Social prescribing åbner nye muligheder

Dato: 4. april 2025
Forfatter: Jeanett Reffstrup Christensen
Fotograf: Sine Jensen

Social prescribing åbner nye muligheder

Social prescribing åbner nye muligheder

Ergoterapeuters blik for hele mennesket, inddragelse af omgivelserne og aktiviteters betydning for sundhed og trivsel gør ergoterapeuter ideelle i arbejdet med social prescribing - og samtidig åbner konceptet, der vinder frem både internationalt og herhjemme, for nye muligheder i ergoterapien, når det gælder bekæmpelse af ensomhed, fremme af fysisk aktivitet og behandling af svær overvægt.

Jeanett Reffstrup Christensen
Ergoterapeut, ph.d., leder af forskningsgruppen ”Forebyggelse og Livskvalitet - med fokus på sund vægt” Forskningsenhederne for Almen Praksis på Syddansk Universitet og Aarhus Universitet

jrchristensen@health.sdu.dk
jrc@ph.au.dk

Ergoterapeuters blik for hele mennesket, inddragelse af omgivelserne og aktiviteters betydning for sundhed og trivsel gør ergoterapeuter ideelle i arbejdet med social prescribing - og samtidig åbner konceptet, der vinder frem både internationalt og herhjemme, for nye muligheder i ergoterapien, når det gælder bekæmpelse af ensomhed, fremme af fysisk aktivitet og behandling af svær overvægt.

Jeanett Reffstrup Christensen
Ergoterapeut, ph.d., leder af forskningsgruppen ”Forebyggelse og Livskvalitet - med fokus på sund vægt” Forskningsenhederne for Almen Praksis på Syddansk Universitet og Aarhus Universitet

jrchristensen@health.sdu.dk
jrc@ph.au.dk

Social prescribing (SP) er et forholdsvis nyt koncept, der har vundet international opmærksomhed som en metode til at håndtere sociale og sundhedsmæssige udfordringer gennem ikke-kliniske interventioner. Konceptet er anerkendt som et effektivt værktøj i arbejdet med at fremme livskvalitet, mindske ensomhed og støtte mennesker i at få adgang til samfundets ressourcer på en måde, der ikke nødvendigvis involverer medicin eller traditionelle behandlinger. For ergoterapeuter åbner SP for nye muligheder, der ligger naturligt for vores fag. Denne artikel tager udgangspunkt i den internationale litteratur og danske erfaringer med SP og ser på, hvordan ergoterapeuter kan implementere SP i deres arbejde, især i forbindelse med den nye sundhedsreform.

Hvad er social prescribing — hvor stammer det fra, og hvad betyder det?

Social prescribing, social ordination eller fællesskabsanvisning er en metode, hvor sundhedsprofessionelle som læger, sygeplejersker og ergoterapeuter kan henvise patienter/klienter til aktiviteter og støtte, der ikke er relateret til medicin eller klinisk behandling. I stedet for at fokusere på fysiske symptomer giver SP mulighed for at adressere de sociale, psykologiske og miljømæssige faktorer, der påvirker vores sundhed og trivsel. Det kan omfatte henvisning til fællesskabsbaserede aktiviteter som grupper for fysisk aktivitet, kulturelle tilbud, frivilligt arbejde eller andre sociale grupper, hvor målet er at hjælpe eller støtte hinanden — ligesom vi kender det fra gå- og løbefællesskaber, mødregrupper, madklubber eller læsegrupper. Fælles er, at mange af tilbuddene er initieret og drevet af private og frivillige foreninger og organisationer.

