Recovery i fællesskaber

Baggrund

Dette speciale tager udgangspunkt i en undersøgelse af recovery-orienteringen i socialpsykiatrien. Recovery-orienteringen handler om, at de professionelle indsatser skal tilrettelæggelse med udgangspunkt i antagelsen af, at recovery både er opnåeligt og muligt for alle. I recovery-tænkningen anses brugeren som den centrale aktør i recovery-processen, mens den professionelle i højere grad bør fungere som motivationsfremmende coach fremfor som ekspert. Recovery-orienteringen har mødt en lang række kritikker, der alle anfægter individets aktørstatus i forhold til dette at komme sig ovenpå en psykisk lidelse. Dette speciale tager afsæt i kritikken af den individualiserede recovery-forståelse, som litteraturgennemgangen finder er dominerende indenfor feltet, og specialets søger at undersøge recovery-orienteringens muligheder og begrænsninger, set fra et kontekstuelt udgangspunkt. Dette fører til specialets problemformulering, som lyder således: Hvordan kan man forstå muligheder og begrænsninger i recovery-orienteringen, når recovery betragtes i sin konkrete praksis?

Specialets teoretiske og metodiske tilgang

Specialet tager teoretisk afsæt i kritisk psykologi og social praksisteori. Undersøgelsen tager form som et kritisk psykologisk praksisforskningsprojekt på et socialpsykiatrisk bosted for unge mennesker. Empirien består af interview med beboere og optagelser fra forskellige personalemøder på institutionen. 

Analysestrategi

Analysen tager form af caseanalyser af to udvalgte beboercases. Der anvendes en analysestrategi, som består i at etablere en spænding mellem to analyseniveauer. Det ene niveau udgøres af en analyse ved hjælp at recovery-begreber og det andet af en analyse ved hjælp af kritisk psykologiske begreber. Herved bliver det muligt at etablere en spænding mellem på den ene side et idealistisk niveau og på den anden side et konkret niveau. Ved at sammenstille de to analyseniveauer bliver det nu muligt at undersøge recovery-orienteringens muligheder og begrænsninger fra et konkret perspektiv, samt at pege på nye udviklingsmuligheder for praksis

Konklusion

Undersøgelsen identificerer både muligheder og begrænsninger i recovery-orienteringen, når denne betragtes i en konkret praksis. Den kritisk psykologiske analyse viser, at recovery-begreberne mangler resistens, når den mødes med særlige problemkategorier, såsom misbrugskategorien, hvorfor personalet får svært ved at fastholde en recovery-orienteret tilgang. Analyse peger på, at vanskelighederne med at fastholde den recovery-orienterede tilgang må findes i det forhold, at recovery-begreberne har nogle indbyggede svagheder. Det er derfor specialets overordnede pointe at recovery-orienteringen ikke kan stå alene, men har behov for at indarbejde andre teoretiske begrebsforståelser. 
I denne forbindelse peges der særligt på, hvordan man ved at anlægge et kontekstuelt fokus gives flere tanke og handlemuligheder i en tilrettelæggelse af en udviklingsstøttende praksis. Det bliver derved muligt, at anskue udvikling af den unges deltagelse som et kollektivt anliggende, hvor også forandringer i omgivelserne kan ses som en central forudsætning for skabelsen af individuel deltagelse. En sådan forståelse ville kunne tilbyde praksis flere handlemuligheder, idet der med denne forståelse kan tænkes i, hvordan udvikling af den unges deltagelsesmuligheder må forstås situeret og støtten gøres variabel med udgangspunkt i subjektperspektiver og variable regulering af omgivelsernes betingelser.