Vi skal udfordre ergoterapiens teoretiske grundlag
Vi skal udfordre ergoterapiens teoretiske grundlag
Med udgangspunkt i sin egen position som hvid, klasseprivilegeret og ciskønnet kvinde udfordrer den canadiske ergoterapeut og anerkendte forsker Karen Whalley Hammell i artiklen her det teoretiske grundlag, som den ergoterapeutiske profession hviler på. Hun fremhæver blandt andet problematiske antagelser om de gængse aktivitetskategorier og opfordrer alle ergoterapeuter til kritisk refleksion.
Illustration: Sidsel Brandt
Vores teorier og begrebsmodeller afgrænser den unikke viden og de særlige antagelser, der kendetegner ergoterapien. Desuden danner teorierne og begrebsmodellerne grundlaget for vores ergoterapeutiske praksis (Hammell, 2019). Hensigten med denne artikel er at understrege, at det er helt afgørende, at vi udfordrer det ergoterapeutiske områdes teoretiske grundlag og sætter spørgsmålstegn ved, om de teorier, der er toneangivende i professionen, er tilstrækkelige.
Det er relevant først at eksplicitere min position som hvid, heteroseksuel, klasseprivilegeret, endnu ikke funktionshæmmet, ciskønnet kvinde. (At være ciskønnet vil sige at identificere sig med sit biologiske køn). Jeg er bevidst om de materielle og aktivitetsmæssige fordele samt sociale privilegier, jeg har i kraft af min lyse hud og det forhold, at jeg er sund og rask. Og jeg erkender, at jeg ikke har gjort mig fortjent til disse fordele og privilegier. Endvidere anerkender jeg at være bærer af en verdensforståelse eller et perspektiv, der er afledt af min position, og som former min måde at tænke på. Et perspektiv, der nødvendigvis må være begrænset, partisk og ukomplet.
Teorier der er afledt af et minoritetsperspektiv
Ergoterapien har været domineret af teorier og praksismodeller fra det globale nord, og de udgår fra et minoritetsperspektiv med følgende elementer: hvid race, eurocentrisme, et jødisk-kristent værdigrundlag, urban middelklasse, heteronormativitet og ableisme (Hammell, 2009, 2020a). Dette unikke perspektiv er blevet fremstillet som ”universelt” (Hammel 2020a), og de teorier og modeller, det underbygger, præsenteres internationalt som om de var ”korrekte”.
Kritikere har imidlertid bestridt antagelsen om teoretiske perspektivers universalisme og påpeget, at de toneangivende teorier i ergoterapien afspejler unikke perspektiver, der deles af privilegerede eliter (Hammell, 2009; Iwama, 2006). Problemet er ikke forestillingen om universalisme i sig selv eller antagelsen om, at mennesker deler grundlæggende værdier. Problemet er, at det, som faktisk er et eurocentrisk hegemoni, fremstår som universalisme (Appiah, 1992) og derfor gennemtvinger bestemte værdier og perspektiver, mens andre værdier og perspektiver skjules og fremstår som uvæsentlige.
Antagelser som er indlejret i vores teoretiske status quo
De toneangivende ergoterapeutiske teorier har påvirket forestillinger i ergoterapien om, hvilke aktiviteter man ”bør” være engageret i - egenomsorg (self-care), arbejde (at være og blive produktiv) og engagement i fritidsaktiviteter, der har et element af selvrealisering. Disse kategorier bygger ikke på empirisk evidens; faktisk er der betydelig evidens for, at disse restriktive kategorier hverken er tilstrækkelige eller valide (Hammell, 2020a). De teorier, der har lært studerende, at egenomsorg, produktivitet og selvrealiserende fritidsaktiviteter er vores ”aktivitetsformål” (Townsend & Polatajko, 2013, s. 23), kommer også til kort i forhold til at adressere kritikken om, at produktivitet ”nødvendigvis indgår i en ableistisk diskurs” (Devlin & Pothier, 2006, s.18).
Ved udelukkende at fokusere på de tre aktivitetskategorier, der anses for væsentlige af minoritetsforskere, har ergoterapien sløret, overset og devalueret andre aktivitetskategorier, som servicebrugerne anser for væsentlige, herunder aktiviteter, der styrker relationer til familie, lokalsamfund, forfædre og kulturer; aktiviteter, der fokuserer på at styrke ressourcesøgning og overlevelse; aktiviteter, der har til formål at styrke håb eller kreativitet; aktiviteter, der vælges for at styrke kønsidentitet; eller aktiviteter, der tjener til at markere modstand mod noget (Hammell, 2020a).
