Sjællands Universitetshospital inviterede ergoterapeutstuderende på besøg i virkeligheden for at afmystificere hospitalet som arbejdsplads. En af de studerende var Rikke Storr Andersen, der på en dysfagiworkshop mærkede travlheden på egen krop, men alligevel blev positivt stemt for et fremtidigt job på hospitalet.
Praksisdag på Absalon
Efter frokost byder to undervisere fra Professionshøjskolen Absalon velkommen til sidste punkt på programmet: Faglige diskussioner om modeller og ny teori fra studiet.

Ved indgangen står tre kvinder i lyseblå T-shirts, hvide bukser og med julelys i øjnene.
Det skyldes ikke den kommende tids hyggelige julestunder, men noget så banalt som glæden ved at fortælle om sin hverdag og præsentere den og sin faglighed for kommende ergoterapeuter, der gerne skal smittes af begejstring for deres fag.
27 studerende fra ergoterapeutuddannelsens tredje semester på Professionshøjskolen Absalon i Næstved har her til morgen taget turen til Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Anledningen er, at universitetshospitalet og professionshøjskolen har forenet sig om noget helt nyt - en praksisdag, der skal give de studerende en fornemmelse af, hvad det vil sige at være ergoterapeut på et hospital.
En af de bærende kræfter bag praksisdagen er ergoterapeut Gitte Johannesen, der er klinisk udviklingsterapeut på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge, og hun har store forventninger til dagen:
- Vi vil vise, hvad vi kan, og på den måde slå et slag for det at være ergoterapeut på et hospital, for det har måske ikke altid haft den anerkendelse, som vi synes, det fortjener. Det er en maggiterning af ergoterapi, fordi vi ser patienterne i så kort tid, og det kan være svært at forstå, hvis man ikke selv har været i det, siger Gitte Johannesen og ønsker, at hospitalet på sigt kan tiltrække nogle af de studerende.
De studerende møder op iklædt alverdens farver og står som en kontrast til hospitalets farvepalette, der ikke har mange flere tangenter end blå og hvid at spille på. Der går dog ikke lang tid, inden de 27 er som forvandlede og møder hospitalsvirkeligheden i ens mørkeblå dragter.
Ud i virkeligheden
22-årige Rikke Storr Andersen og 34-årige Israfil Köse er to af de studerende, der er hoppet i uniformen. De deltager i praksisdagen, fordi de snart skal vælge praktikplads til fjerde semester, fortæller de:
- Jeg har valgt at deltage for at blive klogere på, hvordan teorien bliver brugt her, og se, hvordan det går hånd i hånd med praksis på en rigtig arbejdsplads. I skolen hører vi om teorierne, men vi ser ikke, hvordan de bliver brugt, siger Rikke Storr Andersen.
Israfil Köse har også set frem til dagen:
- Jeg er meget praksisorienteret og foretrækker praksis frem for teori, men det skal jo gå op i en højere enhed. Derfor betyder det meget at komme ud og se omgivelserne, siger han.
Snart er gruppen af studerende delt i fire og spredt rundt i ergo- og fysioterapiafdelingen, hvor formiddagen står på fire runder med lige så mange temaer: Håndterapi, dysfagi, anamnese og børn.
Når Gitte Johannesen ringer med klokken, er det videre til næste workshop.
Første stop for Rikke Storr Andersen, Israfil Köse og deres tre gruppemedlemmer er håndterapi, og her er spørgelysten ikke til at tage fejl af. De studerende ser på scanninger af en patient, der er faldet på en gåtur med sin hund, og i plenum vurderer gruppen, hvilke spørgsmål, der vil være relevante at stille patienten, når de som ergoterapeuter møder hende første gang.
- Vi skal finde frem til, hvad hendes meningsfulde aktiviteter er. Hvad betyder noget for hende - også ud over hendes arbejde, byder Rikke Storr Andersen ind.
For første, men ikke sidste gang denne dag, bliver de studerende mødt af virkeligheden på hospitalet, for normalt skal hele analysen og den efterfølgende dokumentation klares på 40 minutter per patient. I praksis skal man derfor kunne tænke og arbejde hurtigt og samtidig være til stede over for patienten.
Apropos tid. Klokken ringer. Videre til workshoppen om dysfagi.
Jeg har valgt at deltage for at blive klogere på, hvordan teorien bliver brugt her, og se, hvordan det går hånd i hånd med praksis på en rigtig arbejdsplads.
Rikke Storr Andersen

Vi vil vise, hvad vi kan, og på den måde slå et slag for det at være ergoterapeut på et hospital, for det har måske ikke altid haft den anerkendelse, som vi synes, det fortjener.




