Lige nu oplever vi konsekvenserne af manglen på nærværende voksne, vurderer psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi, Rikke Yde Tordrup. Hun ønsker sig en ny småbørnspolitik og endnu flere ergoterapeuter på almenområdet. Der er nemlig brug for nogle, der kan hjælpe børnene med at regulere sig selv i ro, og her har den ergoterapeutiske faglighed med sit naturlige fokus på sanser og krop en styrke, mener hun.
Er det mig som forælder, der har fejlet, når mit barn pludselig ikke kan holde ud at være i skolen? Når det trækker sig ind i sig selv, bliver vred eller ked af det? Er det lærerens skyld? Eller de andre elevers?
Ønsket om at udpege enkelte syndere kan være fristende, når vi prøver at forstå, hvorfor nogle børn og unge har det dårligt. Men spørger man psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi Rikke Yde Tordrup, skal vi rette blikket mod samfundsniveauet frem for mod individer, hvis vi vil forstå det, som nogle har døbt ”trivselskrisen”.
- Der er nogle strukturer i vores samfund, som gør, at det ikke er særligt egnet til at vokse op i – set i et tilknytningsteoretisk perspektiv, som hun formulerer det.
I sin klinik i Tarm møder Rikke Yde Tordrup mange af de børn, der optræder i mistrivselsstatistikkerne, og hun møder forældrene, der ligger vågne over, hvad de dog har gjort galt.
- Der er forældre, som mener, at de er 100 procent ansvarlige for deres børns trivsel. De bebrejder sig selv de mindste ting, og jeg forstår godt, at de er bekymrede, men det her er i høj grad et samfundsproblem, fastslår Rikke Yde Tordrup.
For få voksne
Trivselskrisen har forskellige årsager – også alt efter, hvem man spørger, understreger den erfarne børnepsykolog.- Forskere og fagpersoner udpeger risikofaktorer ud fra deres speciale, og vi har alle sammen forskellige hypoteser, men helt ærligt, så ved vi ikke, hvordan det kausalt hænger sammen. Der er ikke nogen, som kan lægge den færdige kabale, og man kunne fx sagtens forestille sig, at vi om nogle år finder en ubekendt i ligningen, pointerer hun.
Set fra hendes faglige ringhjørne i udviklingspsykologien er der særligt én forklaring på, at så mange børn og unge i dag ikke har det godt. Det skyldes først og fremmest fraværet af pædagoger i dagtilbuddene, hvor små danskere typisk tilbringer deres første fem år. De allermindste regulerer sig nemlig op af voksne, og når de ser sig omkring for at få øjenkontakt med en tryg base – i form af en voksen, og er der ikke nogen i nærheden, begynder de at regulere sig op af deres jævnaldrende, der har lige så umodne hjerner som dem selv.
Børnene kommer til at mangle det, som Rikke Yde Tordrup betegner som ”udviklende øjeblikke”, hvor barnet etablerer en særlig mental kontakt med den voksne. Den kontakt, hvor mor, far eller pædagogen aflæser barnets spørgende øjne og sender et bekræftende blik, et opmuntrende løft med øjenbrynene eller en rysten på hovedet tilbage, så barnet føler sig forstået og ved, om det skal fortsætte eller stoppe med fx en given aktivitet.
- Børns udviklende øjeblikke er voldsomt truet af manglen på voksne, og jeg er meget, meget bekymret over, at vi fx er så langt under de anbefalede normeringer. Danmark er det land i hele verden, hvor vi sender børn tidligst afsted i længst tid. Børn kan godt tåle at komme tidligt afsted, hvis der er en ordentlig normering, og de får en god kontakt.
Bekymringen deler Rikke Yde Tordrup med mange andre, viser en undersøgelse, som Dansk Psykolog Forening foretog blandt PPR-psykologer for et par år siden. Her udpegede 94 procent netop dårlige normeringer som en af de tre vigtigste faktorer for en øget mistrivsel blandt børn i danske dagtilbud.
En hverdag i uro
Når børnene begynder i skole, er de for manges vedkommende det, som Rikke Yde Tordrup kalder ”jævnaldrende-regulerede”, fordi de fem dage om ugen i 8-10 timer har orienteret sig mod andre 0-6-årige fremfor mod voksne.- Når man ikke har haft en pædagog indenfor rækkevidde, bliver man udenfor pædagogisk rækkevidde, og når man så sætter 26 af dem ind i en indskolingsklasse, ender det som det vilde vesten, forklarer hun.
Et ragnarok for lærere, men også eleverne, der tilbringer mange timer i uro og uforudsigelighed, hvilket i sig selv er en belastning. Dertil kommer, at den utrygge elev måske skal se sig længe om efter en voksen i fx skolegården.
- Mobning er en kæmpe risikofaktor for mistrivsel, og det lever i bedste velgående, når der er få voksne og mange jævnaldrende-regulerede børn, fortæller Rikke Yde Tordrup.
