Facialisparese kan være forbundet med social isolation. Videooptagelser af ansigtsmimik skal gøre os klogere på central facialisparese og hjælpe patienter og klinikere med at vurdere effekten af træning, fortæller Jesper Just Fabricius.

På Hammel Neurocenter er forskningsansvarlig ergoterapeut og ph.d. Jesper Just Fabricius i fuld gang med et projekt, der skal hjælpe patienter med central facialisparese. Lidelsen ses blandt andet ved apopleksi og traumatisk hjerneskade og skyldes central lammelse af den motoriske ansigtsnerve. I praksis betyder det, at den ene side af nederste ansigtshalvdel kommer til at ”hænge”.

Jesper Just Fabricius er i samarbejde med forskere på Aalborg Universitet ved at udvikle et redskab til at angive sværhedsgraden af central facialisparese og til at registrere ændringer i ansigtsmimikken ved brug af videooptagelse. Planen er, at redskabet skal bruges i det daglige kliniske arbejde til at vurdere effekten af træning.

- Vores ønskescenarie er, at vi med det nye redskab på en nem måde kan registrere ændringer i ansigtsmimikken efter et træningsforløb ved at stå ved patientens seng og kunne optage patienten lave mimikøvelser, forklarer Jesper Just Fabricius om projektet.

- Redskabet vil give os mulighed for at vurdere effekten af vores træningsmetoder. Ved at bruge en tabletcomputer vil vi med det samme kunne vise patienten før- og efterbilleder og med ansigtsmarkører tydeliggøre, hvordan patienten har forbedret sig. Det kan fungere som motivation for patienten, der ellers kan have svært ved at se de forbedringer, der sker fra uge til uge, siger han.

Isolerer sig socialt

Selvom facialisparese i mange tilfælde betyder, at patienten isolerer sig socialt, kan træning af lidelsen alligevel blive nedprioriteret.

- Årsagen er, at mange patienter med erhvervet hjerneskade har alvorligere symptomer eller problemstillinger, der bliver prioriteret højere i behandlingskøen end facialisparese. Det kan f.eks. være en svær, halvsidig lammelse af kroppen, afasi, eller dysfagi. I den sammenhæng virker det mindre vigtigt at træne ansigtsmimikken, siger Jesper Just Fabricius.

Men det betyder på ingen måde, at genoptræning af ansigtsmimikken ikke er vigtig.

- Erfaring fra klinikken viser, at mange patienter kommer til at isolere sig selv socialt, hvis den ene halvdel af ansigtet hænger, eller personen savler, fordi den ene mundvig hænger. Derfor er træningen vigtig, forklarer Jesper Just Fabricius.

Upræcise redskaber

De nuværende redskaber til at kategorisere og effektmåle facialisparese er ikke anvendelige til central facialisparese. Det var en af hovedkonklusionerne i et systematisk litteraturstudie (1) publiceret sidste år, som Jesper Just Fabricius har lavet sammen med kolleger.

At skalaerne ikke er anvendelige skyldes, at de er udviklet til den nærtbeslægtede lidelse ”perifer facialisparese”, der er den hyppigste årsag til facialisparese (se faktaboks nederst i artiklen).

- Det gør redskaberne upræcise og svære at anvende til central facialisparese, fordi de to lidelser er forskellige. Blandt andet involverer perifer facialisparese lammelse af øjets muskulatur, hvilket som udgangspunkt ikke er aktuelt for patienter med central facialisparese, forklarer Jesper Just Fabricius.

- Hertil kommer, at flere af skalaerne omfatter grove kategoriseringer af ansigtslammelse og derfor ikke fanger de små forbedringer, der vil kunne ses fra én uge til den næste, forklarer han.

Skal gøre os klogere

Redskabet bliver udviklet ved hjælp af et klinisk studie, der i første omgang inkluderede optagelser af 10 raske forsøgspersoner og sidenhen optagelser af 45 patienter med central facialisparese. Deltagerne i studiet blev videofilmet, mens de lavede en række udvalgte mimikøvelser.

Forskere på Aalborg Universitet er nu i gang med at analysere de mange videooptagelser.

- Vores samarbejdspartnere på Aalborg Universitet har udviklet et computerprogram til at analysere ansigtsmimik ud fra videooptagelser. Ved at analysere optagelserne fra vores patienter, kan de specifikt tilrette computerprogrammet, så det bliver sensitivt i forhold til patienter med central facialisparese, forklarer Jesper Just Fabricius.

Ideen med redskabet er, at hver patient ved et træningsforløb skal have lavet en baselinemåling og flere opfølgende målinger i løbet af træningsforløbet. Men redskabet skal også bruges til at få større viden om central facialisparese.

- Vi skal blive klogere på, hvor mange patienter, der får facialisparese, og hvor mange, der kommer af med lidelsen og får et symmetrisk ansigt igen. Vi vil gerne vide mere om, hvad der karakteriserer patientgruppen — f.eks. om der er bestemte diagnoser knyttet til forskellige grader af central facialisparese, siger han.