Jeg var lidt bange for sygehuset, men det kommer ned på menneskeniveau, når man ser ergoterapeuterne i øjnene og hører dem forklare, hvad de laver.
Israfil Köse

Travlhed i praksis
Her bliver de studerende præsenteret for en case, som de i fællesskab skal analysere. Igen er udgangspunktet, hvad de som ergoterapeuter skal spørge patienten om.
De får at vide, at dysfagi fylder meget på et hospital, og at ergoterapeuterne er i berøring med problematikken hele tiden.
I en øvelse skal de studerende prøve at give en patient væske - i dette tilfælde er ”patienten” en medstuderende. Væsken i den hvide plastikkop er tilsat fortykningsmiddel for at gøre det virkelighedstro.
Først forsøger Rikke Storr Andersen at give “patienten” væske, mens ”patienten” ligger ned, men det går hurtigt op for dem begge, at det er vanskeligt. I stedet får Rikke Storr Andersen ”patienten” hævet i hospitalssengen, og så går det pludselig lettere. Men i det samme bryder ergoterapeut Pia Dahl Holbæk, der står for workshoppen, ind:
- Du har lidt travlt. Du har mange andre patienter, du skal nå i dag.
Rikke står nu i et dilemma: Hun skal blive hurtigt færdig, men må samtidig ikke presse patienten.
- Det er ubehageligt, at det nærmest skal hældes ned i halsen, fordi vi har travlt, udbryder hun.
Tiden flyver igen afsted - det har den det åbenbart med at gøre på et hospital - og det samme gør gruppen, der skal videre i programmet.
Først til anamnese, hvor seancen begynder med en video med en patientcase. De studerende skal ud fra videoen vurdere behovet og finde ud af, hvordan de som ergoterapeuter bedst kan strikke et patientforløb sammen.
Dernæst videre til formiddagens sidste punkt: Workshop om børn.
Lokalet, som ergoterapeut Christopher John Paine med et stort, varmt smil byder velkommen til, er i modsætning til mange andre lokaler på hospitalet farverigt og fuldt af legetøj og redskaber - og julepynt.
Det er der en god grund til. Lokalet skal nemlig være et trygt sted for de børn, der kommer for at blive undersøgt, for netop tryghed og tillid er kernen, når man har med børn at gøre, lærer de studerende.
De studerende bliver sat til at prøve trampolin, bolde, ringspil, legemåtter og de mange andre redskaberne af for at se, hvordan Christopher John Paine arbejder. De får at vide, at det i børneergoterapien gælder om at være hurtig til at omstille sig og tænke nyt for at få noget ud af sin ergoterapeutiske analyse.
Klokken kimer en sidste gang. Det er tid til frokost og første fordøjelse af de nye indtryk.
En barriere er brudt
Efter frokost byder to undervisere fra Professionshøjskolen Absalon velkommen til sidste punkt på programmet: Faglige diskussioner om modeller og ny teori fra studiet.
Diskussionerne foregår i grupper bestående af studerende og ergoterapeuter fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge, og de har meget at dele. Men snart er det tid til at gøre status på dagen.
Rikke Storr Andersen er ikke i tvivl om, hvad hun tager med sig fra dagen:
- At det virker sindssygt spændende, at her er mange andre faggrupper, og at man arbejder sammen med dem. Og så det med, at det går hurtigt i praksis, men at man stadig har teorierne med sig. Det vi lærer, kommer vi til at bruge. Det er ikke noget, vi lærer for sjov, siger hun og fortsætter:
- Inden jeg begyndte som ergoterapeut, havde jeg en idé om, at jeg ville vælge børneergoterapi. Det overraskede mig positivt, da der blev talt om det i dag, og hvordan det foregår på et hospital.
Også Israfil Köse er positivt overrasket over indtrykkene og kan godt forestille sig at tage sin praktik på hospitalet:
- Jeg var lidt bange for sygehuset, men det kommer ned på menneskeniveau, når man ser ergoterapeuterne i øjnene og hører dem forklare, hvad de laver. De vil støtte og vejlede, så vi i praktikken ikke kommer ud, hvor vi ikke kan bunde, siger han.
Gitte Johannesen er tilfreds, hvis personalet på praksisdagen har inspireret de studerende og fået afmystificeret hospitalet som arbejdsplads.
- Ergoterapi er traditionelt set et fag, der passer ind i en kommunal kontekst, hvor man ofte har længere forløb og får lov til at komme hjem til borgerne. Her bliver vi nødt til at lave alle de arbejdsprocesser, vi har lært, på én gang. Det skal man fagligt kunne jonglere med og synes er spændende. Er vi kommet i mål med noget af det, er vi lykkes i dag, siger Gitte Johannesen, der satser på, at den nye praksisdag ikke bliver den sidste af slagsen.