Personinddragelse begynder hos den enkelte sundhedsfaglige medarbejder, mener lektor på Københavns Professionshøjskole Birgitte Møller Stamp. Hun inviterer derfor rigtige personer ind i sin undervisning af kommende ergoterapeuter – og det betyder meget for at forstå, hvordan ergoterapi kan gøre en forskel, fortæller ergoterapeutstuderende Malthe Folkmann og Emma Lund.
Med én hånd på venstre skulderblad og den anden på venstre skulderled dæmper ergoterapeutstuderende Emma Lund forsigtigt Trine Højgaard Nielsens tonus over venstre arm og hånd ved at løfte hendes venstre skulderblad op, frem, ned og ind mod rygsøjlen.
Emma kigger skiftevis på Trines ansigt og sammenkrummede venstre hånd for at afkode, om bevægelserne volder hende smerte, og om spændingerne løsner sig.
- Du må gerne trykke hårdere, siger Trine Højgaard og sender Emma et forsigtigt smil.
Emma adlyder, og i takt med at hun mærker tonus løsne sig i Trines sammenkrummede hånd, bryder et smil frem i Emmas ansigt.
- Det føles bare helt vildt, siger hun begejstret til medstuderende Malthe Folkmann, som med godkendelse fra Trine får lov til at tage over og facilitere til aktiv bevægelse.
53-årige Trine Højgaard fik i 2016 en apopleksi, og hun er en af de virkelige cases, som lektor Birgitte Møller Stamp inviterer ind i undervisningsforløbet til neurorehabilitering på tredje semester på ergoterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.
Fra sine 20 års erfaring med neurorehabilitering i praksis, blandt andet på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, ved Birgitte, hvilken forskel det gør for rehabiliteringen at inddrage og have borgerne i centrum.
I dag inddrager hun personer – som hun foretrækker at kalde dem – i sin undervisning for at gøre en forskel på et strukturelt plan, fortæller den 50-årige lektor.
- I praksis er inddragelsen af den enkelte afgørende for, om personen får gavn af interventionerne i sit hverdagsliv. Men selvom det snart er 20 år siden, at slogans som ”borgeren i centrum” og ”patienten først” begyndte at florere, viser undersøgelser fra forskellige områder i velfærdssystemet, som jeg og mine medredaktører i ”Rehabilitering – en grundbog” udkom med i 2023, at mange mennesker stadig ikke føler sig hørt og inddraget. Det tror jeg, sundhedspersonalet er medskyldig i, siger Birgitte Stamp og uddyber:
- I en undersøgelse lavet af forsknings- og udviklingscenteret DEFACTUM i 2018 giver sundhedspersonalet organisatoriske faktorer som arbejdstilrettelæggelse og dokumentationskrav ”skylden” for den manglende inddragelse, og det er en central del af problemet: At man hele tiden tænker, det er andre end én selv, der er årsag til, at personinddragelsen ikke sker.
Siden Birgitte Stamp overtog semesteret om neurorehabilitering for tre år siden, har hun udskiftet en fiktiv papir-case med ”rigtige” cases i sin undervisning for at fremme personinddragelsen.
BLÅ BOG
Birgitte Møller Stamp
Ergoterapeut, master i rehabilitering, lektor
Københavns Professionshøjskole
Og mødet med ”rigtige mennesker” gør en forskel, fortæller 25-årige ergoterapeutstuderende Emma Lund:
- Det er sjældent, vi får lov til at røre ved rigtige mennesker. Typisk prøver vi ting af på hinanden, men det er de færreste af os, der har andre skavanker end arvæv fra knæoperationer eller lignende. Så det er bare vildt fx at få lov til hos en person som Trine at mærke en forskel fra før stimuleringen af hendes tonus og efter: At det kan betyde, at hun mere selvstændigt kan gennemføre en hverdagsaktivitet.
For Trine Højgaard er målet med at stille sig til rådighed bedre genoptræning for både hende selv og fremtidens patienter.
Kampen for genoptræning
Men hvordan kom Trine Højgaard på de ergoterapeutstuderendes skema?
Vi skal tilbage til en sensommerdag i 2015.
Her arbejder Trine til hverdag som dagplejer og handicaphjælper — og i sin fritid går hun til dans, men i dag har hun fri til at tage til en militærtræning med sin veninde i Hedeland i Roskilde.
Fra en jump-squat på en træbom falder hun en halv meter og lander med sin fulde vægt på venstre albue.
- Efter faldet fik jeg smertestillende medicin med hjem fra skadestuen, og jeg har senere fundet ud af, at medicinen er blodfortyndende. I januar 2016 fik jeg så en blodprop i hjernen, som, jeg er overbevist om, skyldtes, at jeg i seks måneder på daglig basis tog smertestillende blodfortyndende medicin for at kunne holde til at passe både de fem dagplejebørn og være handicaphjælper ved siden. Det viste sig nemlig, at jeg både havde brækket albuen og fået to løse ledbånd, men sidstnævnte blev ikke opdaget før seks dage før blodproppen i hjernen, og bruddet blev først opdaget fire år efter, fortæller Trine Højgaard.
