Når motoren kører i hak

Baggrund

Elever med diagnoser indenfor Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) kan have svært ved at tilpasse deres arousalniveau, til deres aktiviteter i hverdagen, hvilket har indflydelse på deres evne til at holde koncentrationen. Ved brug af The Alert Program (AP) kan elever lære at selvregulere deres arousalniveau og forbedre deres muligheder for at tilpasse sig samfundets krav, deres meningsfulde aktiviteter og virksomheder i hverdagen.

Metode

I denne case rapport beskrives et interventionsforløb, hvor AP afprøves. Vi anvendte observation, interviews og elementer fra Sensory Profile som forundersøgelse af eleverne. Derefter fulgte vi AP stringent. Efterfølgende udførte vi evalueringer med personale og elever i form af interviews og observationer i klasserne for at kunne beskrive anvendeligheden af AP.

Resultater

Personalet og os som ergoterapeuter fandt AP anvendeligt på elever med diagnoserne indenfor ASF og ADHD. Vi fik en blandet tilbagemelding fra eleverne, hvor nogle ønskede at bruge redskaberne, da de kunne mærke en effekt af disse, og nogle kunne ikke og ville ikke bruge dem fremadrettet. Vi nåede ikke langt nok i forløbet til at kunne se de store ændringer hos eleverne, men vi kunne se et potentiale i at bruge redskaberne fra AP.