Afføring, opkast, mugne madrester og skimmelsvamp. Sanne Rasmussen møder som socialvisitator mennesker med psykosociale udfordringer i deres kaosfyldte hverdag uden fine fornemmelser. Som den eneste af sin slags i Danmark støtter hun udsatte borgere i at komme en meningsfuld hverdag ét skridt nærmere.
— Er det nu dig igen? Det er sgu utroligt, at det polititilhold ikke bliver taget seriøst, lyder det drillende fra 68-årige Tommy, da han åbner sin hoveddør for socialvisitator Sanne Rasmussen.
Hun ryster på hovedet, sender ham et skævt smil og følger efter ham ind i lejligheden i boligkomplekset i Albertslund.
— Du er nybarberet og det hele, bemærker hun, da hun får kigget på Tommy en ekstra gang.
Tommy stryger hånden over sit kæbe- og hageparti, mens der lyder et stolt ”selvfølgelig”.
Men Sanne Rasmussen ved, at der intet selvfølgeligt er over, at Tommy er nybarberet. Eller at han uden at tøve lukker andre ind i sin lejlighed.
Hovedrengøring
Første gang Sanne Rasmussen mødte Tommy, var han indlagt på kommunens rehabiliteringsafdeling. Det var i juni 2022, og Tommy husker det udmærket:— Det var en fredag. Jeg var ovre hos nogle andre og drikke lidt, men da jeg kom hjem, var jeg stadig tørstig, så jeg drak en flaske rødvin mere. Så faldt jeg ude på toilettet og var klemt fast med benet derude i 6-7 timer, indtil naboerne hørte mig, fordi jeg brølede som én i fanden. Den dag i dag, ved jeg stadig ikke, hvad der skete; jeg kunne bare ikke komme fri. Jeg var i dialyse i to uger, tre gange om ugen. Så kom jeg ind i rehabiliteringen, og dér mødte jeg Sanne.
— Sanne hjalp mig med at komme herover. Jeg skulle jo ud af den skimmelsvampslejlighed, tilføjer han, idet han refererer til sit tidligere hjem og årsagen til, at Sanne Rasmussen blev kontaktet.
Og håndtering af lejligheder som Tommys er netop en del af jobbet, fortæller Sanne Rasmussen:
— Alle sager om hovedrengøring af boliger, der involverer psykosociale udfordringer, ligger hos mig som socialvisitator. De kræver dialog med både boligsociale medarbejdere i kommunen, rengøringsfirmaer på vegne af borgeren og i Tommys tilfælde også med de medarbejdere på sygehuset, som havde hæftet sig ved, at han sagde, han ”ikke kunne komme hjem”.
Hun fortæller, at en hovedrengøring ofte er en vigtig del i arbejdet med at motivere borgeren til at arbejde med sin personlige målsætning og genfinde livskvaliteten.
Det var det også for Tommy.
Det er vigtigt for relationsarbejdet, at jeg kan sætte mig over for borgeren i dennes møbler og gennem øjenkontakt og dialog spore mig ind på vedkommendes ønsker til hverdagslivet.
Regnjakke og overtræksbukser
Inden Sanne Rasmussen når så langt som til at bestille et rengøringsfirma, møder hun borgerne i deres lejlighed, hvor indtørrede rester af afføring og opkast, der dækker store dele af væggene, mugne madrester og skadedyr er helt ”almindeligt”.De fleste ville nok bakke ud af lejligheden i væmmelse, men Sanne Rasmussen fortrækker ikke en mine. Hun fastholder sit blik på borgeren, smiler og tager plads over for vedkommende, uanset hvor beskidt sofaen er, for det vigtigste er at møde borgen og skabe en tryg relation, fortæller Sanne Rasmussen.
