- Når jeg snitter, kan jeg ikke tænke på næste scanning

På Amager mødes et hold kræftramte hver uge til craft-aktiviteter i naturen, og forløbet giver både aha-oplevelser og ro i en hverdag med senfølger og tankemylder.

- Er det nu, vi kan få et mærke hos spejderne, udbryder Rina Mogensen, da bålet slår de første gnister.

Alle har hugget, snittet og pustet ihærdigt, og da det lykkes at skabe ild, løfter stemningen sig. 

- Så I lige mine skills, spørger Rina med et grin og hæver triumferende tændstålet i luften.

- Det skal jeg hjem og fortælle familien. Så kan vi også lave bål i haven.

Hun sætter sig i cirklen omkring ilden på en af de store sten, der er dækket af lune fåreuldstæpper.

Vi sidder på en lille plet på Kalvebod Fælled, der ligger som en grøn lomme mellem Ørestadens grå huse. Det er her forløbet ”Kræftrehabilitering i naturen” i dag finder sted.

Andre mandage mødes holdet ved Amager Strand eller i Skolebotanisk Have, som er endnu en af kommunens grønne pletter. Deltagerne er mellem 48 og 64 år og er lige nu fordybet i at snitte en smørekniv ud af et stykke træ, mens ilden knitrer, og varmen breder sig.

Ovenover os trækker fuglene mod syd. Rønnebærrene hænger tungt fra træernes grene, og her bag grøfterne med højt græs, er det let at glemme hverdagen og symptomerne. Det gør deltagerne tilsyneladende også. Eller som Mette Rasmussen, der er 48 år og uhelbredeligt syg af kræft, udtrykker det:

- For mig er det vigtigt ikke at snakke sygdom, når jeg kommer her. Det er der rigeligt af i hverdagen.

Fokus på øjeblikket

Mette Rasmussen er plaget af lymfødem efter at have fået fjernet alle lymfeknuder i armhulen, og hun bliver træt, når hun laver den samme bevægelse flere gange, men lige nu slider hun ihærdigt med dolken i træet.

- Husker du at holde pauser, spørger ergoterapeut Signe Lund Hansen, der sidder på stenen ved side af Mette, og de to får sig en snak om betydningen af at stoppe op og strække ud.

Mettes brystkræft har spredt sig til knoglerne, men hun har vænnet sig til tanken om, at hun aldrig bliver rask.

-Sdan r mit liv nu, og derfor får jeg det bedste ud af det, fx ved at være med på udeholdet. Her skal jeg koncentrere mig om noget andet, og når jeg snitter, kan jeg ikke tænke på min næste scanning. Så handler det om at få lavet de spåner, så vi kan få ild på bålet. Når vi står ude i vandet, er jeg også nødt til at fokusere på at være lige dér og ikke tænke på mine bekymringer, for ellers risikerer jeg at få vand i mine waders, fortæller Mette Rasmussen og tilføjer:

- Man kan ikke undgå at gå og spekulere på fremtiden, men her får vi nogle redskaber til at lave noget andet, når de negative tanker begynder at drille.

For mig er det vigtigt ikke at snakke sygdom, når jeg kommer her. Det er der rigeligt af i hverdagen.

Håndværk for alle

Det er fjerde gang, at Signe Lund Hansen og hendes to sundhedsfaglige kolleger i Tårnby Kommune arrangerer et otteugers udendørs forløb for borgere, der er midt i eller har afsluttet et kræftbehandlingsforløb. Ideen opstod efter coronaperioden, hvor mange af kommunens sundhedstilbud rykkede udendørs. De tre kolleger kendte alt til naturens gavnlige virkninger på helbredet, og samtidig var de inspireret af teorierne om craft-psykologi, hvor der er evidens for, at ”crafting”, det vil sige håndværk, har en række sundhedsfremmende effekter. Ved at flytte håndværkene udenfor kunne de skabe et tilbud, der ikke bare stod på et solidt forskningsmæssigt grundlag, men som også appellerede bredt.

-  Vi ville ikke reducere craft til kun at være håndarbejde. Hvis vi laver en strikkeklub, ekskluderer vi mange, og vi får fx ikke ret mange mænd til at deltage. Men når vi laver bål eller slår græs med le, kan flere se sig selv i det. Samtidig vidste vi, at vi ville bruge naturen, og vi har jo nogle skønne lokationer i kommunen, fortæller Signe Lund Hansen, der sammen med sine kolleger allierede sig med en forsker, en botaniker og kommunens naturvejledere for at udvikle et pilotprojekt.

Signe lavede aktivitetsanalyser på udvalgte aktiviteter, så de kunne gradueres efter deltagernes færdigheder, og så de kunne afvikles indenfor de to timer, som, de fandt frem til, var passende til hvert møde.

- Det har været vigtigt at prøve det af og lave aktivitetsanalyser. Vi fandt fx ud af, at det var for besværligt at filte og flette pil, som ellers var nogle af de aktiviteter, vi oprindeligt havde planlagt.

Opnår flow

Både processen og produktet er centralt, og deltagerne får tit en ting med hjem fra forløbet. I dag er målet en smørekniv, og tidligere er der blevet malet sten, lavet blyanter ud af pil og trykt kort efter den japanske hapa zome-teknik, hvor planter og blomster bruges til at farve. Holdene har oftest seks-otte deltagere, og set med ergoterapeutiske øjne giver forløbet i naturen utrolig god mening, forklarer Signe.

- De fleste af de borgere, som er igennem et kræftforløb, kan ikke kende sig selv. De har svært ved at acceptere, at de ikke er den samme som før, men her bliver de præsenteret for nye meningsfulde aktiviteter, som de kan bruge i deres hverdag. De finder ud af, at de godt kan klare dem, og at aktiviteterne kan være med til at give en ro, som ellers kan være svær at finde, fortæller Signe Lund Hansen og fremhæver, hvordan det kan give en oplevelse af at være i flow, når man bruger hænderne til fx at fiske, hugge eller sanke.

- Vi ved, at hvis man opnår at være i flow i 20 minutter, så giver det noget positivt til det parasympatiske nervesystem. Det sætter reptilhjernen ud af spil og virker afstressende, pointerer hun.

Samtidig tilbyder holdet et fællesskab med ligesindede, forklarer Signe:

- Vi arbejder ud fra doing-being-becoming og belonging-tanken, og det kan godt være, at man ikke har kræfter til at snitte en smørekniv, men så kan man lave spåner til bålet.