Som demenskonsulent underviser ergoterapeut Mette Rostgaard alle fra bioanalytikere til sygeplejersker på Sygehus Lillebælt i at få et bedre samarbejde med mennesker med demens — og personalet oplever, at hendes indsats løfter fagligheden.
Hvad gør jeg, hvis patienten ikke forstår min besked? Hvis han nægter at få taget en blodprøve, går i delir eller bliver så skrækslagen over situationen, at scanningen viser et fejlagtigt resultat?
Da ergoterapeut Mette Rostgaard for lidt over et år siden begyndte som demenskonsulent på Sygehus Lillebælt, tog hun en runde på en række afdelinger for at spørge personalet, hvilke udfordringer de oplevede i forhold til mennesker med demens, og hurtigt tegnede der sig nogle mønstre. Delir, samarbejde og problemer med at overlevere information var noget af det, som mange udpegede som udfordrende.
— Personalet vil så gerne hjælpe og lindre, men de oplever, at det nogle gange kan være svært, forklarer den 46-årige ergoterapeut, der blev ansat for at gøre det lettere og bedre for patienter, personale og pårørende.
Sanser i fokus
Som demenskonsulent vejleder og uddanner Mette personalet, så de bedre kan tage imod mennesker med demens. Hun uddanner demensnøglepersoner og basispersonale på afdelingerne, og samtidig tager hun rundt på sygehusets to lokationer i Vejle og Kolding og vurderer arbejdsgange og omgivelser.I dag mødes vi i Kolding, og det er med det samme tydeligt, at Mette selv praktiserer de principper, hun underviser i. Ansigtet er smilende, stemmen er rolig, og hun giver sig god tid til at hilse, da vi mødes i forhallen. Der er øjenkontakt, grundig præsentation og en introduktion til, hvor vi skal hen.
— Jeg er optaget af, hvor meget godt vi kan gøre for vores patienter med nogle simple redskaber, forklarer hun, da vi går hen ad gangen.
Hverdagen på et hospital foregår i højt trav, men lige netop det første møde har afgørende betydning, når et menneske med demens bliver indlagt eller fx skal have taget en blodprøve, fortæller Mette Rostgaard, da vi når det mødelokale, hvor hun plejer at undervise.
— Det handler om at skabe god kontakt inden opgaven, forklarer hun og peger på, at principperne flugter i lige linje med hendes ergoterapeutiske udgangspunkt, der har fokus på kommunikation og relationsdannelse.
Hun bruger også sin faglighed, når hun underviser personalet i at bruge tyngdeprodukter og vurdere, om patientens sanser er under- eller overstimulerede, så de kan arbejde bevidst med at skærme eller stimulere. Hun underviser også personalet i aktivitetsgraduering, hvor den enkelte medarbejder må guide det fra det ene trin til det næste, fordi mennesker med kognitive svækkelser kan have svært ved at igangsætte en aktivitet og at gå fra den ene del til den anden.
— Jeg bliver meget konkret med aktivitetsanalysen og med at graduere, og det er noget af det, jeg får positive tilbagemeldinger på, fortæller Mette Rostgaard, der havde 23 års kommunal erfaring i bagagen, senest i et demensteam, da hun begyndte på Sygehus Lillebælt.
Jeg er optaget af, hvor meget godt vi kan gøre for vores patienter med nogle simple redskaber.
Mette Rostgaard
Demenskonsulent
Sygehus Lillebælt
Mette.Rostgaard@rsyd.dk
Fem vigtige principper
— for samarbejdet med mennesker med demens ifølge Mette Rostgaard:
• Skab kontakt. Du er nødt til at investere i relationen, inden du kan komme i gang med at løse opgaven.
• Vær rolig. Hvad kommunikerer du med din krop, din stemme og dit ansigt? Sænk tempoet, begræns brugen af ord og husk, at stemninger smitter mere end forkølelser.
• Guid. Mennesker, som er kognitivt udfordrede, har brug for, at der er nogen, som igangsætter og fører dem gennem en aktivitet.
• Ros. Husk løbende at anerkende patienten undervejs i forløbet.
• Afslut. Skab en tydelig afslutning, så personen ved, at nu er I færdige med opgaven.
For megen snak
Mødet med hospitalet, det fremmede personale, og de nye omgivelser kan skabe usikkerhed hos os alle, men for mennesker med demens, kan oplevelsen være særligt voldsom, forklarer hun. Her er uvante lyde, skærende lys, dunkle gange og et personale, der har travlt med at overlevere information ved hjælp af en masse ord.
— Vi er som fagfolk dygtige til relationsarbejde i normaliteterne, men så snart der er kognitive udfordringer, hvor patienten fx ikke kan følge en simpel besked, så kommer vi på prøve, fortæller Mette Rostgaard og peger på en klassisk fejl, når patienten ser forvirret ud:
— Så taler vi endnu mere, hvor vi i stedet måske skulle lægge en arm om skulderen og guide personen positivt igennem det, vi gerne vil have vedkommende til.
For Mette er det vigtigt, at personalet ikke kun kommunikerer til det kognitive lag i hjernen, men også til følelser og sanser, der vil være intakte i længere tid igennem en demenssygdom.
— Vi kan være nok så dygtige fagfolk, men hvis vi ikke lykkes med at skabe kontakt, kommer vi ikke igennem med vores behandling. Så selvom demensen ofte er det sekundære, når der kommer patienter ind på afdelingen med fx en brækket hofte, så kan det gå hen og blive det primære for at kunne udføre behandlingen.
Tag ansvar
Når Mette i en journal læser formuleringer om patienter, der ”ikke kan samarbejde”, ærgrer hun sig.— Jeg synes, at vi skal påtage os det faglige ansvar og i stedet skrive: ”Det lykkedes mig ikke at opnå samarbejde med fru Jensen”. Vi kan ikke lægge ansvaret hos et menneske, der ikke har intellekt eller kognitive evner til at løse opgaven. Vi skal i stedet spørge: Hvad kan jeg gøre anderledes næste gang?
Selv i kortvarige patientkontakter som blodprøvetagning og scanninger har personalets tilgang stor betydning, for går tingene i hårdknude, bliver det vanskeligere næste gang.
— Tit er der kun fokus på at løse opgaven, men man er nødt til at investere tid og huske at se det hele menneske.
Endnu er tilbuddet nyt, og Mette har gjort en stor indsats for at skabe kendskab til sit arbejde rundt om på sygehuset.
— Jeg håber, det bliver en naturlig ting, at personalet tager fat i mig, siger hun, der nogle gange vejleder over telefonen og andre er ude i praksis, hvis nogen er i tvivl i forhold til en patient, eller situationen er spidset til.
— Det sjoveste ved konsulentrollen er, når jeg bliver kaldt ud på en afdeling for at hjælpe, eller nogen ringer og beder om et godt råd her og nu. Det kan gøre mig helt høj at få andre til at blomstre.
Demensvenlige sygehuse
• Ældre med demens har øget risiko for at blive indlagt på sygehus, sammenlignet med deres jævnaldrende.
• Erfaringer peger på, at kompetenceudvikling af personalet, organisering af arbejdsgange og demensvenlig indretning kan være med til at forebygge situationer, hvor trygheden og sikkerheden kommer i fare, fordi patientens udfordringer og behov ikke imødekommes. Samtidig vil det øge kvaliteten af behandlingen, og risikoen for udvikling af delirium bliver formodentlig reduceret.
Læs mere: www.videnscenterfordemens.dk/da/demensvenlige-sygehuse