— Hvis jeg havde vrænget på næsen og sagt: ”Puha, jeg åbner lige et vindue,” så havde han skammet sig endnu mere, end han gjorde i forvejen. Det er vigtigt, at jeg får skabt en tryg relation fra start af; for jeg er måske den første, borgeren har lukket ind i løbet af de seneste 10 år. Derfor giver jeg ikke udtryk for det, hvis jeg væmmes; jeg tager bare mine forholdsregler, siger hun og uddyber:
— Det er vigtigt for relationsarbejdet, at jeg kan sætte mig over for borgeren i dennes møbler og gennem øjenkontakt og dialog spore mig ind på vedkommendes ønsker til hverdagslivet. Hvis det betyder, at jeg skal iføre mig regntøj i efterårs- og vintermånederne, skiftetøj om sommeren og sidde på et overtrækslagen i bilen fra ét sted til det næste, gør jeg det, siger Sanne Rasmussen.
Det særlige ved at være socialvisitator er nemlig, at hun har mulighed for at følge socialt udsatte borgere i Albertslund Kommune over en længere periode og støtte dem i at nå de personlige mål, de definerer sammen med hende. Og det kræver en god relation.
Fra kommunens side har man netop valgt, at det skulle være én som Sanne Rasmussen, der bestrider stillingen som socialvisitator: En med mellemlang videregående uddannelse, som også arbejder som visitator og har erfaring med kompleks sagsbehandling inden for det sociale område. Det er, så hun både kan afklare borgernes fysiske og psykiske funktionsniveau og rehabiliteringspotentiale, kan koordinere tiltag på tværs af sektorer og forvaltninger samt har mulighed for at bevillige relevant hjemmehjælp og handicapvenlige boliger.
Genhusning
Da Sanne Rasmussen fik Tommy under sine vinger, fik hun samtykke til at gennemse ”skimmelsvampslejligheden”.Bunker af affald, madrester og skadedyr havde overtaget, og da Sanne Rasmussen – på vegne af Tommy – satte et rengøringsfirma i gang i lejligheden, viste det sig, at væggen i soveværelset var fyldt med skimmelsvamp.
— I dialog med boligselskabet sørgede jeg for, at Tommy blev genhuset. Boligselskabet betaler for flytningen ved en genhusning, men i Tommys tilfælde skulle flytningen koordineres med, hvornår han kom hjem fra rehabiliteringen. Det sørgede jeg for, og jeg var der også på dagen til at hjælpe ham med at pakke tøj og service ud, så han kunne klare sig det første stykke tid, fortæller Sanne Rasmussen og påpeger, at hun dog ikke ”gør alt” for borgeren.
— Jeg står for det koordinerende arbejde og skaber rammerne for, at borgerne kan vende tilbage til eller ændre på deres hverdag. Men jeg motiverer også borgerne til at tage ansvar for de opgaver, de selv kan løse. Jeg laver aktivitetsanalyse og tager udgangspunkt i borgerens nærmeste udviklingszone, forklarer hun og tilføjer:
— Tommy havde meget svært ved at overskue de ting, han skulle gøre, da han kom hjem. Derfor udarbejdede vi sammen en tjekliste: Betale regninger, skifte adresse, købe rengøringsmidler, så rengøringshjælpen kunne komme og gøre rent, og så videre. Med listen i hånden lykkedes det ham at få tingene gjort.
ER DU ERGOTERAPEUT?
Når ergoterapeuter finder vej til anderledes job, er der både videndeling og inspiration at hente. I artiklen her fortæller Sanne Rasmussen om sit arbejde som socialvisitator. Arbejder du selv eller din kollega som ergoterapeut i et ualmindeligt job, så skriv til os på redaktionen@etf.dk
En limousine og 25.000
I Tommys nye lejlighed er der fra køkkenet udsigt til et spisebord, en krom-stellet spisebordsstol og et hav af uåbnede flyttekasser.— Jeg har ikke nogen møbler at stille tingene på, så derfor kan jeg ikke pakke kasserne ud. Der er en Røde Kors i Ishøj, som sælger fine møbler. Jeg skal også have en sofa og en lænestol. De er faktisk pisse-farlige at sidde på de her stole, fortæller Tommy, og Sanne Rasmussen spørger:
— Hvad skal der til for, at du får købt de ting?
