"Jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg laver som ergoterapeut - Det giver mig en stolthed over det jeg gør". En kvalitativ undersøgelse af hvordan ergoterape
Formål: Projektets formål var, at få indsigt i ergoterapeuters individuelle oplevelser af, at arbejde med udgangspunkt i Occupational Therapy Intervention Process Model, OTIPM, på apopleksiafsnit. Vi søgte viden om fordele og ulemper, samt hvilke faktorer der virker fremmende og hæmmende i arbejdet ud fra OTIPM.
Metode: Projektet bygger på syv kvalitative individuelle interviews med ergoterapeuter, der arbejder med apopleksipatienter på hospitaler. De blev bedt om at fortælle om deres praksis med udgangspunkt i OTIPM, og deres oplevelser her af.
Resultater: Informanterne oplever, at omgivelserne stiller krav bl.a. fra de tværfaglige samarbejdspartnere og Det nationale indikatorprojekt (NIP), hvilket gør det svært at arbejde ud fra OTIPM. Informanterne oplever, at aktivitetsperspektivet kan være svært at arbejde efter, idet omgivelserne hæmmer i form af begrænsede ressourcer, samt patienternes tilstand. Samtidig viser resultaterne, at informanterne oplever at de har fået mere fokus på klientcentrering, og at de har fået styrket deres fagidentitet, hvilket de ser som en fordel.
Konklusion: Informanterne oplever både fordele og ulemper, og ser at der er nogle hæmmende og fremmende faktorer i forhold til at arbejde ud fra OTIPM. Informanterne har forskellige oplevelser af at anvende aktivitet i undersøgelsen, hvilket kan skyldes deres forskellige paradigmer. Samtidig er der en konflikt imellem paradigmet på hospitalet og det aktivitetsparadigme, som arbejdsprocesmodellen bygger på, hvilket gør at ergoterapeuterne til tider oplever det svært at arbejde ud fra OTIPM.