Efter en hjernerystelse, sygemelding og flere fejlslagne forsøg på at vende tilbage til det pædagogjob, hun elskede, får Vibeke Holm Larsen nu hjælp af ergoterapeut Maria Møllegaard fra NeuroFaglig Arbejdsrehabilitering til igen at finde sine ben på arbejdsmarkedet. Denne gang i en helt anden branche.
Madam Blaa har kun været åben i få minutter, da de første gæster kigger nysgerrigt ind. Kaffetørstige og forventningsfulde ser de sig om i traktørstedet med blåemaljeret køkkentøj på væggene. I kølemontrerne frister højtbelagt smørrebrød, og på menukortet er citronfromage og andre retter fra før verden gik af lave. Ud af køkkenet dukker Vibeke Holm Larsen op. Hun er iført en fiks, blåternet kjole, der matcher dugene på bordene. Håret sidder perfekt, og smilet når helt op i øjnene.
Uden at kende hende er det svært at spotte den forhistorie, der er årsagen til, at hun i dag arbejder i Madam Blaa, men for blot et år siden så hverdagen anderledes ud.
— Jeg var så dårlig, og de første mange måneder sov jeg hele tiden, fortæller Vibeke Holm Larsen.
Hun er 52 år. For halvandet år siden blev hun tvunget af på et stoppested i tilværelsen, som hun ikke selv havde valgt.
En februardag i 2023 faldt hun over et udspændt tov på legepladsen i den institution, hvor hun var pædagog. Hun snublede og ramte jorden, hvor der lå et plastboard, som bankede op i ansigtet på hende. Vibeke var forslået, men rejste sig op og fortsatte. Snart efter fulgte symptomerne. Hovedpine, kvalme og svimmelhed. Pludselig kunne hun ikke udholde støjen og gråden fra de børn, hun altid havde brændt for at arbejde med.
Hun blev sygemeldt med hjernerystelse, men insisterede på at vende tilbage til sit fag. Først forsøgte hun på sin arbejdsplads og senere i en anden institution, men hver gang slog symptomerne hende omkuld.
— Man kan roligt sige, at jeg fik nogle nederlag med i bagagen, inden jeg kom her, som hun formulerer det, da hun har sat sig ved et af bordene i Madam Blaa.
Blik for helheden
Ved siden af Vibeke sidder ergoterapeut Maria Møllegaard. Maria arbejder i NeuroFaglig Arbejdsrehabilitering i Holbæk Kommune, hvor hun sammen med to andre ergoterapeuter afklarer og udvikler arbejdsevnen hos borgere med neurologiske problematikker — det er borgere, der har haft fx blodpropper, hjernerystelse eller andre skader på hjernen. I Vibekes forløb har Maria bl.a. vurderet funktionsevne, og gennem det seneste halve år har hun fulgt Vibeke tæt på arbejdspladsen for at støtte og tilpasse opgaverne.For Vibeke har Marias indsats gjort en kæmpe forskel.
— Hun ved alt om sygdommen og kan hjælpe mig med at forklare symptomerne, så jeg ikke bliver bange for dem. Hun er også en form for en coach, som jeg kan vende tingene med, og så har hun nogle evner i forhold til at sætte mål, så de er overkommelige og konkrete, forklarer Vibeke Holm Larsen.
Da Maria mødte Vibeke, stod det hurtigt klart, at udsigten til at vende tilbage til arbejdet som pædagog var vanskelig. Men Vibeke var også uddannet køkkenassistent og kunne lide at lave mad, og derfor var Madam Blaa en mulighed, spottede Maria i samarbejde med Holbæk Kommunes jobcenter.
Takket være jævnlige besøg på arbejdspladsen, har Maria kunnet justere og udvide Vibekes opgaver, og den tætte opfølgning har været en vigtig støtte, fortæller Vibeke:
— Maria har set fremskridt, når jeg selv syntes, at det hele var ved at løbe af sporet, og så har det ikke bare været en masse ord og snak. Jeg skal allerhelst have min krop med, og derfor har det været rigtigt godt, at vi kunne stå i køkkenet og prøve tingene sammen.
Marias evne til at tegne sine pointer, så en ramt hjerne kunne forstå dem, har også været værdifuld, og så har Maria haft øje for, at arbejdet ikke måtte tære så meget på kræfterne, at Vibeke ikke havde overskud til at tage en tur i svømmehallen, når hun har fri.
— Tingene skal balancere, og det glemmer man tit i et forløb som mit. Men Maria har holdt fast i, at selvom vi skruede op for arbejdstimerne, så skulle der også være tid til, at jeg kunne holde mig fysisk i form, have et socialt liv og være noget for min mand, siger Vibeke Holm Larsen, og Maria nikker.
— Hvis jeg pludselig hører, at du kun laver ostemadder til aften i stedet for varm mad, så ved jeg, at der er noget, vi skal kigge på. Det hele skal hænge sammen, fastslår hun.