Desuden har vores profession ikke formået at forklare prioritering blandt mennesker, som engagerer sig i delte, kollektive eller kooperative aktiviteter, fordi disse aktiviteter skaber mulighed for at skabe gensidig afhængighed (Asaba, 2008; Iwama, 2006): aktiviteter, der gennemføres for at bidrage til andres velvære; påkalde gensidig forståelse; berige relationer; styrke sociale roller og leve op til ansvar for og forpligtelser i forhold til andre (Hammell, 2020a). Endvidere har man kun i begrænset omfang fokuseret på bredere problemstillinger som klima- og miljøkrisens indvirkning på engagement i forskellige aktiviteter, sundhed og velfærd (Hammell, 2021).
Ergoterapeutiske teorier har fokuseret på uafhængighed, autonomi og forestillingen om, at alle mennesker kan tage aktivitetssrelaterede beslutninger på et ”oplyst og velovervejet grundlag” (Wilcock & Hocking, 2015, s.429). Dette er i tråd med den allestedsnærværende og toneangivende sociopolitiske myte om meritokrati, der fremstiller succes (i forhold til brugernes aktiviteter) som resultatet af individuelle færdigheder, målrettethed og indsats. Eftersom denne ideologi overser de sociale faktorer, der begrænser deltagelse i aktiviteter, placeres ansvaret for begrænsninger i handikappede menneskers deltagelse i aktiviteter hos dem selv (Hammell, 2020b).
Med udgangspunkt i sin egen position som hvid, klasseprivilegeret og ciskønnet kvinde udfordrer den canadiske ergoterapeut og anerkendte forsker Karen Whalley Hammell i artiklen her det teoretiske grundlag, som den ergoterapeutiske profession hviler på. Hun fremhæver blandt andet problematiske antagelser om de gængse aktivitetskategorier og opfordrer alle ergoterapeuter til kritisk refleksion.
Illustration: Sidsel Brandt
Vores teorier og begrebsmodeller afgrænser den unikke viden og de særlige antagelser, der kendetegner ergoterapien. Desuden danner teorierne og begrebsmodellerne grundlaget for vores ergoterapeutiske praksis (Hammell, 2019). Hensigten med denne artikel er at understrege, at det er helt afgørende, at vi udfordrer det ergoterapeutiske områdes teoretiske grundlag og sætter spørgsmålstegn ved, om de teorier, der er toneangivende i professionen, er tilstrækkelige.
Det er relevant først at eksplicitere min position som hvid, heteroseksuel, klasseprivilegeret, endnu ikke funktionshæmmet, ciskønnet kvinde. (At være ciskønnet vil sige at identificere sig med sit biologiske køn). Jeg er bevidst om de materielle og aktivitetsmæssige fordele samt sociale privilegier, jeg har i kraft af min lyse hud og det forhold, at jeg er sund og rask. Og jeg erkender, at jeg ikke har gjort mig fortjent til disse fordele og privilegier. Endvidere anerkender jeg at være bærer af en verdensforståelse eller et perspektiv, der er afledt af min position, og som former min måde at tænke på. Et perspektiv, der nødvendigvis må være begrænset, partisk og ukomplet.
Teorier der er afledt af et minoritetsperspektiv
Ergoterapien har været domineret af teorier og praksismodeller fra det globale nord, og de udgår fra et minoritetsperspektiv med følgende elementer: hvid race, eurocentrisme, et jødisk-kristent værdigrundlag, urban middelklasse, heteronormativitet og ableisme (Hammell, 2009, 2020a). Dette unikke perspektiv er blevet fremstillet som ”universelt” (Hammel 2020a), og de teorier og modeller, det underbygger, præsenteres internationalt som om de var ”korrekte”.
Kritikere har imidlertid bestridt antagelsen om teoretiske perspektivers universalisme og påpeget, at de toneangivende teorier i ergoterapien afspejler unikke perspektiver, der deles af privilegerede eliter (Hammell, 2009; Iwama, 2006). Problemet er ikke forestillingen om universalisme i sig selv eller antagelsen om, at mennesker deler grundlæggende værdier. Problemet er, at det, som faktisk er et eurocentrisk hegemoni, fremstår som universalisme (Appiah, 1992) og derfor gennemtvinger bestemte værdier og perspektiver, mens andre værdier og perspektiver skjules og fremstår som uvæsentlige.
