Nej til kondicykel

I et forsøg på at komme uligheden til livs var et af målene i projektet netop at tilpasse diabetesrehabiliteringsindsatsen i den pågældende kommune, så indsatsen i højere grad kom til at matche borgernes ønsker. Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen forventer, at andre kommuner kan drage nytte af projektets resultater.

Grundlaget for at tilpasse indsatsen var en analyse af eksisterende henvisningspraksis, deltagelse og frafald samt borgernes og de sundhedsprofessionelles oplevelser af det eksisterende kommunale tilbud.

- Generelt oplevede de ressourcestærke borgere, at det var fedt at møde op og træne igennem på en kondicykel eller deltage i holdtræning. Borgere i sårbare positioner kunne derimod ikke se sig selv i de eksisterende tilbud. De mennesker er der et massivt behov for at nå med diabetesrehabiliteringen, og dem rammer vi ikke med de tilbud, der er i dag, forklarer Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen og fortsætter:

- Det efterlader os med spørgsmålene: Hvad skræmmer borgere væk fra de fine tilbud, der er i kommunerne? Og hvordan får vi fat i de mennesker, der har allerstørst behov for diabetesrehabilitering? 

Personlig motivation

De to spørgsmål får ikke lov til at stå ubesvarede hen. I et ph.d.-projekt, hvor Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen er vejleder for ph.d.-studerende Mette Falk Brekke, undersøger de nemlig i et af studierne, i hvor høj grad den viden og praksis, borgerne tilegner sig i diabetesrehabiliteringen, kan overføres til deres eget hverdagsliv.

I studiet udgjorde blandt andet fokusgruppeinterviews med både ressourcestærke borgere og borgere i sårbare positioner datagrundlaget. Resultaterne er endnu ikke publiceret, men Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen fortæller:

- Resultaterne indgår i udviklingen af, hvordan vi kan udforme tilbuddet, så vi i højere grad arbejder med borgernes personlige motivation og med at ændre vaner, så de bliver holdbare, og så effekten af indsatserne bliver bæredygtige på den lange bane.

Nye gode vaner

Og det er her, at ergoterapeuter for alvor kommer på banen. Det indlysende svar på, hvordan en kommune bedre rammer plet med rehabiliteringstilbuddene til mennesker med type 2-diabetes, kan nemlig findes i ergoterapi, mener forskeren:

- Hvis de rehabiliterende indsatser rammer de forkerte, er forklaringen måske, at vi ikke i tilstrækkelig grad møder borgerne lige præcis dér, hvor de er. Dette bekræftes generelt i de studier, vi er i gang med. Ergoterapeuter møder borgerne ved at arbejde med deres personlige motivation for at ændre på det, der er årsag til, at de er blevet syge — som fx overvægt, inaktivitet eller forkert kost.

- Vi arbejder med den enkeltes motivation for at komme i gang med aktiviteter, som skaber grundlaget for et sundere liv. Aktiviteter som kan blive til gode nye vaner ved, at vi finder ind til det, den enkelte interesserer sig for. Hvis ikke det lige er at sidde på en kondicykel, så er det måske noget helt andet, der motiverer den enkelte, forklarer hun og tilføjer:

-  Måske er det at gå tur med hunden, at gå i haven og lave hårdt havearbejde eller at gå til supermarkedet i stedet for at tage bussen.

Opsporende indsatser

Hvorfor så mange borgere i sårbare positioner ikke møder op til diabetesrehabilitering, kan der ifølge Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen være flere forklaringer på:

- Vores hypotese er, at nogle elementer i tilbuddene minder lidt om skolegang. Fx når man sidder i hesteskoform til holdundervisning, og det bliver kaldt patientundervisning. Nogle borgere i sårbare positioner har måske dårlige erfaringer med at gå i skole og bliver af den grund skræmt væk af et set-up, der minder om skolegang.

- Der skal også et vist mentalt overskud og nogle gange også et økonomisk overskud til at møde op, hvis vedkommende fx bor i en yderkommune, hvor der kan være lang vej til et rehabiliteringstilbud, tilføjer hun.

Hvordan kommunerne så kan få fat på de borgere, som indsatserne i dag ikke når ud til, skal et tredje projekt kaste lys over. Her kigger Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen og hendes kollegaer på, hvordan to sjællandske kommuner ved hjælp af såkaldte peers har lavet opsporende indsatser overfor borgere i sårbare positioner med type 2-diabetes.

Peer betyder ligemand, og peers er borgere, der deler erfaringer eller baggrund med de mennesker, de skal støtte. I projektet havde peers oplevede erfaringer med fx sygdom eller med at modtage kommunens rehabiliteringstilbud.

- Peers færdes i lokalsamfundet i de samme miljøer som de mennesker, vi forsøger at opspore. Derfor har de et andet udgangspunkt for at videregive oplysninger til de borgere, der måske ikke har et netværk, som skubber dem i retning af en læge, der kan henvise videre. På den måde kan vi sikre, at de kender til rehabiliteringstilbuddene og ved, at de finder sted og er gratis, siger Line Elisabeth Lindahl-Jacobsen, der håber, at projekterne vil nå ud til flere af de borgere, der har størst behov for rehabilitering.

- Jeg håber, at vi — på baggrund af vores studier — får skabt rehabiliteringstilbud, der i højere grad tilgodeser de behov, som borgere med type 2-diabetes har. Og at indsatserne først og fremmest bliver målrettet de borgere, der har størst behov for hjælp i deres hverdagsliv, siger hun.