Efterlyser ergoterapeuter
Også børns evne til at regulere deres egne følelser er kommet under pres på grund af manglende voksne, mener Rikke Yde Tordrup:- Her har ergoterapien meget at byde på, fordi ergoterapeuter kan hjælpe til at regulere den krop, der føles som om, at den er fyldt med myrer, til ro – også i de situationer, hvor Benjamin, som sidder ved siden af, smiler opfordrende for at lave ballade.
Desværre er der langt mellem ergoterapeuterne, oplever Rikke Yde Tordrup.
- Jeg møder ergoterapeuter på specialopgaver, fx på døgninstitutioner, og jeg møder dem nogle gange i PPR, hvilket glæder mig, for så er jeg sikker på, at vi får kroppen med. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi brugte ergoterapeuterne meget mere ind i almenområdet i forhold til at træne børns arousalregulering, når de er i grupper, så de lærer at finde ro sammen med andre.
Mobning er en kæmpe risikofaktor for mistrivsel, og det lever i bedste velgående, når der er få voksne og mange jævnaldrende-regulerede børn
Leg som intervention
Rikke Yde Tordrup har igennem flere år samarbejdet med ergoterapeut Connie Nissen, som sætter krop og handling på udviklingspsykologiens ord om kontakt og tilknytning.- Jeg er enormt inspireret af Connie og hendes arbejde. Hun formår at få en særlig kontakt til børnene og skabe udviklende øjeblikke med dem, og så kommer hun med hele sin faglige viden om bl.a. sansemotorik og arouselregulering, forklarer Rikke Yde Tordrup og fortsætter:
- Det fantastiske ved Connie er også, at hun sætter sine interventioner i gang som leg, så det fx bliver til ase-mase-skubbe- eller balancelege, som bidrager til at børnene får en samlet kropslig oplevelse og en fornemmelse af dem selv.
Særligt i forhold til det, man i udviklingspsykologien betegner som ”Det gryende selv”, der er et livslangt udviklingsdomæne, bidrager ergoterapien, oplever Rikke Yde Tordrup.
- Det er her, at al det motoriske, sansemotorikken og smertereguleringen befinder sig, og det er der, hvor udviklingspsykologien og ergoterapien virkelig mødes, påpeger hun.
Travle liv
Udover dårlige normeringer peger Rikke Yde Tordrup på moderne familiers travle liv som en medvirkende forklaring på trivselskrisen. Det høje tempo levner nemlig ikke meget tid til rolige stunder.- Der er kommet et enormt pres på familier for at deltage i bl.a. skolearrangementer og fritidsaktiviteter. Forældrene knokler rundt derude, men de får alligevel at vide af lærere og politikere, at de ikke gør det godt nok, siger hun.
Endelig er der de 4.000 for tidligt fødte børn med forskellige senvanskeligheder, som hvert år begynder i skole, og som i mange tilfælde skal fungere i en hverdag uden særlige hensyn.
- Det er en tredje faktor, når vi skal forstå, hvorfor så mange børn ikke trives, siger Rikke Yde Tordrup.
Mere ro på
Forklaringerne på trivselskrisen er komplekse. Det samme er løsningerne, pointerer Rikke Yde Tordrup, der ærgrer sig, når politikere og fagfolk ensidigt lægger skylden på fx forældre eller skærme.- Jeg er overbevist om, at skærmforbrug også er en risikofaktor, men jeg er kritisk over for at gøre skærmforbud til hele løsningen. Der er blevet sparet på børneområdet i årevis, og så tror man, at de vanskeligheder, som børnene har udviklet på den baggrund, forsvinder, hvis de ikke bruger deres mobiltelefon. Det er simpelthen for letkøbt.
Hvis Rikke Yde Tordrup blev statsminister i morgen, ville hun allerførst indføre en småbørnspolitik, der sikrede, at forældre kunne gå hjemme med deres børn, til de var to år. Der skulle være ro og tid til det dyrebare nærvær – helt fra fødslen, hvor forældrene i øvrigt kunne blive på hospitalet, til kontakten og trygheden var etableret. Far og mor skulle kunne holde fri fra jobbet, når barnet blev sygt, og være hjemme lige så længe, som sygdommen varede, så der var dømt omsorg frem for Panodil og hurtig aflevering. Og når de opholdt sig i daginstitutionerne, skulle der være én uddannet pædagog til tre børn i vuggestuen, og én pædagog til seks børn i børnehaven.
- Det ville blive pissedyrt, indrømmer hun.
- Jeg er ikke politiker. Jeg er psykolog. Men jeg kan se, at vi har brug for en massiv indsats. Vi skal både hjælpe dem, der har det dårligt i dag, og forebygge, at det ikke sker igen, og det kræver investeringer og en langt bedre politik, fastslår hun.
Rikke Yde Tordrup
Privatpraktiserende psykolog og klinisk specialist i børn og unge.
Forfatter til en række fagbøger bl.a. ”Udviklende øjeblikke”, ”Barnets perspektiv”, og ”Markante forældre”.
Foredragsholder og kendt som ekspert i bl.a. DR2-dokumentaren “Hvem passer vores børn?”
Se mere på www.rikketordrup.dk