Antagelser som er indlejret i vores teoretiske status quo
De toneangivende ergoterapeutiske teorier har påvirket forestillinger i ergoterapien om, hvilke aktiviteter man ”bør” være engageret i - egenomsorg (self-care), arbejde (at være og blive produktiv) og engagement i fritidsaktiviteter, der har et element af selvrealisering. Disse kategorier bygger ikke på empirisk evidens; faktisk er der betydelig evidens for, at disse restriktive kategorier hverken er tilstrækkelige eller valide (Hammell, 2020a). De teorier, der har lært studerende, at egenomsorg, produktivitet og selvrealiserende fritidsaktiviteter er vores ”aktivitetsformål” (Townsend & Polatajko, 2013, s. 23), kommer også til kort i forhold til at adressere kritikken om, at produktivitet ”nødvendigvis indgår i en ableistisk diskurs” (Devlin & Pothier, 2006, s.18).
Ved udelukkende at fokusere på de tre aktivitetskategorier, der anses for væsentlige af minoritetsforskere, har ergoterapien sløret, overset og devalueret andre aktivitetskategorier, som servicebrugerne anser for væsentlige, herunder aktiviteter, der styrker relationer til familie, lokalsamfund, forfædre og kulturer; aktiviteter, der fokuserer på at styrke ressourcesøgning og overlevelse; aktiviteter, der har til formål at styrke håb eller kreativitet; aktiviteter, der vælges for at styrke kønsidentitet; eller aktiviteter, der tjener til at markere modstand mod noget (Hammell, 2020a).
Desuden har vores profession ikke formået at forklare prioritering blandt mennesker, som engagerer sig i delte, kollektive eller kooperative aktiviteter, fordi disse aktiviteter skaber mulighed for at skabe gensidig afhængighed (Asaba, 2008; Iwama, 2006): aktiviteter, der gennemføres for at bidrage til andres velvære; påkalde gensidig forståelse; berige relationer; styrke sociale roller og leve op til ansvar for og forpligtelser i forhold til andre (Hammell, 2020a). Endvidere har man kun i begrænset omfang fokuseret på bredere problemstillinger som klima- og miljøkrisens indvirkning på engagement i forskellige aktiviteter, sundhed og velfærd (Hammell, 2021).
Ergoterapeutiske teorier har fokuseret på uafhængighed, autonomi og forestillingen om, at alle mennesker kan tage aktivitetssrelaterede beslutninger på et ”oplyst og velovervejet grundlag” (Wilcock & Hocking, 2015, s.429). Dette er i tråd med den allestedsnærværende og toneangivende sociopolitiske myte om meritokrati, der fremstiller succes (i forhold til brugernes aktiviteter) som resultatet af individuelle færdigheder, målrettethed og indsats. Eftersom denne ideologi overser de sociale faktorer, der begrænser deltagelse i aktiviteter, placeres ansvaret for begrænsninger i handikappede menneskers deltagelse i aktiviteter hos dem selv (Hammell, 2020b).
Karen Whalley Hammell
Ergoterapeut, ph.d. og æresprofessorBritish Columbia Universitet i Vancouver, Canada
Fejlbehæftede praksisser der bygger på fejlbehæftede teorier
Kritisk analyse har afsløret blinde vinkler i ergoterapiteorier, der er præget af hvide fra det globale nord, der har skjult ulighed, herunder racisme, kønsdiskrimination og kønsbinarisme og disses indvirkning på valg af og deltagelse i aktiviteter (Hammell, 2020b).
Ableisme er en ideologi, der anser typiske eller almindeligt forekommende kroppe, sind eller evner for at være overlegne, og som karakteriserer mennesker med enhver funktionsnedsættelse som mangelfulde og mindreværdige (Campbell, 2008). Disse teorier, som er blevet påtvunget det globale syd på samme måde som kolonielle praksisser, har skævvredet grundlaget for ergoterapien og efterladt et utilstrækkeligt grundlag for en profession, der har en forpligtelse til at fremme retten til aktivitet og deltagelse.
I tråd med ergoterapiens knæfald for den sociopolitiske status quo fokuserer man også primært på at håndtere individuelle problemer, mens man overser uretfærdighed, der er indlejret i det omgivende miljø. Eksempelvis har ergoterapeuter, som arbejder for at få flere racialiserede mennesker med rygmarvsskade i arbejde, ofte afgrænset deres fokus til individuel adfærd og individuelle evner og dermed overset de ableistiske og racistiske barrierer, der afholder denne gruppe fra at opnå beskæftigelse, herunder diskrimination i form af diskriminerende transportmuligheder og ulige beskæftigelsesmuligheder.