Uanset årsagen til Trines apopleksi har tiden efter faldet været udmattende, og hun døjer stadig med spasticitet i venstre arm og hånd. Det gør det svært for hende at spise selv, tage sko på, sætte håret op i en elastik, og blandt andet derfor bød hun sig til i undervisningen, fortæller hun.
- Jeg synes, det er vigtigt, at de studerende på sundhedsuddannelserne bliver rustede til deres kommende job. Derfor spurgte jeg, om de kunne bruge mig, siger Trine Højgaard.
Det er sjældent, vi får lov til at røre ved rigtige mennesker.
Engageret intervention
På Birgitte Stamps semester får de studerende besøg af tre andre ”virkelige” personer ud over Trine: En med en traumatisk hjerneskade efter styrt på cykel, en med apopleksi og en med apopleksi efterfulgt af en tumor i hjernen. Selvom tre ud af fire er apopleksi-cases, har de alle forskellige oplevelser med det at få en apopleksi, og det er netop, hvad Birgitte vil illustrere for de studerende, forklarer hun:
- Det kan være meget forskelligt, hvordan man oplever en apopleksi, og for at give de studerende en fornemmelse af den diversitet og de forskellige mål for hverdagen, der betyder noget for de enkelte, er vi nødt til at have flere narrativer ind over undervisningen.
Modsat en papircase giver det de studerende mulighed for at stille opfølgende spørgsmål, og Trine stiller sig også til rådighed for, at de studerende kan afprøve en intervention med udgangspunkt i hendes ønsker og behov.
Aktuelt står ønsket om at spise og selv sætte håret op øverst på listen over hverdagsaktiviteter, Trine gerne vil kunne gennemføre, og med hjælp fra Malthe Folkmann og Emma Lund, kommer hun ét skridt tættere på at opnå det.
Efter Emma og Malthe har dæmpet Trines tonus i overekstremiteten, kan hun åbne hånden nok til at holde om et vandglas og med støtte fra sin højre hånd drikke selv. Armen kan med støtte fra Emma og Malthe også nå helt op over hovedet, så hun kan få fat om både hår og hårelastik. Det er første gang siden apopleksien.
- Jeg har ikke fået armen så højt op over hovedet før. Det er vildt, at de lykkedes med det, siger Trine Højgaard begejstret.
Fra bog til virkelighed
Før Birgitte Stamp overtog semesteret om neurorehabilitering, skulle de studerende målrette en intervention til en fiktiv patient, som underviserne så skulle vurdere effekten af. Men den model duer ikke, mener Birgitte Stamp:
- Der tænkte jeg: Der har vi et eksempel på, hvordan vores faggruppe reproducerer en magtstruktur: At underviserne er eksperter på, om de studerendes interventioner giver mening, frem for at det er personerne i rehabilitering, der er eksperter.
Trine Højgaard besøger Københavns Professionshøjskole to gange i løbet af semesteret. Første gang holder hun oplæg om sit rehabiliteringsforløb, de studerende stiller spørgsmål, og hun fortæller om de hverdagsaktiviteter, hun på sigt gerne vil kunne gøre selv. Anden gang afprøver hun de interventioner, som de studerende har skræddersyet efter hendes ønsker.
Selvom flere af de studerende finder det grænseoverskridende at afprøve deres interventioner med en rigtig patient, beskriver de det som ”lærerigt” og ”givende”, fortæller Emma Lund.
- Selvom vi har læst om det, var det sværere, end vi troede, at trykke korrekt på de her nøglepunkter ved tonus-inhibering. Men så var det fedt, at der var rum til at begå fejl, lære af dem og samtidig hjælpe Trine til at kunne flere ting selv, siger Emma Lund.
At de studerendes interventioner er fejlfri, er heller ikke det vigtigste, fortæller Trine Højgaard:
- Det giver mig så meget at møde de studerende, fordi de er gode til at møde mig og finde på løsninger, jeg kan bruge i min hverdag. Det giver mig håb for fremtiden.
Personinddragelse i litteraturen
Birgitte Stamp er medredaktør og -forfatter på ”Rehabilitering – en grundbog”, som udkom tidligere i år, og også her har hun inddraget patientperspektiver.
En af de patienter, hvis erfaringer med rehabilitering er med i bogen, er Anne Meiniche, som for godt 20 år siden fik omfattende funktionsnedsættelser efter en trafikulykke. Det skrev Anne Meiniche om i bogen ”Det ser fint ud på røntgen”, men i ”Rehabilitering – en grundbog” holder Birgitte Stamp patientens oplevelser op imod relevante statistikker og litteratur og har bevidst givet lige så stor plads til Anne Meiniches erfaringer, som til litteraturen.
Anne Meiniche beskriver sig selv som en ”erfaren patient”, og hun mener, at Birgittes inddragende arbejde er vigtigt for sundhedsvæsenets praksis.
— Når man som jeg har været patient gennem mange år og har været vidne til en masse snak om ”patienten/borgeren i centrum” uden at se det ske, så kan man skrive under på, at der mangler nogen til at gøre det, siger Anne Meiniche.