Tværsnitsundersøgelse af ergoterapeutisk praksis ift. fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen i kørestolssager

Gennem projekt Siddestilling ønsker hjælpemiddelenheden at udvikle det faglige niveau i hjælpemiddelenhedens sagsbehandling, bl.a. ved at implementere en mere systematisk og grundig fysisk undersøgelse af borgerens siddestillingsevne i hjælpemiddelenhedens kørestolssager. Problemstilling: De projektansvarlige ergoterapeuter i projekt Siddestilling har opnået viden om, at en fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen, med borgeren liggende og siddende på briks, kan højne det faglige niveau af undersøgelsesdelen i hjælpemiddelenhedens sagsgang i kørestolssager. Men de mangler belæg for at ændre den nuværende praksis, da der ikke findes nationale kliniske retningslinjer for, hvorledes den fysiske undersøgelse af siddestillingsevnen skal foretages. Formål: Bachelorprojektet søger, som en del af afrapporteringen af projekt Siddestilling, at generere den manglende baggrundsviden om, hvilken konsensus der er blandt danske ergoterapeuter, ift. fysisk undersøgelse af borgerens siddestillingsevne i kørestolssager.  Metode og materiale: Der blev anvendt en tværsnitsundersøgelse til at beskrive ergoterapeutisk praksis ift. fysisk undersøgelse af borgerens siddestillingsevne i kørestolssager. Stikprøven bestod af 181 kommunalt ansatte ergoterapeuter, som havde til opgave at tilpasse kørestole. Dataindsamlingen blev gennemført som et struktureret spørgeskema, udsendt via et internetbaseret surveyprogram. Deskriptive og analytiske data blev udtrukket via surveyprogrammets analysedel. Resultat: Af stikprøven på 106 ergoterapeuter, foretog 71 ofte fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen, med borgeren siddende i kørestolen. Kun 14 foretog ofte undersøgelsen på briks. Med borgeren siddende undersøgte 96 som oftest bækkenskævstand, og 88 undersøgte som oftest balancen.
Af stikprøven på 37 ergoterapeuter foretog 19 ofte fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen med borgeren liggende i seng, og kun 8 foretog ofte undersøgelsen på briks. Med borgeren liggende undersøgte 30 bækkenets frem- og bagudkip samt knæfleksion, og 34 undersøgte hoftefleksion. Af stikprøven på 37, mente 36 at en fysisk undersøgelse med borgeren liggende øgede deres kompetencer som terapeut for borgeren. Konklusion: Tværsnitsundersøgelsen rejste langt flere spørgsmål, end den besvarede. Der er et stort behov for forskning på hjælpemiddelområdet.  Perspektivering: Der er brug for forskning af hvordan udvekslingen af værdifuld viden kan sikres i det tværfaglige samarbejde, samt forskning der kan generere evidens for brug af briks ifb. fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen, samt evidens for håndteringen af den fysiske undersøgelse af siddestillingsevnen. Der er også brug for forskning som belyser hvilke andre årsager der kan ligge til grund for, at ergoterapeuter ofte må vende tilbage til kørestolsbrugeren, samt betydningen af at have beskrevne procedurer for udførelse af fysisk undersøgelse af siddestillingsevnen i kørestolssager.