Ved at fokusere på individuel adfærd overses også veletablerede uligheder mellem hvide og etniske minoriteter, som består, selv efter at der er opnået lighed på uddannelseslængde (Krause et al., 2010). Tilsvarende overses den betydelige ulighed i indtægtsniveau mellem de hvide handikappede og de farvede handikappede, som opnår beskæftigelse (Krause et al., 2010).
Det er indlysende, at ergoterapeuter, som fastholder et ensidigt fokus på individniveau-ændringer, bærer et medansvar for at opretholde disse former for diskrimination og for at forevige de aktivitetsmæssige fordele, som tilfalder sunde og raske hvide mennesker.
Systemisk uretfærdighed er fasttømrede strukturer eller systemer i form af politikker og praksisser, som fastholder ulighed i alle livets aspekter. Systemisk uretfærdighed determinerer, hvad der er af livs- og valgmuligheder og fastholder dermed de fordele og muligheder, som hvide, sunde og raske, heteronormative mennesker har i sig selv. Denne uretfærdighed har rødder i kolonialismen, hvor hierarkiske klassifikationssystemer blev etableret for at positionere hvide mennesker over alle andre og påtvinge os alle en binær kønsopfattelse, der positionerer mænd som overlegne i forhold til kvinder og fastholder ideen om heteronormativitet (Lugones, 2007; Pihama, 2019).
Disse socialt konstruerede hierarkier var udtænkt for at muliggøre og retfærdiggøre ulighed i kolonitiden og få uretfærdighed til at fremstå som noget ”naturligt”. I dag tjener de til at fastholde og genskabe ideologier, der bygger på over- og underlegenhed og til at forevige de ufortjente fordele, som tilfalder sunde og raske hvide mennesker (især mænd), der tilhører de privilegerede socioøkonomiske klasser.
Det er afgørende, at ergoterapeuter anerkender ovenstående, eftersom racisme, ableisme, kønsdiskrimination og -binarisme er forbundne og overlappende størrelser, der hver især er med til at fastholde en bestemt forståelse af, hvad en normal og ønskværdig krop er; og som hver især fastholder, at de uretfærdige fordele og privilegier, som tilfalder de, der er sunde og raske hvide ciskønnede mænd er ”naturlige”; og som hver især begrænser aktivitetsmuligheder og -valg for alle de mennesker, som ikke passer på disse konstruerede normer (Hammell, 2020b, 2023).
Aktivitetsmuligheder og -valg er socialt determinerede størrelser. Evidensbaseret forskning viser, at racisme, kønsdiskrimination, ulighed baseret på klasse- og kastetilhørsforhold, patriarkisme, kvindehad, ableisme og disableisme, heteronormativitet og kønsbinarisme - som alle er veldokumenterede determinanter af sundhed og velvære - også determinerer engagement i aktiviteter (Hammell, 2020a; 2020b).
Ableistiske samfund diskriminerer til fordel for den dominante befolkning ved at sørge for, at mennesker med handikap ikke har adgang til de samme fordele som deres sunde og raske medborgere (Robertson, 2016). Alligevel har der i ergoterapeutisk teoridannelse kun været udvist begrænset interesse for at fokusere på og udfordre, hvordan ableisme og disablisme giver form til, begrænser og krænker handikappede menneskers aktivitetsmæssige muligheder og rettigheder.
Faktisk synliggør de aktivitetsmæssige uretfærdigheder nogle af de ”hvide løgne”, der findes i ergoterapeutisk teori; herunder at aktivitetsmæssige muligheder afhænger af individets vilje og evne, og at alle mennesker kan vælge deres daglige aktiviteter (Hammell, 2020b). I modsætning hertil viser forskningen, at ”den kontekst, i hvilken al menneskelig aktivitet udvikles, udgør et vilkår, som begrænser valg- og handlemuligheder” (Ottersen et al., 2014, s. 635).
Vi skal leve op til ergoterapiens fordringer
Den internationale ergoterapeutforening, World Federation of Occupational Therapists (WFOT, 2019), understreger, at enhver ergoterapeut er forpligtet til at modarbejde systemisk diskrimination og uretfærdighed i form af eksempelvis racisme og til at fremme aktivitetsrelaterede rettigheder.
