Det lyder så banalt, men det er det med at have alt ud i ét. -En kvalitativ undersøgelse af borgerens perspektiv på Handifonen/Handi Defy+
Resumé
Problembaggrund: Samfundet står overfor en demografisk udfordring. Mandag Morgen har udarbejdet en rapport omkring Den aktive borger som en løsning på et nyt velfærdsparadigme - herunder nævnes velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi dækker over forventningen om, at teknologien vil skabe øget velfærd og livskvalitet hos borgeren. Der findes forskellige velfærdsteknologiske hjælpemidler herunder Handifonen/Handi Defy+.
Problemformulering: Hvordan oplever borgeren med kognitive problemstillinger, som er henvist til CRS, at Handifonen/ Handi Defy+ påvirker handlekompetencer og selvstændighed i forhold til aktivitet og deltagelse i hverdagen?
Metode og Materialer: Vores projekt er en kvalitativ undersøgelse med fire borgere med kognitive problemstillinger, som anvender Handifonen eller Handi Defy+ i deres hverdag. Data blev indhentet via semistruktureret interview. Analysen blev foretaget via meningskondensering beskrevet af Malterud.
Resultater: Under interviewene fortæller informanterne, at det er svært for dem at huske forskellige ting i dagligdagen, hvis ikke de har Handifonen/Handi Defy+ til at hjælpe dem. Deres oplevelse med Handifonen og Handi Defy+ er forskellige, men fælles for dem alle er, at telefonen har givet dem noget i deres hverdag bl.a. en øget struktur.
Konklusion: Flere af informanterne oplever at have opnået en større handlekompetence og selvstændighed, efter at de har fået Handifonen/ Handi Defy+. Dette skyldes, at de altid har Handifonen/Handi Defy+ på sig og har tillagt sig den vane at bruge den og de forskellige hjælpefunktioner aktivt i deres hverdag. Ved at have disse funktioner samlet i én teknologi oplever de, at de har lettere ved at skabe overblik over deres hverdag, hvilket kan medvirke til at de føler større mulighed for og overskud til at deltage i forskellige aktiviteter.
Perspektivering: Ud fra Mandag Morgens rapport om Den aktive borger kan vi se, at det kan betale sig at investere i den aktive borger i fremtiden. Derfor er det relevant at undersøge, hvordan velfærdsteknologien ift. Den aktive borger kan gå ind og give økonomiske gevinster. Det er derfor vigtigt, at ergoterapeuter søger midler til eller engagerer sig i udviklingsprojekter, som demonstrerer nytteværdi og kvalitet for borgeren af velfærdsteknologiske tiltag. Dette vil kvalitetssikre den ergoterapeutiske intervention ift. velfærdsteknologi