Den danske beskæftigelsesindsats skal reformeres, og hvis den indsats skal lykkes, er der behov for dygtige medarbejdere, som kan spotte borgeres ressourcer og begrænsninger og tilrettelægge arbejdsopgaverne, så vejen ind på arbejdsmarkedet bliver en succes. Alt sammen kompetencer, der er en del af ergoterapeuters kernefaglighed. Men i dag er kun ganske få ansat i landets jobcentre eller hos private aktører. I temaet her kan du møde fem ergoterapeuter, der alle gør en forskel på beskæftigelsesområdet, og som hver især giver deres forklaring på, hvorfor arbejdsrehabilitering er et vigtigt og fagligt udfordrende felt.
Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen
Hvordan sikrer vi høj beskæftigelse, lave omkostninger, tilfredshed og værdighed i et enkelt og gennemskueligt system?
Det gav et ekspertudvalg for fremtidens beskæftigelse i juni deres bud på, da de offentliggjorde en række anbefalinger til, hvordan beskæftigelsesindsatsen i kommunerne kan reformeres.
Med anbefalingerne lægger udvalget op til, hvad de selv betegner som ”den største forenklings- og afbureaukratiseringsreform af den danske beskæftigelsesindsats nogensinde”.
Samtidig skal det nuværende ”one-size-fits-all-system” erstattes med en ny tilgang, hvor fokus er på den enkelte borgers behov.
Overordnet anbefaler udvalget at satse på:
• Færre målgrupper og særregler.
• Individuelt tilrettelagt indsats for borgeren, herunder større frihed til sagsbehandlerens faglighed.
• Et værdigt sanktionssystem i balance, dvs. afstemte rådighedskrav og en markant lempelse for syge og borgere længere fra arbejdsmarkedet.
• Nedlæggelse af jobcentrene og fri organisering, dvs. frihed i kommunerne til at organisere beskæftigelsesindsatsen internt og mellem hinanden.
• Mere plads til a-kasser og private leverandører.
• Styring efter resultater, dvs. mere fokus på resultater frem for proceskrav.
I efteråret tager regeringen stilling til udvalgets forslag.
Læs mere: https://fremtidensbeskæftigelsesindsats.dk