Værdi som medarbejder
Marias opgave er også at sørge for udvikling. For selvom Vibeke først og fremmest er et menneske, der skal have det bedre, så er hun i potentielle arbejdsgiveres øjne også en vare, som udgør en vis værdi i forhold til at løse opgaver. Derfor gælder det om at træne flest mulige funktioner.
I dag har Maria fx besluttet, at Vibeke skal ud af køkkenet og prøve at bruge kasseapparatet. Det viser sig dog hurtigt, at arbejdet ved disken handler om meget mere end at taste fiskefileter og håndmadder ind. Når man ”har fronten” i Madam Blaa, skal man både betjene de to kaffemaskiner, fylde varer op og tage imod kunder, fortæller en af stedets medarbejdere, og Vibeke roder sig opgivende i nakken. Efter at have givet Vibekes arm et klem og foretaget en lynhurtig aktivitetsanalyse beslutter Maria, at Vibeke i første omgang skal koncentrere sig om at lære kaffemaskinen at kende, og hun lover, at der vil blive hængt et oversigtskort op, så det er let at huske, hvordan man laver de fire forskellige kaffevarianter.
— Det er derfor, det giver så god mening, at vi kommer med ud på arbejdspladserne og observerer, så vi kan prøve det af og se, hvad det kræver, siger Maria Møllegaard.
”Det rager mig ikke”
Jobbet i Madam Blaa er med Vibekes ord et ”spruttejob”. Allerhelst skulle hun have otte arme, og når man som hende er typen, der altid lægger mærke til, hvornår vaskemaskinen skal tømmes eller bordene tørres af, og der uden varsel kan dukke en busfuld sultne gæster op ved bordene, kan Vibeke sagtens få alt for travlt.— I et køkken er der jo deadlines, og det er det, som presser mig mest, fortæller hun.
Derfor er en af Marias opgaver at træne Vibeke i at begrænse sig og holde pauser. Rigtige pauser vel at mærke. Ikke den slags kaffepauser, hvor kollegerne taler til hende, men ophold, der giver hjernen en pause. Det kræver klare aftaler med chefen, når man pludselig stikker af fra køkkenet, og Maria lægger stor vægt på snakken med arbejdsgiverne.
— Det er vigtigt, at alle er informeret om, hvad den enkelte kan og skal, for ellers risikerer man, at andre taler bag om ryggen på den, der forlader køkkenet. Men hvis alt er tydeligt, bruger ingen energi på det, siger Maria MØllegaard, der bl.a. har trænet Vibeke i af og til at trække ”det rager ikke mig”-kortet.
— Det kan godt være, at der sker alt muligt omkring én, men hvis man er der for at smøre smørrebrød, så skal man koncentrere sig om det og gå hjem, når man er færdig. Det handler om at blive tryg i sin rolle på den konkrete arbejdsplads, forklarer Maria Møllegaard.
I et køkken er der jo deadlines, og det er det, som presser mig mest.
En ny identitet
Forløbene med ergoterapeuterne i NeuroFaglig Arbejdsrehabilitering varer sjældent under et halvt år. Nogle bliver raskmeldt og kommer tilbage i deres oprindelige job, andre får et fleksjob eller havner et helt tredje sted.Da Vibeke begyndte for et halvt år siden, var hun i Madam Blaa to timer om ugen. Nu er hun oppe på 14 timer, og drømmen er, at hun en dag kan arbejde 32 timer. Måske ender hun i et fleksjob, siger hun, men stemmen bliver helt tynd, da hun udtaler det. Hun rømmer sig.
— Det er absurd svært at sige fleksjob. Jeg er jo en arbejdskvinde. På fuld tid, siger Vibeke Holm Larsen og fremhæver, hvordan Maria har været med til at ”gøre det svære normalt”, som hun siger.
Tankerne om fremtiden har krævet mange snakke. Om identitet og roller. Om at kunne holde ventetiden ud i et afklaringsforløb og om at være sig selv. På en ny måde.
I dag ved Vibeke, at hun nok ikke bliver pædagog igen, for børnenes behov og de mange dokumentationsarbejder vil blive ved med at presse hendes ramte hjerne, men her i Madam Blaa er dagen slut, når den sidste klud er vredet.
Maria giver Vibekes arm et klem til farvel, og de aftaler at justere planen om at udvide med en ekstra arbejdsdag om fredagen. Lige nu giver det ikke mening, men i næste uge kommer Maria igen forbi for at se, hvordan det går.
Omkring os stiller gæsterne sig i kø ved disken. Håndmadderne svinder fra kølemontren, og Vibekes kolleger smiler til hende. Inden hun igen smutter ud i køkkenet, står hun et øjeblik.
— Det, at man ikke kan det, man har kunnet før, er svært. Men nu begynder jeg på en frisk, og det kan godt være, at jeg ender med kun at kunne arbejde 20 timer, men det er stadig bedre end at gå hjemme, siger hun.