Ulighed dræber

Afstand til tilbud

Problemet er ikke nyt. Skiftende ministre har i årtier påtalt de voksende udfordringer med ulighed i sundhed og skæve levetider. Alligevel er det bare vokset. Allerværst står det til på Lolland-Falster, hvor centret og Labriola befinder sig. Her er dødeligheden markant højere end i den generelle befolkning, og langt flere borgere er multisyge sammenlignet med fx kommunerne nord for København.

Denne dag tager Falster sig ellers ud som et postkort. Solen blænder på den blå, blå himmel, markerne bugner af fed muld, og træerne står med blade i brændte farver. Fra hospitalet i Nykøbing er der udsigt til Guldborgsund, som glimter i lyset, og langs vandet bevæger joggere og hundeluftere sig. Ingen kan med det blotte øje se, at mange borgere her er belastet af langt flere risikofaktorer, og at der er alt for få læger, selvom journalister og befolkningsundersøgelser med jævne mellemrum minder os om det.

Men man dør altså heller ikke af at bo på Falster, understreger Merete Labriola. Dødeligheden har andre forklaringer. Siden 1980’erne er arbejdsløsheden steget, og huspriserne faldet på Lolland-Falster. Det har trukket tilflyttere med langt færre ressourcer til, hvilket afspejler sig i sundhedsprofilen.

- Ulighed dræber – og det kan du godt skrive så bombastisk, for det er faktuelt, at der er mindre overskud til at leve sundt, når du har få ressourcer.

Samtidig er der blevet længere til sundhedstilbuddene.

— Får du en blodprop i Nakskov, er der altså langt til Køge, og sandsynligheden for at blive handicappet bagefter, er væsentlig større, når du bor hernede, end hvis du bor ved siden af Rigshospitalet, som Merete Labriola siger og gør opmærksom på, at udviklingen har tæret på de lokales tillid til sundhedsvæsenet.

— Folk oplever, at det ikke kan betale sig at gå til lægen. Der er ventetid, og det er alligevel aldrig den samme som sidste gang. Det skaber mistillid, og flere har nærmest opgivet, fordi det hele er svært, og de dårlige historier breder sig.

For noget har ændret sig, siden Merete Labriola var barn.

— Håbløsheden er vokset. Inden jeg flyttede hertil, boede jeg syv år i Vejle, og der var en helt anden optimisme. Jeg tror, det handler om, at narrativet om Lolland-Falster er selvforstærkende, siger hun.

Vi er bl.a. nødt til at se på, om der skal være forskel i sundhedstilbuddene til forskellige befolkningsgrupper, pointerer Labriola, der ser det som sin fornemmeste opgave at finde ud af, hvordan man kan tilpasse sundhedsvæsenet, så det når ud til dem, der har brug for det

Tæt på problemerne

Flere forskerkolleger undrede sig da også, da Merete Labriola valgte jobbet med arbejdsplads i Nykøbing. Hvad skulle hun nu derned efter?

For den nyudnævnte professor giver det dog god mening.

— Hvis vi skal løfte noget, skal vi gøre det, hvor udfordringerne er, og der er desværre en tendens til, at vi som forskere af og til pakker os ind i vores ghettoer af akademikere og folk, der tjener godt, lidt væk fra problemerne.

Men udfordringerne med ulighed handler dog ikke kun om Lolland-Falster, understreger Merete Labriola.

— Der er også ulighed i sundhed på Østerbro i København. Her møder den praktiserende læge også uligheden i sin praksis med mennesker fra forskellige kvarterer, og det er mit håb, at vi her på centret kan udvikle en viden og nogle løsninger, som kan bruges alle steder.

For at blive klogere på, hvad der virker i praksis, har Merete Labriola blandt andet talt med personalet på Nykøbing Falster Sygehus om deres oplevelser med ulighed, og mønsteret er det samme: Alle vil gerne gøre noget, men alle mangler tid. Tid til at følge op, tid til at overlevere og tid til at sikre sig, at patienten har forstået budskaberne og følger dem.

— Det er en presset sektor, som man beder om hjælp til at gøre noget ved uligheden. De fleste ved jo godt, hvad de skal gøre, men de har simpelthen for travlt til at gøre det, fordi de har svært ved at få vagtplanerne til at hænge sammen.