Social prescribing stammer fra Storbritannien, hvor det første gang blev implementeret i 00’erne som en måde at tackle udfordringer med at støtte mennesker, der lider af livsstilsrelaterede sygdomme, mentale helbredsproblemer og sociale vanskeligheder (Bickerdike et al., 2017). I Danmark har der også været stigende opmærksomhed på SP som et værktøj til at forbedre mental sundhed og støtte social inklusion, især i forhold til at bekæmpe ensomhed og fremme fysisk aktivitet (Midtgaard et al., 2023). Da undertegnede sammen med psykolog og klinisk professor Julie Midtgaard, ph.d. og coach Christopher Scott McDonald samt fysioterapeut og cand.scient.san Martin Færch i 2023 skrev en artikel om social prescribing, og fik den udgivet i Ugeskrift for læger, var det et næsten ukendt fænomen i Danmark. Nu to år senere er det i voldsom fremdrift.

Begrebet SP hviler på forståelsen af, at sundhed ikke kun er et spørgsmål om fysisk sygdom, men også om de sociale relationer og ressourcer, vi har adgang til i samfundet.

Begrebet SP hviler på forståelsen af, at sundhed ikke kun er et spørgsmål om fysisk sygdom, men også om de sociale relationer og ressourcer, vi har adgang til i samfundet. Et vigtigt element i SP er, at det giver mennesker mulighed for at tage ansvar for deres egen sundhed gennem aktivitet og sociale relationer, hvilket kan være særligt gavnligt for dem, der føler sig marginaliserede eller isolerede. Samtidig giver det mulighed for at bringe civilsamfundet og frivilligheden i spil i en virkelighed, hvor vores sundhedssystem er under pres.

Social prescribing kan organiseres på forskellige måder afhængigt af antallet og typen af forbindelsesled mellem sundhedsprofessionelle og aktiviteter i samfundet (Figur 1). I den enkleste form fungerer SP som en oplysning om tilbud uden opfølgning, også kaldet signposting (Husk et al., 2020; Midtgaard et al., 2023). I den bredere version er SP en helhedsorienteret indsats, der involverer aktive forbindelser mellem sundhedsvæsenet, offentlige instanser som sundhedshuse samt civilsamfundets aktiviteter.

Den nyeste definition inkluderer ansættelsen af en link worker, i Danmark ofte kaldet en brobygger, som hjælper borgeren med at finde relevante tilbud og støtter dennes engagement og fastholdelse. Link workeren arbejder tæt sammen med borgerne/patienterne for at finde ud af, hvad der betyder mest for deres sundhed, velvære eller livskvalitet og forbinder dem med passende tilbud (se Figur 1).

Hvorfor skal ergoterapeuter bruge social prescribing?
Ergoterapeuter arbejder ud fra et helhedsperspektiv funderet i PEO (Person, Environment and Occupation) og med en klientcentreret praksis. Vores blik for hele mennesket, omgivelsernes betydning og hvordan vi kan bruge det omgivende samfund samt aktiviteters betydning for menneskers trivsel og identitet betyder, at vores profession er ideel til at favne rollerne både som signposter og link worker. Det, at vi kan lidt af det hele og både har et sygdoms- og et sundhedsperspektiv, et pædagogisk-psykologisk perspektiv samt et socialt samfundsperspektiv bliver her en stor styrke.

Da ergoterapi handler om at støtte mennesker i at udføre daglige aktiviteter på en meningsfuld måde, er social prescribing et naturligt supplement, fordi det udvider tilgangen til behandling ved at inddrage sociale og kulturelle aktiviteter, der kan have en lige så stor indvirkning på helbred og livskvalitet som medicinsk behandling.

Eksempler og anvendelse af social prescribing

Social prescribing kan anvendes på mange områder, der er relevante for ergoterapeuter. Eksempler kan være ensomhed, fysisk aktivitet og støtte ved svær overvægt.