Hvis vi skal honorere disse fordringer, kræver det helt grundlæggende ændringer i vores profession, som indtil nu kun har udvist begrænset interesse i at forstå, hvordan systemisk uretfærdighed giver form og retning til ergoterapien.
Filosoffer indikerer, at i fraværet af kritisk tænkning antager individet uundgåeligt og ubevidst ideer og praksisser, der kendetegner og styrker status quo (Shaull, 1993). Ergoterapien kan kun udvikle sig til en profession, som fremmer aktivitetsrelaterede rettigheder, hvis vi kritisk udfordrer status quo, adskiller professionens teorier fra deres dybe rødder i kolonitiden og nægter at individualisere problemer, der skyldes systemisk uretfærdighed.
Referencer
Appiah, K.A. (1992) In my father’s house: Africa in the philosophy of culture. Oxford: Oxford University Press.
Asaba, E. (2008) Hashi-ire: Where occupation, chopsticks, and mental health intersect. Journal of Occupational Science, 15, 74-79.
Campbell, F.A.K. (2008) Exploring internalized ableism using critical race theory. Disability and Society, 23(2):151-162.
Devlin, R., & Pothier, D. (2006) Introduction: Toward a critical theory of dis-citizenship. In D. Pothier, & R. Devlin. (Eds.). Critical disability theory: essays in philosophy, politics, policy, and law, (pp.1-22.), Vancouver: UBC Press.
Hammell, K.W. (2009) Self-care, productivity and leisure, or dimensions of occupational experience? Rethinking occupational “categories”. Canadian Journal of Occupational Therapy, 76(2),107-114. doi:10.1177/000841740907600208
Hammell, K.W. (2019) Building globally relevant occupational therapy from the strength of our diversity. World Federation of Occupational Therapists’ Bulletin, 75(1),13-26. doi:10.1080/14473828.2018.1529480
Hammell, K.W. (2020a) Engagement in living: Critical perspectives on occupation, rights and wellbeing. Ottawa, ONT: CAOT Publications ACE.
Hammell, K.W. (2020b) Making Choices from the Choices we have: The Contextual-Embeddedness of Occupational Choice. Canadian Journal of Occupational Therapy. 87(5),400-411. doi:10.1177/000841742096574
Hammell, K.W. (2021) Occupation in Natural Environments; Health Equity and Environmental Justice. Canadian Journal of Occupational Therapy. 2021;88(4),319-328. doi:10.1177/00084174211040000
Hammell, K.W. (2023) A call to resist occupational therapy’s promotion of ableism. Scandinavian Journal of Occupational Therapy, 30(6),745-757. doi:10.1080/11038128.2022.2130821
Iwama, M.K. (2006) The Kawa model: Culturally relevant occupational therapy. Edinburgh: Elsevier.
Krause, J.S., Saunders, L., & Staten, D. (2010). Race-ethnicity, education, and employment after spinal cord injury. Rehabilitation Counseling Bulletin, 53, 78-86. doi:10.1177/0034355209345161
Lugones, M. (2007) Heterosexualism and the colonial/modern gender system. Hypatia, 2(1),186-209. doi:10.1111/j.1527-2001.2007.tb01156.x
Ottersen, O.P., Dasgupta, J., Bloiun, C., Buss, P., Chongsuvivatwong, V., Frenk, J, et al. (2014) The Lancet-Univeristy of Oslo Commission on global governance for health. The political origins of health inequity: prospects for change. Lancet, 383, 630-667. doi:10.1016/S0140-6736(13)62407-1
Pihama, L. (2019) Colonization and the importation of ideologies of race, gender, and class in Aotearoa. In, E.A. McKinley & L.T. Smith (Eds.), Handbook of Indigenous Education. (pp. 1-20). Singapore: Springer Nature.
Robertson, J. (2016). Exploring the conceptualization of disability and demographics as “facts”. In, J. Robertson & G. Larson, (Eds.), Disability and social change: A progressive Canadian approach, (pp.45-64), Halifax: Fernwood.
Shaull, R. (1993) Foreword. In P. Freire, Pedagogy of the oppressed. New York: Continuum.
Townsend, E.A., & Polatajko, H. (2013) Enabling occupation II: advancing an occupational therapy vision for health, well-being & justice through occupation, 2nd edn. Ottawa, ONT: CAOT Publications ACE.
Wilcock, A.A., & Hocking. C. (2015) An occupational perspective of health. 3rd edition. Thorofare, NJ: Slack.
WFOT; World Federation of Occupational Therapists. (2019) Position Statement: Occupational therapy and human rights (revised). www.wfot.org