Endelig vil han benytte videooptagelserne til at udforske, om nogle af patienterne med central facialisparese har påvirkning af øjets muskulatur.  

- Det er et fænomen, vi ser indimellem, selvom vi ikke ud fra den klassiske neuroanatomiske forståelse burde se det hos patienter med central facialisparese, siger Jesper Just Fabricius.

De 45 patienter blev rekrutteret blandt ny-indlagte patienter på Hammel Neurocenters tre matrikler i Hammel, Skive og Lemvig ved at screene i alt 163 patienter over en periode på tre måneder.

Genskaber nerver

Det nye vurderingsredskab åbner for helt nye muligheder for forskning i træning af central facialisparese. Blandt andet skal redskabet bruges i randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT), hvor to forskellige metoder til træning af central facialisparese bliver undersøgt.

RCT-studierne - der forventes at begynde i 2022-2023 - er vigtige, fordi der findes meget lidt videnskabelig dokumentation for de træningsmetoder, som anvendes til træning af central facialisparese. Det var nemlig en anden af konklusionerne fra det systematiske review, som Jesper Just Fabricius udførte sammen med kollegaer.

Den ene af de metoder, der skal undersøges, er neuromuskulær elektrisk stimulation. På Hammel Neurocenter er det en hyppigt anvendt tillægsterapi til standardtræningen, der primært består af mimikøvelser, sansepåvirkninger af ansigtet samt kineseotape. Jesper Just Fabricius forklarer om metoden:

- Neuromuskulær elektrisk stimulation af de facio-orale nerveforbindelser bruges på Hammel Neurocenter primært til behandling af dysfagi, men også til træning af facialisparese. Metoden fungerer ved at stimulere de påvirkede motoriske og sensoriske nervebaner, hvilket menes at fremme kortikal genetablering af nerveforbindelsen til motorisk- og sensorisk cortex i storhjernen.

Den anden træningsmulighed, der skal afprøves, er træning med en mundskærm, som skal styrke evnen til at lukke munden. Ved afprøvning af begge metoder, får patienterne i interventionsgrupperne fire ugers standardtræning plus tillægstræning, mens en kontrolgruppe kun får standardtræning.

- De to metoder er mig bekendt hyppigt anvendte til central facialisparese over hele landet. Tanken er, at vores igangværende projekt også skal komme andre til gavn udenfor Hammel Neurocenter. Der er behov for, at vi får videnskabelig dokumentation, der kan bakke op om de metoder, vi anvender i klinikken, forklarer Jesper Just Fabricius.

Facialisparese kan være forbundet med social isolation. Videooptagelser af ansigtsmimik skal gøre os klogere på central facialisparese og hjælpe patienter og klinikere med at vurdere effekten af træning, fortæller Jesper Just Fabricius.

På Hammel Neurocenter er forskningsansvarlig ergoterapeut og ph.d. Jesper Just Fabricius i fuld gang med et projekt, der skal hjælpe patienter med central facialisparese. Lidelsen ses blandt andet ved apopleksi og traumatisk hjerneskade og skyldes central lammelse af den motoriske ansigtsnerve. I praksis betyder det, at den ene side af nederste ansigtshalvdel kommer til at ”hænge”.

Jesper Just Fabricius er i samarbejde med forskere på Aalborg Universitet ved at udvikle et redskab til at angive sværhedsgraden af central facialisparese og til at registrere ændringer i ansigtsmimikken ved brug af videooptagelse. Planen er, at redskabet skal bruges i det daglige kliniske arbejde til at vurdere effekten af træning.

- Vores ønskescenarie er, at vi med det nye redskab på en nem måde kan registrere ændringer i ansigtsmimikken efter et træningsforløb ved at stå ved patientens seng og kunne optage patienten lave mimikøvelser, forklarer Jesper Just Fabricius om projektet.

- Redskabet vil give os mulighed for at vurdere effekten af vores træningsmetoder. Ved at bruge en tabletcomputer vil vi med det samme kunne vise patienten før- og efterbilleder og med ansigtsmarkører tydeliggøre, hvordan patienten har forbedret sig. Det kan fungere som motivation for patienten, der ellers kan have svært ved at se de forbedringer, der sker fra uge til uge, siger han.

Isolerer sig socialt

Selvom facialisparese i mange tilfælde betyder, at patienten isolerer sig socialt, kan træning af lidelsen alligevel blive nedprioriteret.

- Årsagen er, at mange patienter med erhvervet hjerneskade har alvorligere symptomer eller problemstillinger, der bliver prioriteret højere i behandlingskøen end facialisparese. Det kan f.eks. være en svær, halvsidig lammelse af kroppen, afasi, eller dysfagi. I den sammenhæng virker det mindre vigtigt at træne ansigtsmimikken, siger Jesper Just Fabricius.

Men det betyder på ingen måde, at genoptræning af ansigtsmimikken ikke er vigtig.

- Erfaring fra klinikken viser, at mange patienter kommer til at isolere sig selv socialt, hvis den ene halvdel af ansigtet hænger, eller personen savler, fordi den ene mundvig hænger. Derfor er træningen vigtig, forklarer Jesper Just Fabricius.

