Der er kun fordele, som jeg ser det

Dato: 8. december 2023

Mette Allermann er ergoterapeut og TR. Sidstnævnte, fordi hun gerne vil forhandle gode vilkår for sine kolleger og sig selv – og det kan hun ikke uden Ergoterapeutforeningen, påpeger hun.

”Nu, hvor jeg konkret skal sætte ord på, hvorfor jeg er medlem af Ergoterapeutforeningen, kan jeg slet ikke finde nogen grund til ikke at være medlem. Der er kun fordele, som jeg ser det,” lyder det fra Mette Allermann, som er ergoterapeut og tillidsrepræsentant på et retspsykiatrisk døgnafsnit i Middelfart. 

Der ikke er andet end grunde til at være medlem af Ergoterapeutforeningen som ergoterapeut, mener hun, men hun fremhæver særligt det faglige fællesskab som grunden til sit medlemskab.

”ETF kender mit fag. Gennem dem kan vi som ergoterapeuter dele viden og erfaringer for eksempel gennem de faglige selskaber, man kan være medlem af,” siger Mette Allermann og tilføjer: 

”Jeg oplever, at vi har et stærkt fagligt fællesskab som ergoterapeuter, og det er særligt takket være Ergoterapeutforeningen.”

Det faglige fællesskab i Ergoterapeutforeningen ser hun som en naturlig konsekvens af den indflydelse ETF har på ergoterapeuternes arbejdsvilkår: At det er ETF, der forhandler ergoterapeuternes overenskomst. 
Det betyder meget for hende som TR. 

”Jeg er TR, fordi jeg gerne vil være med til at forhandle gode vilkår og løn til mine kollegaer og mig selv. Det hjælper ETF mig med. Blandt andet med den nye overenskomst, der skal forhandles i 2024,” siger Mette Allermann. 

Hun refererer her til OK24, hvor ETF sammen med arbejdsmarkedets parter skal forhandle en overenskomst på det offentlige område på vegne af alle offentligt ansatte ergoterapeuter i Danmark.