Hun får hurtigt et kækt svar retur fra Tommy om ”en limousine og 25.000” assisteret af et skævt smil. Men så retter han sig op i stolen og rømmer sig:
— Vi skal have skrevet en liste over, hvilke møbler jeg skal have, vi skal have rykket hospitalssengen ud, så en ny seng kan komme ind, og så skal vi have fundet de møbler og fragtet dem herhjem. Og så skal de samles.
Sanne Rasmussen smiler og lover Tommy, at hun nok skal støtte ham i møbelopgaven.
Et skridt frem
Før uheldet, indlæggelsen og genhusningen fik Tommy hjælp til at handle. Nu kan han selv klare det ved hjælp af en rollator, og den form for udvikling er ren arbejdsglæde for Sanne Rasmussen.— Jeg kan godt lide at følge den proces, hvor borgere går fra at være måske tæt på terminale, til de får et liv, de kan være glade for. Mange af de borgere, jeg arbejder med, er misbrugere, og de ryger ofte ned ad det spor igen. Men når jeg har de her længere forløb, kan jeg alligevel mærke, at de begynder at tage mere ejerskab over deres liv, siger Sanne Rasmussen og tilføjer:
— Tommy er også begyndt at drikke igen, og det påvirker hans kognition. Men han er glad, fordi han har en ren lejlighed uden skimmelsvamp. Han har fået muligheder, og selvom han har svært ved at gribe dem, så har han fået mod på livet. F.eks. til at gå ned og handle.
For alvor tørstig
Også i Tommys ”nye” lejlighed falder samtalen på alkoholforbruget.— Jeg hygger mig lidt for meget, men det kender jeg ikke nogen 68-årige, der ikke gør. Jeg gør ikke det, vi i gamle dage kaldte ”at drikke”. Jeg er også pissebange for det. Hvis jeg først får drukket en flaske, bliver jeg for alvor tørstig. Lige i øjeblikket er jeg eksemplarisk og drikker en-to øl om dagen – almindelige øl vel at mærke, fortæller Tommy stolt.
Han lægger ansigtet i mere seriøse folder og tilføjer:
— Det er ikke så simpelt. Jeg har været en hel barndom igennem, hvor der er foregået en masse vilde ting. Men det går fremad. Jeg ordner selv mit skæg. Har du set det, Sanne? Nytrimmet og det hele.
Sanne Rasmussen nikker bekræftende. Det har hun.
Socialvisitator
• I 2020 oprettede Albertslund Kommune en stilling som socialvisitator med henblik på bedre støtte til de mange socialt udsatte i kommunen.
• Stillingen som socialvisitator er den eneste af sin slags i Danmark.
• Sanne Rasmussen, der er uddannet ergoterapeut, var i forvejen ansat som visitator i kommunen og har mange års erfaring inden for det sociale område og med kompleks sagsbehandling. Hun søgte stillingen og fik den.
• Med sin baggrund som ergoterapeut kan hun afklare borgerens fysiske og psykiske funktionsniveau samt rehabiliteringspotentiale, og som visitator kan hun koordinere tiltag på tværs af sektorer og forvaltninger. Samtidig har hun mulighed for at bevillige relevant hjemmehjælp og handicapvenlige boliger.
• Oprindeligt var kommunens plan, at en anden skulle overtage hendes regulære visitatorstilling, når hun overgik til at være socialvisitator. Men fordi Albertslund Kommune samme år skulle spare ni millioner kroner, fik Sanne Rasmussen i stedet til en opdelt stilling: Som socialvisitator 40 procent af tiden og almindelig visitator de sidste 60 procent.
• Albertslund Kommune har ambitioner om, at rollen som socialvisitator skal fylde mere.