Ny test sporer os ind på årsager til barnets problemer

Dato: 5. december 2023
Forfatter: Sussi Boberg Bæch
Fotograf: Martin Bubandt

Ny international sanseintegrationstest til udredning af børn vil få stor betydning for praksis og forskning, spår ergoterapeut Betina Ada Rasmussen. — Vi har manglet et opdateret, internationalt standardiseret og valideret redskab, der både måler barnets udførelse af aktiviteter og barnets adfærdsmæssige respons på sansepåvirkninger, siger hun.

Da Betina Ada Rasmussen i 1991 stod som nyuddannet ergoterapeut, landede hun på en børneafdeling, der kom til at sætte retningen for det, hun senere kom til at vie sit arbejdsliv til: Sanseintegration og sanseintegrationsforstyrrelser.

Helt tilfældigt fulgtes jeg rundt på afdelingen med en erfaren ergoterapeut, der benyttede behandlingsmetoder med afsæt i sanseintegrationsteorien i sit arbejde med børnene. Det var vildt spændende, fordi jeg fik en forståelse for, hvorfor nogle børn reagerede anderledes end det typisk udviklede barn, forklarer Betina Ada Rasmussen.

I dag arbejder hun som lektor på Københavns Professionshøjskole, hvor hun netop har været med til at afslutte et stort internationalt tre-årigt EU-projekt om sanseintegration. I projektet er en nyudviklet international sanseintegrationstest til udredning af børn med sanseintegrationsforstyrrelser afprøvet og valideret på cirka 3.000 børn i alderen 3-12 år, heraf 30 danske børn.

Data fra de 30 børn er en del af en international norm, hvor børnene repræsenterer det typisk udviklede barn. Inklusionskriterier i projektet var derfor typisk udviklede børn uden nogen kendte former for medicinsk eller udviklingsmæssig bekymring for eller mistanke om sanseintegrationsforstyrrelser, fortæller Betina Ada Rasmussen og tilføjer om den nye test, der er blevet døbt EASI-testen: Ayres Sensory Integration-testen:

- Den nye test vil give danske ergoterapeuter mulighed for at undersøge børn med mulige sanseintegrationsforstyrrelser og sammenligne børnenes udførelse af testen med den internationale norm — med henblik på at afgøre betydningen af eventuelle sanseintegrationsforstyrrelser.

Indenfor sanseintegrationsspecialet findes der i dag en række validerede redskaber af narrativ karakter — fx interviews eller spørgeskemaer

Test kommer først

I alt 22 lande over hele verden var involveret i projektet, som Betina Ada Rasmussen første gang hørte om til en konference i Finland. Hun og kollegaen Julie Broge meldte sig straks til at deltage, og sammen har de to ergoterapeuter stået i spidsen for at indsamle data til den danske del af projektet.

Sanseintegrationstesten er et vigtigt redskab, og en test bør altid gå forud for behandling af et barn med sanseintegrationsforstyrrelser, forklarer hun:

- Hvis man gør et solidt forarbejde ved at undersøge barnet fx ved hjælp af en sanseintegrationstest, er der større chance for, at man i første omgang rammer rigtigt med sin behandling. Testen viser, hvilket sansesystem vi skal ind og arbejde med, så vi fra starten er sporet ind på årsagerne til barnets udfordringer.

Barnets udfordringer kan fx komme til udtryk ved problemer med fin- og grovmotorik, så barnet er klodset eller har problemer med at skrive, binde snørebånd eller børste tænder eller indgå i legeaktiviteter. Udfordringerne kan få betydning for indlæring, fordi barnet har nedsat evne til at koncentrere sig og til at regulere egen adfærd.

- Hvis man som barn har udfordringer med at bearbejde og integrere sanseinput på et neurofysiologisk plan, vil det altid medføre udfordringer med aktivitet og deltagelse. Derfor er det en opgave for os ergoterapeuter at blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe børn, forældre og omsorgspersoner til at forstå børnenes adfærd, forklarer Betina Ada Rasmussen.

EASI-testen

  • Evaluation in Ayres Sensory Integration-testen (EASI-testen) er et redskab til udredning af børn i alderen 3-12 år med sanseintegrationsforstyrrelser. Testen afdækker, hvor godt barnet opfatter og bearbejder sanseindtryk indenfor de forskellige sansesystemer.
  • EASI er udviklet af de amerikanske ergoterapeuter Zoe Mailloux og Diane Parham.
  • Testen måler sensorisk perception, okulær-, postural- og bilateral integration, praksis (praktiske færdigheder) og sensorisk reaktivitet alt sammen med henblik på at blotlægge sanseintegrationsforstyrrelser.
  • En norm bestående af data fra cirka 3.000 børn heraf 30 danske børn uden vanskeligheder med at integrere sanseindtryk er færdigtestet og klar til at blive brugt som sammenligningsgrundlag for EASI-testresultaterne.
  • Adgang til testen fås via uddannelsen Collaborative Leadership in Ayres’ Sensory Integration (CLASI).

BLÅ BOG

Betina Ada Rasmussen

Ergoterapeut og lektor 

Københavns professionshøjskole

btra@kp.dk

EASI-testen give os en større indsigt i, hvilke specifikke områder inden for sansesystemerne, som børnene har udfordringer med.

