmålstegn ved det, vi laver, og at vi bliver ansporet til forandring og fordybelse. Jeg var i virksomhedspraktik på Hammel Neurocenter som forskningsassistent og arbejdede som medfatter på en artikel, så jeg er vant til at læse artikler, og jeg lægger meget vægt på, at de artikler, jeg læser, er validerede. Man skal jo kigge på al forskning med kritiske briller.
— Når vi mødes til Journal Club, løfter vi vores faglige niveau sammen. Jeg får praksiseksempler fra nogle terapeuter, der er mere erfarne end mig, og det drager jeg helt vildt meget gavn af i min egen praksis og kliniske ræsonnering. Det giver mig også indblik i nye redskaber, som måske ikke altid passer helt til mine patienter, men måske er der alligevel tværsnitflader, og man kan altid få inspiration.
Flere faglige argumenter
Der er ikke krav om, at artiklerne skal stamme fra videnskabelige tidsskrifter. Man må også fremlægge artikler fra Ergoterapeutforeningens eget forskningsmagasin, forklarer Louise. Så længe de indeholder evidensbaseret viden, der er relevant for terapeuternes praksis. Fx besluttede en ergoterapeut, der i flere år havde inddraget naturen i forbindelse med sit arbejde, sig for at dykke ned i emnet, da hun skulle vælge en artikel til Journal Club. Hun kunne se, at patienterne profiterede af at opholde sig i naturen, men hvorfor? Terapeuten fandt en artikel om naturens effekt på det mentale helbred og delte den med sine kolleger.— Forskningen bekræftede hende ikke bare i hendes erfaring. Hun fik også en stærkere faglig argumentation for sin indsats i forhold til patienter og tværfaglige samarbejdspartnere — men også overfor sig selv, forklarer Louise Stubberup.
Ny kultur
Ved slutningen af hver Journal Club aftaler deltagerne, hvem der skal fremlægge næste gang. I dag var det Louise, som holdt oplæg, men normalt arbejder terapeuterne parvis, så de kan støtte hinanden og diskutere undervejs.To deltagere melder sig til at fremlægge næste gang. Den ene er nyuddannet. Den anden har årtiers erfaring som ergoterapeut i psykiatrien. De bliver storsmilende enige om, at de er det perfekte makkerpar, og Louise noterer deres navne.
Alle går ud for at få luft og hente madpakker, inden fællesmødet skal forsætte. Der tankes kaffe og vand. Louise pakker sammen. Godt tilfreds.
— Jeg tænker, at vi er på vej til at få skabt en opsøgende og nysgerrig kultur, og jeg håber, at deltagerne ikke bare får færdigheder til at søge og læse artikler, men også en tro på, at de selv kan finde ny viden. Her får de redskaber og erfaringer i et trygt forum, og så vil der være nogen, der begynder at søge mere litteratur, og der vil også være nogen, som ikke gør. Men målet er heller ikke, at alle skal gøre det samme. Så længe alle har lysten til at holde sig ajour, er jeg glad.
Hvad synes du om ideen med Journal Club?
Merete Majlund Christensen, 58 år, ergoterapeut på gerontopsykiatrisk Afsnit. Har 27 års erfaring fra psykiatrien.
— Det meste ligger langt væk fra min hverdag
— Jeg er en praksisnær ergoterapeut, og det har været en udfordring at skulle finde og læse videnskabelige artikler. Jeg har aldrig lært det eller brugt det, og jeg synes, at det er megasvært, hvor og hvordan man skal søge. Jeg synes også, det er svært at forstå, hvad der står — også fordi det er på engelsk. Især den videnskabelige del med undersøgelsesmetoder og faglige udtryk. Altså reliabilitet og sådan noget mere højtravende. Det siger mig ikke noget.
— Jeg er meget mere optaget af, hvad jeg og patienterne kan bruge det til i praksis, og det meste ligger langt væk fra min hverdag. Men jeg er gået til det med positivt sind og møder altid op og har forberedt mig, for vi skal holde snuden i sporet i forhold til at udvikle os fagligt. Der, hvor jeg får allermest ud af det, er, når vi sparrer med hinanden om vores dagligdag efter at have gennemgået artiklerne.
Tema:
Evidens i Praksis
Læs de øvrige artikler i temaet herunder:
Louise Stubberup
Ergoterapeut og cand. san. i ergoterapi, faglig udviklingsansvarlig
Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital
Dagens artikel
S. L. Bartels, S. Assander, A.-H. Patomella, J. Jamnadas-Khoda & C. Malinowsky (2020) Do you observe what I perceive? The relationship between two perspectives on the ability of people with cognitive impairments to use everyday technology, Aging & Mental Health, 24:8, 1295-1305.
Louises fire gode råd…
… til andre der vil afprøve Journal Club-formatet
- Dyrk den brændende platform. Det er vigtigt at etablere en fælles forståelse af, hvorfor konstant faglig udvikling er nødvendig.
- Tag udgangspunkt i klinisk praksis. En undren eller irritation fra hverdagen er et godt sted at starte, når man skal gøre litteratursøgning og videnskabelige artikler relevante.
- Skab et trygt rum. Ingen spørgsmål er dumme, og det er fint at bekræfte hinanden i, at det kan være svært.
- Acceptér forskelligheder. Der kan være stor forskel på, hvordan og hvor meget hver enkelt deltager engagerer sig.