Ensomhed
Ensomhed er et alvorligt problem, og det er blevet dokumenteret, at ensomhed har en negativ indvirkning på både mental og fysisk sundhed (Cacioppo et al., 2015). SP har vist sig at være effektiv til at reducere ensomhed ved at henvise personer til aktiviteter, der fremmer socialt engagement – det kan fx være gruppefællesskaber, frivilligt arbejde eller deltagelse i lokale arrangementer.
I artiklen fra 2023 beskriver vi, hvordan SP-programmer i Storbritannien har hjulpet mennesker med at bekæmpe ensomhed gennem sociale aktiviteter, og hvordan det har givet dem nye relationer og fået dem til at deltage aktivt i samfundet. Artiklen fortæller også, hvordan ergoterapeuter kan spille en central rolle i at identificere personer, der er i risiko for ensomhed, og henvise dem til relevante fællesskaber.
Ingeborg Nilsson, professor i ergoterapi ved Umeå Universitet, har bidraget til forskning om SP især i relation til ældre voksne. I et systematisk review identificerede hun og hendes kolleger tre kritiske komponenter i SP-programmer, der påvirker ensomhed, sundhed og velvære hos ældre:

  • Vurdering før ordination
  •  
  • Matchning af deltagere med relevante aktiviteter
  •  
  • Individualiseret støtte fra en link worker.

Under hver af de tre komponenter understreger hun vigtigheden af at fastholde en personcentreret tilgang (Rapo et al 2023).

Derudover har Ingeborg Nilsson været en del af projektet "Let’s Try Social Prescribing in Sweden (SPiS)". Projektet er stadig i gang, og sigter mod at udvikle, teste og tilpasse en personcentreret svensk model for SP med fokus på at reducere ensomhed blandt ældre gennem integreret pleje (Johansson et al 2021). Som en del af projektet har forskningsgruppen undersøgt, hvordan hjemmeplejen kan fremme ældres deltagelse i sociale aktiviteter. Her identificerede de en kløft mellem viden om fordelene ved social deltagelse og hjemmeplejens ansvar for at skabe betingelser, der kan understøtte ældres sociale deltagelse. Nogle af de foreløbige resultater præsenterede hun på Ergoterapeutforeningens fagkonference Ergo24 (Nielson et al 2023).

B: Fysisk aktivitet
Mangel på fysisk aktivitet er en stor risikofaktor for en række sygdomme herunder hjerte-kar-sygdomme, diabetes og depression. SP giver mulighed for at henvise patienter til fysiske aktiviteter, der passer til deres individuelle behov og ønsker (Jacobsen et al., 2025). Det kan være alt fra organiserede gruppeaktiviteter som gåture og yoga til at tilbyde deltagelse i lokale sportsforeninger eller rehabiliteringsprogrammer. En gennemgang af litteraturen (Bickerdike et al., 2017) viser, at SP har en positiv indvirkning på deltagernes fysiske aktivitet og generelle helbred. Ergoterapeuter kan anvende SP som en måde at støtte patienter i at opbygge fysisk aktivitet som en naturlig del af deres hverdagsliv.

I et tværfagligt forskningsprojekt, FRIDOM, som startede op i 2016, var vi som ergoterapeuter link workere til aktiviteter i lokalsamfundet. Målet var at fastholde de effekter, vi havde opnået via et arbejdsrettet sundhedsfremmende og rehabiliterende tilbud (Christensen et al., 2016).

C: Forebyggelse og behandling af svær overvægt
Svær overvægt er en af de største sundhedsmæssige udfordringer globalt og er tæt forbundet med en række sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar- og kræftsygdomme samt psykologiske problemer. SP kan spille en rolle i behandlingen af overvægt ved at hjælpe patienter med at få adgang til vægttabsgrupper, støttegrupper og aktiviteter, der fremmer en sund livsstil. Ergoterapeuter kan hjælpe med at identificere de specifikke behov, som en person med svær overvægt har, og henvise til passende aktiviteter, der støtter vægttab og sund livsstil, samtidig med at de tager hensyn til patientens fysiske begrænsninger og præferencer.

Det har vi benyttet os af i vores seneste to overvægtsprojekter DO:IT og Balance, hvor det første projekt støtter mennesker i vægttab og det andet forebygger vægtøgning. Begge studier bygger på aktivitetsvidenskab og i begge studier er én af fem komponenter netop inddragelse af sociale relationer. Ud over at inddrage familie, venner og kolleger anvender vi SP til at støtte deltagerne i varig fastholdelse af ny livsstil ved at benytte støtte- og sparringsgrupper, madklubber og træningsgrupper.

