Sundhedsvidenskaben fokuserer i dag på mortalitet og morbiditet, men der findes en tredje sundhedsindikator: Funktionsevnen, som i virkeligheden er det, der betyder noget for folk. Lige nu står vi midt i en videnskabelig revolution omkring funktionsevne, og med tiden vil det blive muligt for en ergoterapeut ikke blot at få et præcist overblik over en patients funktionsevnetilstand, men også at kortlægge specifikke udviklingsforløb i funktionsevne over tid for individuelle funktionsnedsættelser, skriver Jerome Bickenbach i denne artikel.

Selvom det er en teknisk betegnelse — der stammer fra en international klassifikation fra Verdenssundhedsorganisationen [1] — ved alle, hvad ”funktionsevne” betyder. Gennem hele livet oplever vi alle smerte, angst, træthed og svaghed, stive led, sår på huden og mange andre funktionsnedsættelser, der påvirker, hvordan vi bevæger os, sanser verden eller tænker over ting. Disse oplevelser betyder noget for os i forhold til vores helbredstilstand. Når vi opdager, at vi ikke længere kan gå op ad trapper uden at have ondt, gå lige så langt som før, vaske os eller klæde os på, læse en bog, skabe og bevare venskaber, lave lektier, passe skolen eller udføre vores job, så er disse konkrete, virkelige udfordringer den levede erfaring af helbred.

Der er intet mystisk ved funktionsevne, selvom vi har en tendens til alene at fokusere på den, når der opstår et problem. Men problemer med funktionsevne er ikke blot almindelige — gennem hele vores livsforløb — de definerer i høj grad, hvad det vil sige at være menneske. Vi kommer alle til skade, får sygdomme, og med tiden, når vi bliver ældre, mister vi alle evnen til at gøre det, vi ønsker, på den måde vi ønsker, eller som samfundet forventer af os. Alles helbred forværres; alle dør. Ja, alle ved, hvad funktionsevne betyder.

Sundhedsprofessionelle, og især ergoterapeuter, forstår vigtigheden af at forstå, hvad en persons helbredstilstand betyder for deres daglige liv. Symptomer og funktionsnedsættelser er grunden til, at folk søger behandling til at begynde med. Deres liv bliver påvirket; dårligt helbred står i vejen. Sundhedsprofessionelle, og igen, især ergoterapeuter, forstår også, at selvom begrænsninger i funktionsevne kan være knyttet til sygdomme, skader og andre dårlige helbredstilstande, afhænger deres indvirkning på folks liv også i høj grad af verden omkring dem: af vejret, af de menneskeskabte omgivelser og hvordan redskaber og produkter er konstrueret, af andre menneskers holdninger og overbevisninger samt af kravene og forventningerne fra familie, skole og arbejde.

Et problem med funktionsevne — eller et handicap, som det ofte kaldes — er resultatet af samspillet mellem det, kroppen kan, og miljøets krav. Det er derfor, helbred betyder noget for os og er afgørende for vores velbefindende. [2] Vi kan hjælpe mennesker med funktionsevneproblemer enten ved at øge deres kapacitet eller ved at ændre miljøets krav gennem tilpasning eller hjælpemidler. Dette er selvsagt den strategi inden for sundhed, som vi kalder for rehabilitering. [3]

Den tredje sundhedsindikator

Det er bemærkelsesværdigt, at netop sundhedsvidenskabsfolk, især epidemiologer, har skullet overbevises om, at funktionsevne er den dimension af helbredet, der har størst betydning for mennesker. Traditionelt har de insisteret på, at for at vide alt, hvad der er vigtigt at vide om en persons eller en hel befolknings sundhed, skal man vide, hvor længe de lever (mortalitet), og hvilke sygdomme eller skader de har (morbiditet). I 2001 informerede WHO verden om, at der findes en tredje sundhedsindikator — funktionsevne. [4] Selvfølgelig er det vigtigt at vide, hvor længe folk lever, og hvilke sygdomme de har, men det, der virkelig betyder noget for folk, er, hvordan deres helbred påvirker deres liv, hvad de kan og ikke kan gøre, og hvordan det påvirker deres planer og ambitioner. Det, der betyder noget, er funktionsevne.