 Betina Ada Rasmussen
 

EASI-testen give os en større indsigt i, hvilke specifikke områder inden for sansesystemerne, som børnene har udfordringer med. Betina Ada Rasmussen

Erstatter amerikansk test

Det var i forbindelse med 100-året for moderen til teorien om sanseintegration amerikaneren Jean Ayres at EU-projektet startede op i 2020. Den gamle amerikanske test fra 1989 kaldet Sensory Integration and Praxis Test (SIPT), som Jean Ayres oprindeligt udviklede, har stort set ikke været anvendt i Danmark og i ringe grad på verdensplan. Testen er dyr at anvende, den er ikke brugervenlig for hverken barn eller tester, og den er ikke internationalt standardiseret.

Den nye test The Evaluation in Ayres Sensory Integration (EASI) blev udviklet med baggrund i den gamle, og indsamlingen af data til en norm i hvert land var en central del af udviklingsarbejdet.

- De 30 danske børn blev testet med 20 forskellige deltest, hvoraf nogle var nye og andre stammede fra den gamle test. I analysedelen så en statistiker på data fra alle lande med hensyn til, om hver deltest var passende for aldersgruppen, eller om testen skulle efterjusteres eller helt tages ud, forklarer Betina Ada Rasmussen og giver nogle eksempler på deltest:

- En deltest kunne være, at et treårigt barn skulle identificere formen på forskellige figurer, som barnet fik i munden, ved at pege på en plade med tegninger af figurformerne. Eller det kunne være, at et seksårigt barn skulle holde kroppen mod tyngdekraften ved at ligge i en maveliggende stilling og løfte overkrop og ben.

Det nye testredskab har længe været efterspurgt, fortæller hun:

- Indenfor sanseintegrationsspecialet findes der i dag en række validerede redskaber af narrativ karakter — fx interviews eller spørgeskemaer, men vi har i høj grad manglet et opdateret, internationalt standardiseret og valideret redskab, der både måler barnets udførelse af forskellige aktiviteter og barnets adfærdsmæssige respons på sansepåvirkninger.

Om sanseintegration

  • Sanseintegration er hjernens evne til at modtage og bearbejde forskellige typer sansestimuli.
  • En velfungerende sanseintegration er en forudsætning for udviklende leg og aktiviteter hos et barn, hvorigennem barnet lærer kognitive, motoriske og adfærdsmæssige færdigheder og udvikler selvbevidsthed.
  • Hvis barnet har problemer med at bearbejde sanseindtryk, får barnet sværere ved at udvikle sig alderssvarende motorisk og kognitivt.
  • Når der ses forstyrrelser eller udfordringer i de forskellige sansesystemer, vil det ofte medføre ændret adfærd og udfordringer med aktivitet og deltagelse. 
  • Sanseintegration i ergoterapi er velkendt indenfor børneområdet og psykiatrien, men også indenfor neurologien og i forhold til ældre og mennesker med demenslignende symptomer.

Kilde: Betina Ada Rasmussen.

Godt for praksis og forskning

Den nye sanseintegrationstest vil ifølge Betina Ada Rasmussen få stor betydning for både praksis og forskning.

- Selvom vi i dag har mange dygtige ergoterapeuter, der arbejder med sanseintegration, vil EASI-testen give os en større indsigt i, hvilke specifikke områder inden for sansesystemerne, som børnene har udfordringer med. Det vil gøre os ergoterapeuter klogere på, hvordan en intervention kan forberedes, så barnets aktivitet og deltagelse i hverdagen bliver optimeret, og det vil give mulighed for at kunne dokumentere effekten af et målrettet behandlingsforløb, forklarer hun.

- Sanseintegration er mere anerkendt end nogensinde, men der er stadig mange, der sætter spørgsmålstegn ved, om det virker. Ved at udbrede brugen af EASI-testen vil vi højne forskningen indenfor sanseintegration, fordi vi i langt højere grad end tidligere bliver i stand til at sammenligne vores testresultater og på den måde får mulighed for at skabe solid evidens, forklarer Betina Ada Rasmussen og pointerer, at det også vil gøre det lettere at lave systematiske reviews, der samler den videnskabelige dokumentation på området.

Uddannelse i sanseintegration nu på dansk

  • Den amerikanske uddannelse i sanseintegration Collaborative Leadership in Ayres’ Sensory Integration (CLASI) er oversat til dansk og udbydes nu i Danmark via firmaet Protac.
  • De første 20 danske ergoterapeuter har gennemgået uddannelsen.
  • Betina Ada Rasmussen og Julie Broge har oversat de amerikanske moduler til dansk.
  • Læs mere på: clasi.protac.dk

Vores otte sansesystemer

  • Den visuelle sans: synssansen.
  • Den auditive sans: høresansen.
  • Den olfaktoriske sans: lugtesansen.
  • Den gustatoriske sans: smagssansen.
  • Den vestibulære sans: labyrint- og ligevægtssansen.
  • Den taktile sans: berørings- og følesansen.
  • Den proprioceptive sans: muskel-ledsansen.
  • Den interoceptive sans: Indre kropssans.

Kilde:  Bundy AC & Lane SJ (2019). Sensory Integration: Theory and practice.