Brugerinvolvering er tidens løsen og i hvert fald på papiret en selvfølge i såvel praksis som forskning. Der er bred enighed om, at involvering er essentiel for resultaterne af de mange indsatser i sundhedsvæsenet, og forskere kan fx ikke få fondsmidler til deres projekter, hvis de ikke har indtænkt involvering generelt. 

Moderne forskning kan med andre ord ikke bedrives fra det berømte elfenbenstårn, hvor en forsker sidder for sig selv og tænker store tanker for så indimellem at invitere nogle ind til fx at deltage i en hverdagsaktivitet for at blive observeret. Moderne forskning er - præcis ligesom praktikernes arbejde – en langt mere aktiv og medinddragende handling, hvor det er naturligt at involvere relevante ikke-forskere.

”Du ved ikke, hvad du ikke ved, før du har talt med brugeren”, som en enkel, populær sætning indkapsler det.

Hvor fokus tidligere har været på involvering af patienter, så har der i de senere år været en voksende opmærksomhed på, at brugerinvolvering også gælder fagpersoner. Og netop involveringen af dem øger sandsynligheden for ejerskab og accept af nye metoder og fremgangsmåder, fortæller professor Karen la Cour blandt andet i artiklen ”Brugerinvolvering binder forskning og praksis sammen” på side 14 i dette nummer.

Mange ergoterapeuter siger, at de altid har involveret brugerne, fordi det ligger simpelthen i deres dna. Men selv om ergoterapeuter måske – på grund af aktivitetsperspektivet – har incitament til at involvere deres brugere og derfor måske har større interaktion med dem end andre faggrupper, er de faktisk ikke så involverende, som de selv tror. Det fortæller ph.d.-studerende Susanne Boel, der har observeret ergoterapeuter i interaktion med deres patienter. Og hun bakkes i artiklen ”Patienter bliver ikke involveret” på side 28 op af Karina Dahl Steffensen, der er professor i fælles beslutningstagning.

Brugerinvolvering opnås ikke ved at vinge et flueben af på en tjekliste – hverken som praktiker eller som forsker. Det handler om, at brugerne skal have reel indflydelse, og det kræver en øget bevidsthed om, hvordan vi involverer. 

Hvad begrebet rummer, hvilke udfordringer der er, og hvilke gevinster vi opnår, når det lykkes; og hvordan det kan folde sig ud i praksis og forskning – det har vi forsøgt at folde ud i dette nummers interessante tema om brugerinvolvering. 

Brugerinvolvering er tidens løsen og i hvert fald på papiret en selvfølge i såvel praksis som forskning. Der er bred enighed om, at involvering er essentiel for resultaterne af de mange indsatser i sundhedsvæsenet, og forskere kan fx ikke få fondsmidler til deres projekter, hvis de ikke har indtænkt involvering generelt. 

Moderne forskning kan med andre ord ikke bedrives fra det berømte elfenbenstårn, hvor en forsker sidder for sig selv og tænker store tanker for så indimellem at invitere nogle ind til fx at deltage i en hverdagsaktivitet for at blive observeret. Moderne forskning er - præcis ligesom praktikernes arbejde – en langt mere aktiv og medinddragende handling, hvor det er naturligt at involvere relevante ikke-forskere.

”Du ved ikke, hvad du ikke ved, før du har talt med brugeren”, som en enkel, populær sætning indkapsler det.

Hvor fokus tidligere har været på involvering af patienter, så har der i de senere år været en voksende opmærksomhed på, at brugerinvolvering også gælder fagpersoner. Og netop involveringen af dem øger sandsynligheden for ejerskab og accept af nye metoder og fremgangsmåder, fortæller professor Karen la Cour blandt andet i artiklen ”Brugerinvolvering binder forskning og praksis sammen” på side 14 i dette nummer.

Mange ergoterapeuter siger, at de altid har involveret brugerne, fordi det ligger simpelthen i deres dna. Men selv om ergoterapeuter måske – på grund af aktivitetsperspektivet – har incitament til at involvere deres brugere og derfor måske har større interaktion med dem end andre faggrupper, er de faktisk ikke så involverende, som de selv tror. Det fortæller ph.d.-studerende Susanne Boel, der har observeret ergoterapeuter i interaktion med deres patienter. Og hun bakkes i artiklen ”Patienter bliver ikke involveret” på side 28 op af Karina Dahl Steffensen, der er professor i fælles beslutningstagning.

Brugerinvolvering opnås ikke ved at vinge et flueben af på en tjekliste – hverken som praktiker eller som forsker. Det handler om, at brugerne skal have reel indflydelse, og det kræver en øget bevidsthed om, hvordan vi involverer. 

Hvad begrebet rummer, hvilke udfordringer der er, og hvilke gevinster vi opnår, når det lykkes; og hvordan det kan folde sig ud i praksis og forskning – det har vi forsøgt at folde ud i dette nummers interessante tema om brugerinvolvering.