Tænk for eksempel på Covid-19. Under epidemien var der en enorm optagethed af at finde ud af, hvor mange mennesker der ville blive smittet med sygdommen, og hvor mange der ville dø. Men det, man også havde brug for at vide, var, hvordan infektionen påvirkede folks daglige liv — både mens de havde sygdommen og bagefter. De fleste lande har ret robuste datasystemer til at indsamle oplysninger om mortalitet og morbiditet. Men i kapløbet om at finde ud af, hvor mange der døde af Covid, var det kun de færreste lande, der indsamlede data om funktionsevne, selvom sådanne data rutinemæssigt indsamles af sundhedsprofessionelle på forskellig vis. Behovet for at vide, hvordan mennesker levede med Covid, hvordan deres funktionsevne ændrede sig over tid, eller hvordan den kunne forbedres, blev stort set ignoreret.

To tendenser vil præge fremtiden

Men dette er ved at ændre sig. Vi hører, at der er to store tendenser inden for folkesundhed, der vil præge vores fremtid: befolkningens aldring og den øgede forekomst af ikke-smitsomme sygdomme — demens, hjerte- og lungesygdomme, diabetes og depression. [5] Det, disse to tendenser har til fælles, er, at mennesker lever længere, men oplever dårligere helbred som følge af sygdomme, der er langvarige og invaliderende. Med andre ord vil fremtidens sundhed i stigende grad blive vurderet og behandlet, ikke som et spørgsmål om for tidlig død, men som et spørgsmål om problemer med funktionsevne eller handicap. Det er ikke uden grund, at WHO har argumenteret for, at rehabilitering vil blive den centrale sundhedsstrategi i det 21. århundrede. [6]

Men hvis alle intuitivt ved, hvad funktionsevne er, hvis rehabiliteringsprofessionelle dagligt arbejder med deres patienters funktionsevne, og hvis dette sundhedsfænomen bliver stadigt vigtigere for menneskers liv, hvorfor fokuserer sundhedsvidenskaben så på mortalitet og morbiditet?

Sundhedsvidenskaben fokuserer i dag på mortalitet og morbiditet, men der findes en tredje sundhedsindikator: Funktionsevnen, som i virkeligheden er det, der betyder noget for folk. Lige nu står vi midt i en videnskabelig revolution omkring funktionsevne, og med tiden vil det blive muligt for en ergoterapeut ikke blot at få et præcist overblik over en patients funktionsevnetilstand, men også at kortlægge specifikke udviklingsforløb i funktionsevne over tid for individuelle funktionsnedsættelser, skriver Jerome Bickenbach i denne artikel.

Selvom det er en teknisk betegnelse — der stammer fra en international klassifikation fra Verdenssundhedsorganisationen [1] — ved alle, hvad ”funktionsevne” betyder. Gennem hele livet oplever vi alle smerte, angst, træthed og svaghed, stive led, sår på huden og mange andre funktionsnedsættelser, der påvirker, hvordan vi bevæger os, sanser verden eller tænker over ting. Disse oplevelser betyder noget for os i forhold til vores helbredstilstand. Når vi opdager, at vi ikke længere kan gå op ad trapper uden at have ondt, gå lige så langt som før, vaske os eller klæde os på, læse en bog, skabe og bevare venskaber, lave lektier, passe skolen eller udføre vores job, så er disse konkrete, virkelige udfordringer den levede erfaring af helbred.

Der er intet mystisk ved funktionsevne, selvom vi har en tendens til alene at fokusere på den, når der opstår et problem. Men problemer med funktionsevne er ikke blot almindelige — gennem hele vores livsforløb — de definerer i høj grad, hvad det vil sige at være menneske. Vi kommer alle til skade, får sygdomme, og med tiden, når vi bliver ældre, mister vi alle evnen til at gøre det, vi ønsker, på den måde vi ønsker, eller som samfundet forventer af os. Alles helbred forværres; alle dør. Ja, alle ved, hvad funktionsevne betyder.

