McGill Ingestive Skills Assessment (MISA) er et observationsbaseret undersøgelsesredskab, som fokuserer på aktivitetsudførelsen under et naturligt måltid.
Målgruppen for MISA er voksne personer med dysfagi uanset årsag.
Gennem et MISA-testmåltid kan du vurdere en persons evne til sikkert, effektivt og selvstændigt at indtage en lang række kosttyper og væsker.
MISA i praksis
MISA-testmåltid sammensættes og tilrettelægges på baggrund af et indledende interview om hvilke mad- og drikkevarer indenfor 14 forskellige konsistenstyper, der opleves som vanskelige at håndtere samt hvilke, der ønskes at kunne indtages i fremtiden. Under observationen vurderes hvilke færdigheder, der er velfungerende og dysfungerende af i alt 36 færdigheder, der er fundet nødvendige for succesfuld indtagelse af mad og drikke.
De 36 færdighedsitems er fordelt på fire skalaer:
- Skala for siddestilling
- Skala for spise og drikkefærdigheder
- Skala for indtagelse af væsker
- Skala for indtagelse af fast føde
På baggrund af MISA-undersøgelsen og kvaliteten af personens aktivitetsudførelse vurderes hvilke af testmåltidets 14 konsistenstyper, der kan indtages effektivt og sikkert.
MISA er udviklet og valideret i Canada, og er videreudviklet og valideret i Danmark (1).
MISA materialet består af en instruktionsmanual og et registreringsskema, der kun kan erhverves i forbindelse med kursusdeltagelse, der inkluderer certificering i anvendelsen MISA. Der udbydes kurser via Uddannelsescentret - Hammel Neurocenter.
Henvendelse vedrørende MISA-kurser rettes til uddannelsescenter.hammel@midt.rm.dk.
- Hansen T, Rasmussen SAF, Fabricius J, Grove LD, Simpelaere I. Measuring mealtime performance in older adults with suspected oropharyngeal dysphagia: an updated systematic review of psychometric properties. Disabil Rehabil. 2023;15:1-15. doi: 10.1080/09638288.2023.2178033.