Nye tiltag i form af reformer og aftaler som sundhedsreform, ældrereform og aftale om ligestilling og integration af psykiatri og somatik vælter ind over os, og snart følger også en beskæftigelsesreform og en ny folkesundhedslov. Alle reformer og aftaler samt de love, der følger i kølvandet på dem, får betydning for ergoterapeuters arbejde. Et arbejde, som med reformerne bliver endnu vigtigere.

Af alle faggrupper ved ergoterapeuter, at når sundhed er målet, skal fokus ikke kun være på symptomlindring eller forlængelse af livet. Funktionsevne og et meningsfuldt liv skal følge med, og det er en tendens, der vinder frem. En tænketank, som har efterfulgt ”Hvidbog om rehabilitering”, foreslår nu, at funktionsevne på linje med symptomer og overlevelse skal være en indikator på sundhed. En tendens, som også er beskrevet i artiklen ”Funktionsevnerevolutionen og ergoterapi” på side 34 i magasinet her.

Desværre er der i de nye reformtiltag — specielt i sundhedsreformen — for lidt fokus på rehabilitering og funktionsevne. Ikke desto mindre giver nye tiltag altid mulighed for nytænkning. I relation til personer med rehabiliteringsbehov gælder nytænkningen, hvordan funktionsevne kan styrkes, når et stærkere tværfagligt samarbejde på tværs af alle velfærdsområder forhåbentlig vil resultere i mere sammenhængende behandlingsforløb.

Som den bedst uddannede rehabiliteringsprofession har ergoterapeuter de bedste forudsætninger for i alle sammenhænge at invitere til dialog og gøre opmærksom på, at befolkningens sundhed samt lighed i sundhed kræver fokus på funktionsevne. Det gælder i praksis, i udviklingen af praksis og ikke mindst i forskningen.

Det er godt, at regionerne med den nye sundhedsreform i højere grad forpligtes til at skabe sammenhæng. Men rehabilitering skal stadigvæk primært foregå i kommunerne, som ikke ved lov er forpligtet til at forske. Kommunerne har dog stigende interesse i forskning, og når fokus er på rehabilitering og funktionsevne har ergoterapeuter særligt gode forudsætninger for kommunal forskning. Det gælder specielt den forskning, der udvikles i en gensidig forståelse mellem praksis og forskning, og som sikrer at forskningsresultater implementeres efterfølgende.

Det er der gode eksempler på i Ergoterapeuten Forskning, god fornøjelse med læsningen.
​
Claus Vinther Nielsen
Socialoverlæge og professor​

Nye tiltag i form af reformer og aftaler som sundhedsreform, ældrereform og aftale om ligestilling og integration af psykiatri og somatik vælter ind over os, og snart følger også en beskæftigelsesreform og en ny folkesundhedslov. Alle reformer og aftaler samt de love, der følger i kølvandet på dem, får betydning for ergoterapeuters arbejde. Et arbejde, som med reformerne bliver endnu vigtigere.

Af alle faggrupper ved ergoterapeuter, at når sundhed er målet, skal fokus ikke kun være på symptomlindring eller forlængelse af livet. Funktionsevne og et meningsfuldt liv skal følge med, og det er en tendens, der vinder frem. En tænketank, som har efterfulgt ”Hvidbog om rehabilitering”, foreslår nu, at funktionsevne på linje med symptomer og overlevelse skal være en indikator på sundhed. En tendens, som også er beskrevet i artiklen ”Funktionsevnerevolutionen og ergoterapi” på side 34 i magasinet her.

Desværre er der i de nye reformtiltag — specielt i sundhedsreformen — for lidt fokus på rehabilitering og funktionsevne. Ikke desto mindre giver nye tiltag altid mulighed for nytænkning. I relation til personer med rehabiliteringsbehov gælder nytænkningen, hvordan funktionsevne kan styrkes, når et stærkere tværfagligt samarbejde på tværs af alle velfærdsområder forhåbentlig vil resultere i mere sammenhængende behandlingsforløb.

Som den bedst uddannede rehabiliteringsprofession har ergoterapeuter de bedste forudsætninger for i alle sammenhænge at invitere til dialog og gøre opmærksom på, at befolkningens sundhed samt lighed i sundhed kræver fokus på funktionsevne. Det gælder i praksis, i udviklingen af praksis og ikke mindst i forskningen.

Det er godt, at regionerne med den nye sundhedsreform i højere grad forpligtes til at skabe sammenhæng. Men rehabilitering skal stadigvæk primært foregå i kommunerne, som ikke ved lov er forpligtet til at forske. Kommunerne har dog stigende interesse i forskning, og når fokus er på rehabilitering og funktionsevne har ergoterapeuter særligt gode forudsætninger for kommunal forskning. Det gælder specielt den forskning, der udvikles i en gensidig forståelse mellem praksis og forskning, og som sikrer at forskningsresultater implementeres efterfølgende.

Det er der gode eksempler på i Ergoterapeuten Forskning, god fornøjelse med læsningen.
​
Claus Vinther Nielsen
Socialoverlæge og professor​