Upræcise redskaber

De nuværende redskaber til at kategorisere og effektmåle facialisparese er ikke anvendelige til central facialisparese. Det var en af hovedkonklusionerne i et systematisk litteraturstudie (1) publiceret sidste år, som Jesper Just Fabricius har lavet sammen med kolleger.

At skalaerne ikke er anvendelige skyldes, at de er udviklet til den nærtbeslægtede lidelse ”perifer facialisparese”, der er den hyppigste årsag til facialisparese (se faktaboks nederst i artiklen).

- Det gør redskaberne upræcise og svære at anvende til central facialisparese, fordi de to lidelser er forskellige. Blandt andet involverer perifer facialisparese lammelse af øjets muskulatur, hvilket som udgangspunkt ikke er aktuelt for patienter med central facialisparese, forklarer Jesper Just Fabricius.

- Hertil kommer, at flere af skalaerne omfatter grove kategoriseringer af ansigtslammelse og derfor ikke fanger de små forbedringer, der vil kunne ses fra én uge til den næste, forklarer han.

Skal gøre os klogere

Redskabet bliver udviklet ved hjælp af et klinisk studie, der i første omgang inkluderede optagelser af 10 raske forsøgspersoner og sidenhen optagelser af 45 patienter med central facialisparese. Deltagerne i studiet blev videofilmet, mens de lavede en række udvalgte mimikøvelser.

Forskere på Aalborg Universitet er nu i gang med at analysere de mange videooptagelser.

- Vores samarbejdspartnere på Aalborg Universitet har udviklet et computerprogram til at analysere ansigtsmimik ud fra videooptagelser. Ved at analysere optagelserne fra vores patienter, kan de specifikt tilrette computerprogrammet, så det bliver sensitivt i forhold til patienter med central facialisparese, forklarer Jesper Just Fabricius.

Ideen med redskabet er, at hver patient ved et træningsforløb skal have lavet en baselinemåling og flere opfølgende målinger i løbet af træningsforløbet. Men redskabet skal også bruges til at få større viden om central facialisparese.

- Vi skal blive klogere på, hvor mange patienter, der får facialisparese, og hvor mange, der kommer af med lidelsen og får et symmetrisk ansigt igen. Vi vil gerne vide mere om, hvad der karakteriserer patientgruppen — f.eks. om der er bestemte diagnoser knyttet til forskellige grader af central facialisparese, siger han.

Endelig vil han benytte videooptagelserne til at udforske, om nogle af patienterne med central facialisparese har påvirkning af øjets muskulatur.  

- Det er et fænomen, vi ser indimellem, selvom vi ikke ud fra den klassiske neuroanatomiske forståelse burde se det hos patienter med central facialisparese, siger Jesper Just Fabricius.

De 45 patienter blev rekrutteret blandt ny-indlagte patienter på Hammel Neurocenters tre matrikler i Hammel, Skive og Lemvig ved at screene i alt 163 patienter over en periode på tre måneder.

Genskaber nerver

Det nye vurderingsredskab åbner for helt nye muligheder for forskning i træning af central facialisparese. Blandt andet skal redskabet bruges i randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT), hvor to forskellige metoder til træning af central facialisparese bliver undersøgt.

RCT-studierne - der forventes at begynde i 2022-2023 - er vigtige, fordi der findes meget lidt videnskabelig dokumentation for de træningsmetoder, som anvendes til træning af central facialisparese. Det var nemlig en anden af konklusionerne fra det systematiske review, som Jesper Just Fabricius udførte sammen med kollegaer.

Den ene af de metoder, der skal undersøges, er neuromuskulær elektrisk stimulation. På Hammel Neurocenter er det en hyppigt anvendt tillægsterapi til standardtræningen, der primært består af mimikøvelser, sansepåvirkninger af ansigtet samt kineseotape. Jesper Just Fabricius forklarer om metoden:

- Neuromuskulær elektrisk stimulation af de facio-orale nerveforbindelser bruges på Hammel Neurocenter primært til behandling af dysfagi, men også til træning af facialisparese. Metoden fungerer ved at stimulere de påvirkede motoriske og sensoriske nervebaner, hvilket menes at fremme kortikal genetablering af nerveforbindelsen til motorisk- og sensorisk cortex i storhjernen.

Den anden træningsmulighed, der skal afprøves, er træning med en mundskærm, som skal styrke evnen til at lukke munden. Ved afprøvning af begge metoder, får patienterne i interventionsgrupperne fire ugers standardtræning plus tillægstræning, mens en kontrolgruppe kun får standardtræning.

- De to metoder er mig bekendt hyppigt anvendte til central facialisparese over hele landet. Tanken er, at vores igangværende projekt også skal komme andre til gavn udenfor Hammel Neurocenter. Der er behov for, at vi får videnskabelig dokumentation, der kan bakke op om de metoder, vi anvender i klinikken, forklarer Jesper Just Fabricius.