For mange vægter egen erfaring højere end evidens

Evidensbaseret praksis handler om langt mere end at søge efter videnskabelige artikler, pointerer ergoterapeut og ph.d. Cecilie von Bülow. Hun sporer en tendens til, at ergoterapeuters egne holdninger og præferencer spiller en lidt for stor rolle i deres arbejde – og det trods for, at der i dag er et relativt stærkt evidensgrundlag for aktivitetscentreret praksis og gennemtestede arbejdsprocesmodeller, der hjælper med at omsætte teori til praksis. 

Ph.d. Cecilie von Bülow forsker i udvikling og evaluering af ergoterapeutiske interventioner ved Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, og hun har i sit arbejde altid været drevet af at fremme evidensbaseret ergoterapeutisk praksis. 

Hvorfor er det så vigtigt at arbejde evidensbaseret? 

— Fordi det gør os til dygtigere ergoterapeuter, der leverer mere ensrettede og effektive interventioner, som hviler på forskning i stedet for holdninger og præferencer. En evidensbaseret praksis er enorm vigtig for vores professions berettigelse og anerkendelse. Vi kan ikke blive ved med at være frustrerede over, at andre ikke forstår os, hvis vi samtidig ikke kan eller vil kommunikere og praktisere vores faglighed ud fra et evidensbaseret eller teoretisk ståsted. 

— Vores praksis styrkes ved, at vi arbejder systematisk efter professionsfaglige arbejdsprocesmodeller og løbende tager nyeste viden i brug – også selvom det betyder, at man som ergoterapeut skal praktisere på en anden måde, end man gjorde engang. 

— Hvis alle ergoterapeuter definerer deres praksis, ud fra hvad de selv synes er god ergoterapi, bliver det lidt af en tombola, hvor man får én indsats, når man trækker én ergoterapeut, og man får en anden, hvis man trækker et andet navn. Det er både uetisk, ineffektivt og mudrer opfattelsen af vores fag – og det er borgerne, der betaler den største pris.

— Vi lever også i en tid, hvor vi skal kunne dokumentere en faglig sammenhæng i det, vi gør. Sat lidt på spidsen, kan man sige, at det ikke længere er tilstrækkeligt at tage en snak om dagligdagen med borgerne, komme med lidt råd og vejledning, udlevere et hjælpemiddel og efterfølgende spørge borgerne, om de synes, det går bedre. 

Hvad vil det mere præcist sige at arbejde evidensbaseret?

— Kort fortalt består evidensbaseret praksis af tre komponenter: Bedste forskningsbaserede viden, ergoterapeutens erfaring og ekspertise og den tredje, og meget vigtige, del er borgerens personlige præferencer og værdier. 

— Så evidensbaseret praksis er meget mere end at søge artikler frem på PubMed. Det handler om at sætte evidensen relevant i spil i samarbejde med den enkelte borger. 

— For mig at se, er vi som fag utroligt privilegerede, fordi vi har så teoretisk velfunderede arbejdsprocesmodeller, som efterhånden er understøttet af en del forskning. Vi har faktisk en ret velbeskrevet praksis gennem eksisterende forskningsprogrammer, som fx. ABLE og ADAPT, generiske teorier og arbejdsprocesmodeller, som vi kan læne os op ad på tværs af målgrupper og diagnoser. Derfor kan det godt undre mig, at vi stadig skal diskutere, hvad ergoterapi er, og hvordan det praktiseres.

Vi er ikke et forskningstungt fag, det anerkender jeg, og vi kan sagtens blive bedre, men vi famler altså ikke i blinde.

Men du mener altså ikke, at alle ergoterapeuter skal til at læse videnskabelige artikler som en del af deres arbejdsuge?

— Det er ekstremt kompliceret at vurdere den metodiske og faglige kvalitet og dermed også gyldigheden af videnskabelige artikler. Personligt mener jeg ikke, at alle ergoterapeuter nødvendigvis skal kunne det. Men jeg mener, at alle ergoterapeuter skal bidrage til en kultur, hvor kontinuerlig læring og faglig udvikling er en selvfølge, og hvor man ønsker at lade sig informere af bedste evidens, fordi man tror på, at det er til borgernes bedste. Der ser jeg stadig en udfordring, for mange ergoterapeuter tror af en eller anden grund mere på deres egen erfaring end evidens.

Hvad er det for en modstand og barriere, du oplever, i forhold til at arbejde evidensbaseret?

— De største barrierer bunder nok i kultur og traditioner, og derfor er det altafgørende med en fagligt ambitiøs ledelse, hvis det skal ændres. For jeg oplever lidt en tendens til egenrådighed, hvor nogle ergoterapeuter gør, som de har lyst til eller plejer. Det kan fx være i forhold til at udvikle egne undersøgelsesredskaber eller tilpasse eksisterende standardiserede instrumenter, fordi man synes det er nemmere. 

— Det kan også være, at man bruger størstedelen af sin tid på at genoptræne nedsatte kropsfunktioner gennem øvelsestræning, fordi man synes det er spændende, og man er overbevist om, at det er for borgerens bedste. Men ergoterapeuterne har hverken teori eller evidens, der understøtter, at borgerens aktivtetsformåen bedres af den praksis. 

— Der er en grund til, at instrumenter ser ud som de gør, og at vores arbejdsprocesmodeller indeholder netop de udvalgte faser og interventionsmodeller. Det er fordi, at der er mennesker, som har brugt rigtig mange år af deres forskningskarriere på at udvikle fx. ADL-I, AMPS og OTIPM. Og der kan det godt undre mig, at man som praktiserende ergoterapeut tænker, at man ved bedre.  

Men mangler der ikke forskning på en lang række områder indenfor ergoterapi?

— Vi er ikke et forskningstungt fag, det anerkender jeg, og vi kan sagtens blive bedre, men vi famler altså ikke i blinde. Vi har stærke teoretiske modeller, der er videnskabeligt underbygget, og aktivitetscentrerede standardiserede redskaber, og det er altid bedre end vores egen ”synsninger” og selvudviklede redskaber.