Hvordan social prescribing kan komme i spil i en ergoterapeutisk kontekst indenfor den nye danske sundhedsreform fra 2025.
Den danske sundhedsreform, som træder i kraft i 2025, sigter mod at styrke tværfagligt samarbejde og integrere sundhedsfremmende tiltag i det danske sundhedssystem. Her vil SP kunne spille en vigtig rolle som en del af en mere holistisk tilgang til behandling, hvor sociale og ikke-kliniske interventioner tages i betragtning.

For ergoterapeuter vil reformen skabe muligheder for at implementere SP som en metode til at styrke patientens rolle via en klientcentreret tilgang i egen behandling, forbedre livskvaliteten og fremme social inklusion. Den fremtidige sundhedsstruktur i Danmark vil i højere grad bygge på forebyggelse og tidlig intervention, hvilket passer perfekt til SP’s tilgang til at adressere sundhedsmæssige problemer på et tidligt stadium ved hjælp af samfunds- og civilbaserede ressourcer.

Henvisning
Læs artiklen: Fællesskab på recept

Referencer

  • Bickerdike, L., Booth, A., Wilson, P., Farley, K., & Lankshear, A. (2017). Social prescribing: Less rhetoric and more reality. A systematic review of the evidence. BMJ Open, 7(4), e013384.
  • Cacioppo, J. T., & Cacioppo, S. (2015). Social relationships and health: The toxic effects of perceived social isolation. Social and Personality Psychology Compass, 9(2), 59-72.
  • Midtgaard, J., Christensen, J. R., MacDonald, C. S., & Færch, M. (2023). Relationer på recept? Introduktion til social prescribing i bekæmpelse af ensomhed og støtte til fysisk aktivitet. Ugeskr Læger, 185, V09220545.
  • Husk K, Blockley K, Lovell R et al. What approaches to social prescribing work, for whom, and in what circumstances? Health Soc Care Community. 2020;28(2):309-24.
  • Rapo, E., Johansson, E., Jonsson, F., Hörnsten, Å., Lundgren, A. S., & Nilsson, I. (2023). Critical components of social prescribing programmes with a focus on older adults - a systematic review. Scandinavian Journal of Primary Health Care, 41(3), 326-342. https://doi.org/10.1080/02813432.2023.2237078
  • Johansson, E., Jonsson, F., Rapo, E., Lundgren, A.-S., Hörnsten, Å., & Nilsson, I. (2021). Let’s Try Social Prescribing in Sweden (SPiS) – an Interventional Project Targeting Loneliness among Older Adults Using a Model for Integrated Care: A Research Protocol. International Journal of Integrated Care, 21(2), 33. https://doi.org/10.5334/ijic.5609
  • Nilsson, I., Blusi, M., & Lindgren, H. (2023). Factors to consider when introducing digital social activities to older persons with home care. In M. Hägglund, M. Blusi, S. Bonacina, L. Nilsson, I. C. Madsen, S. Pelayo, A. Moen, A. Benis, L. Lindsköld, P. Gallos (Eds.), Caring is sharing: exploiting the value in data for health and innovation (pp. 453-457). IOS Press. https://doi.org/10.3233/978-1-61499-999-9-453
  • Christensen JR, Bredahl T, Hadrevi J, Sjøgaard G, Søgaard K. Background, design, and conceptual model of cluster randomized multi-component workplace study: FRamed Intervention to Decrease Occupational Muscle pain – “FRIDOM”. BMC Public Health 2016; 16:1116.
  • Jacobsen JS, Nielsen RØ, Jessen NH, Skjerning HT, Skejø S, Rasmussen LG, Andelius DK, Bueno SV, Kallestrup P, Christensen JR, Ryom K. Promoting physical activity through social prescribing: a narrative review of literature on the mechanisms of change. Accepted in Health & Social Care in the Community. Article ID 3898705