Sundhedsprofessionelle, og især ergoterapeuter, forstår vigtigheden af at forstå, hvad en persons helbredstilstand betyder for deres daglige liv. Symptomer og funktionsnedsættelser er grunden til, at folk søger behandling til at begynde med. Deres liv bliver påvirket; dårligt helbred står i vejen. Sundhedsprofessionelle, og igen, især ergoterapeuter, forstår også, at selvom begrænsninger i funktionsevne kan være knyttet til sygdomme, skader og andre dårlige helbredstilstande, afhænger deres indvirkning på folks liv også i høj grad af verden omkring dem: af vejret, af de menneskeskabte omgivelser og hvordan redskaber og produkter er konstrueret, af andre menneskers holdninger og overbevisninger samt af kravene og forventningerne fra familie, skole og arbejde.

Et problem med funktionsevne — eller et handicap, som det ofte kaldes — er resultatet af samspillet mellem det, kroppen kan, og miljøets krav. Det er derfor, helbred betyder noget for os og er afgørende for vores velbefindende. [2] Vi kan hjælpe mennesker med funktionsevneproblemer enten ved at øge deres kapacitet eller ved at ændre miljøets krav gennem tilpasning eller hjælpemidler. Dette er selvsagt den strategi inden for sundhed, som vi kalder for rehabilitering. [3]

Den tredje sundhedsindikator

Det er bemærkelsesværdigt, at netop sundhedsvidenskabsfolk, især epidemiologer, har skullet overbevises om, at funktionsevne er den dimension af helbredet, der har størst betydning for mennesker. Traditionelt har de insisteret på, at for at vide alt, hvad der er vigtigt at vide om en persons eller en hel befolknings sundhed, skal man vide, hvor længe de lever (mortalitet), og hvilke sygdomme eller skader de har (morbiditet). I 2001 informerede WHO verden om, at der findes en tredje sundhedsindikator — funktionsevne. [4] Selvfølgelig er det vigtigt at vide, hvor længe folk lever, og hvilke sygdomme de har, men det, der virkelig betyder noget for folk, er, hvordan deres helbred påvirker deres liv, hvad de kan og ikke kan gøre, og hvordan det påvirker deres planer og ambitioner. Det, der betyder noget, er funktionsevne.

Tænk for eksempel på Covid-19. Under epidemien var der en enorm optagethed af at finde ud af, hvor mange mennesker der ville blive smittet med sygdommen, og hvor mange der ville dø. Men det, man også havde brug for at vide, var, hvordan infektionen påvirkede folks daglige liv — både mens de havde sygdommen og bagefter. De fleste lande har ret robuste datasystemer til at indsamle oplysninger om mortalitet og morbiditet. Men i kapløbet om at finde ud af, hvor mange der døde af Covid, var det kun de færreste lande, der indsamlede data om funktionsevne, selvom sådanne data rutinemæssigt indsamles af sundhedsprofessionelle på forskellig vis. Behovet for at vide, hvordan mennesker levede med Covid, hvordan deres funktionsevne ændrede sig over tid, eller hvordan den kunne forbedres, blev stort set ignoreret.

To tendenser vil præge fremtiden

Men dette er ved at ændre sig. Vi hører, at der er to store tendenser inden for folkesundhed, der vil præge vores fremtid: befolkningens aldring og den øgede forekomst af ikke-smitsomme sygdomme — demens, hjerte- og lungesygdomme, diabetes og depression. [5] Det, disse to tendenser har til fælles, er, at mennesker lever længere, men oplever dårligere helbred som følge af sygdomme, der er langvarige og invaliderende. Med andre ord vil fremtidens sundhed i stigende grad blive vurderet og behandlet, ikke som et spørgsmål om for tidlig død, men som et spørgsmål om problemer med funktionsevne eller handicap. Det er ikke uden grund, at WHO har argumenteret for, at rehabilitering vil blive den centrale sundhedsstrategi i det 21. århundrede. [6]

Men hvis alle intuitivt ved, hvad funktionsevne er, hvis rehabiliteringsprofessionelle dagligt arbejder med deres patienters funktionsevne, og hvis dette sundhedsfænomen bliver stadigt vigtigere for menneskers liv, hvorfor fokuserer sundhedsvidenskaben så på mortalitet og morbiditet?