Den svære patient

Men bliver problemet så ikke løst med sundhedsstrukturkommissionens bud på den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, der blev offentliggjort i juni, hvor man bl.a. vil sørge for flere læger til udkanten? Merete Labriola er positiv over for kommissionens rapport, som hun kalder et ”vanvittigt godt stykke arbejde”, men hun er spændt på, hvad der politisk kommer ud af den. Hun minder desuden om, at problemerne med at rekruttere sundhedspersonale ikke er et regionalt problem. Det er universelt.

— Tror vi på, at en læge, der har sin dagligdag i København, synes, at det er fedt at blive sendt herned? Og hvordan skal personen blive integreret på afdelingen, når de kun er her en dag om ugen? Intentionen er god, men jeg tror ikke på, at det alene løser udfordringerne.

Samtidig gør Merete Labriola opmærksom på en anden – meget menneskelig - mekanisme, som ikke handler om antallet af sundhedsprofessionelle, men som nok også spiller en rolle for behandlingen.

— Mødet med den beskidte, lugtende, alkoholpåvirkede patient kan være svært. Det er meget nemmere med en patient, der ligner os selv, og sandsynligheden for, at vores indsats bliver en succeshistorie, er meget større i sådan situation. Det kræver også omstilling, at vi skal til at se det som en succeshistorie, når vi formår at løfte – selv en lille smule – og det kræver at vi fx bliver bedre til at tale om ulighed med vores kolleger på afdelingen.

Fælles fagligt fokus

Merete Labriolas ergoterapeutiske profil er med årene blevet suppleret af så mange andre uddannelser og faglige strømninger, at det i dag kan være vanskeligt at pege på noget særligt ergoterapeutisk, oplever hun.

— Men hvis jeg skal udpege én ting, som jeg har taget med fra min grunduddannelse, så handler det nok om en forståelse af, at man ikke kan ”fikse ting”. Det kræver dialog, motivation og inddragelse. Man kan ikke bare ordne borgerens problemer med færdige løsninger. Det har jeg også med i mit nuværende arbejde.

Problemerne med ulighed i sundhed kan da heller ikke løses af udvalgte faggrupper, pointerer Merete Labriola, der er optaget af at udvikle generiske redskaber til at mindske uligheden.

— Det kræver ikke bare tværfagligt, men også tværsektorielt samarbejde, fordi det er så komplekst. Fagligheden er sindssygt vigtig, men udfordringerne er fælles. Det er fx fløjtende ligegyldigt, om det er en fys, en sygeplejerske eller en læge, der fx sørger for at afdække borgerens situation og ressourcer ordentligt ved det første møde. Bare det bliver gjort, understreger hun og opfordrer til, at fagene ikke ”lukker sig om sig selv”, som hun siger.

— For vi kommer aldrig til at løse den her kæmpe udfordring alene.

Ingen udstilling

Da tv-journalisten Peter Qvortrup Geisling tidligere på året spurgte Merete Labriola, om hun ville medvirke i et indslag om ulighed til DR, gjorde hun det fra starten klart, at det ville blive på én betingelse. — Jeg ville ikke være med, hvis det blev en udstilling af de mennesker, der bor her. Det hjælper ikke, at vi bliver ved med at træde på dem, der ligger ned. Min vinkel er, at her er en social ulighed, og derfor skal vi som sundhedsvæsen gribe til nogle andre redskaber og tilbud, end man fx skal i Nordsjælland, fortæller hun.

Den ideelle organisering og de velegnede redskaber håber hun at komme endnu tættere på i samarbejde med både centrets forskere og borgerne på Lolland-Falster. Arbejdet er kun lige begyndt, og foreløbigt glæder Merete Labriola sig over, at uligheden i højere grad end tidligere bliver betragtet som et strukturelt problem, så vi i stedet for at pege fingre ad alle dem, der ikke har overskuddet til at stoppe med at ryge, spise sundere og trække i sportstøjet, anskuer det som en sag, der også skal løses i og af sundhedsvæsenet.

— Vi skal stadig have fokus på det individuelle ansvar, men jeg tror meget mere på strukturelle forandringer, siger hun.

Og måske havde de mennesker, der i barndommen hævdede, at man ikke kunne gøre noget ved uretfærdigheden slet ikke ret? I alt fald erklærer Merete Labriola sig ”optimist”, når det gælder fremtiden.

— For ja, jeg ved godt, at der er tusind dagsordener i sundhedsvæsenet, men jeg oplever, at uligheden er rykket længere op. Nu skal vi bare afdække, hvad der virker bedst.