METTE OG MOTIVATIONEN: 282 af Ergoterapeutforeningens medlemmer hedder Mette, det er lige knap tre procent – og det gør fornavnet ”Mette” til højdespringer i ETF’s medlemsskare. Selv om de mange Metter deler fornavn og fag, er de selvfølgelig vidt forskellige, og i serien her spørger vi en håndfuld af dem, hvordan de hver især finder motivationen i deres hverdag. Her fortæller Mette Jakobsen, hvordan hun hver dag møder på arbejde for at give borgerne gode oplevelser og sende dem hjem med fornyet livsglæde.
I hjertet af Odense ligger Byhuset. Et tidligere epidemisygehus, der i dag rummer et aktivitets- og træningstilbud for hjemmeboende borgere med en demenssygdom. Væggene i de førhen sterilt hvide sygehusstuer er for længst malet over med varme jordfarver og pyntet med billeder fra borgernes liv med ægtefæller, børn og bekendte – og sådan byder Byhuset med åbne arme borgerne velkommen på alle hverdage.
I musiklokalet sidder en kvinde foroverbøjet ved klaveret. Hendes fingre danser over tangenterne, imens en gruppe omkring hende synger dansktopsange fra deres ungdom.
– Hun har levet af at spille musik hele sit arbejdsliv, men demenssygdommen har påvirket hende, så hun derhjemme ikke længere tager initiativ til at spille. Men her er klaveret blevet hendes vej tilbage til musikken – og ind i gruppen. Hun er engelsktalende og forstår kun lidt dansk, og derfor er kommunikationen med de andre ellers vanskelig, fortæller ergoterapeut Mette Jakobsen.
Melodien er ikke fejlfri, men det gør ikke noget. Det vigtige er, at musikken og det at synge sammen skaber livsglæde.
Mission livsglæde
Mette smiler, når hun synger med beboerne. Livsglæden er blevet hendes faglige mission – ja, faktisk har den banet vejen for hendes arbejdsliv.
Det begyndte under et praktikforløb på ergoterapeutuddannelsen, hvor hun på en neurologisk afdeling i Struer mødte en tidligere tennisspiller, fortæller hun:
– En hjerneskade havde påvirket hans motorik, så han var ude af stand til at spille tennis. For at genskabe konkurrence-elementet fra virkelighedens tennis begyndte jeg at spille virtuel tennis på Wii med ham. I begyndelsen var han skeptisk, men det ændrede sig lige så stille i takt med, at vi spillede oftere og oftere. Han fik sit smil tilbage og en dag fortalte han, at det betød meget for ham at kunne spille igen, selvom det var virtuelt.
- I det moment vidste jeg, at mit kald som ergoterapeut skulle være at give mennesker livsglæden tilbage, siger Mette Jakobsen, der for otte år siden kom til Byhuset som nyuddannet.
– Jeg elsker at gå på arbejde og mærke, at jeg gør en forskel for borgerne. På en udflugt til Odense Zoo forleden tog en kvinde fat i mig, inden vi skulle hjem. Hun var rørt og takkede for, hvor dejligt det var at være tilbage, for hun havde ikke været i zoologisk have, siden hendes børn var små, og turen gav hende en masse gode minder, siger hun og tilføjer:
– Jeg føler mig privilegeret over at arbejde et sted, hvor vores borgere tager hjem med et smil på læben.
Mette Aarøe Jakobsen
Ergoterapeut
Byhuset, Odense
Mit humør og min energi smitter af på borgerne, og derfor går jeg meget op i at være glad og smilende og tale til alle med respekt
En aktiv hverdag
Mette har seks forskellige hold om ugen, et af dem er ”Fritidsliv” - et interessehold for de borgere, der savner at komme ud i naturen. Hver uge tager holdet i Kulturbotanisk Have i Odense.
– Vi samler bær, laver mad over bål, går ture og snakker om fuglene. En af de faste borgere på holdet har en botanisk uddannelsesbaggrund, og han lyser helt op, når han fortæller om de forskellige træsorter. Det er tydeligt at mærke på ham, at han føler sig værdsat, når han deler sin viden.
Mette har også træningshold, der er tilpasset borgernes forskellige stadier i demenssygdommen. De borgere, der ikke er så langt i sygdomsforløbet, øver fx med bolde og små håndvægte. For gangbesværede borgere er siddende træning en mulighed.
– Det er enormt vigtigt for personer med en demenssygdom at have en aktiv hverdag, for det styrker både helbred og livskvalitet. Jeg kan se, at borgerne har gavn af træningen, uanset hvilket niveau de er på, siger Mette Jakobsen og fortsætter:
– ”Man bliver aldrig for gammel til at ligge i planken”, sagde min tidligere anatomilærer, og det har jeg taget til mig. Hver mandag formiddag laver holdet ”moderat motion” planken, og de er så seje: De holder til mere, end de selv tror, og det giver dem succesoplevelser og fornyet tro på egne evner, siger hun og forklarer, at fordi det kan være svært for personer med en demenssygdom at udtrykke deres følelser, betyder det meget for hende, når hun kan se og mærke, at hun gør en forskel.
Mod på mere
Det kan være udfordrende at arbejde med borgere, der ikke kan fortælle om deres liv, eller huske, hvad de lavede i går, og derfor gør Mette sig umage med at behandle alle med respekt.
– Jeg har et ansvar for at kende borgerne bedre, end der måske er behov for på andre områder. Alle oplever en demens-sygdom forskelligt, og derfor skal jeg vide, hvordan hver enkelt har det. Jeg skal ikke lave jokes med en, der ikke forstår, at jeg laver sjov, og en anden skal jeg huske at tale til, selvom vedkommende ikke længere selv har et sprog, siger hun og uddyber:
– Mit humør og min energi smitter af på borgerne, og derfor går jeg meget op i at være glad og smilende og tale til alle med respekt og ikke som om de var børn, selvom det til tider kan føles sådan.
Byhusets vægge bliver hele tiden udsmykket med billeder af nye borgeres familier. For Mette er den konstante udvikling med til at holde hendes mission om at skabe livsglæde ved lige.
– Jeg kan ikke se mig selv lave noget andet, som tingene ser ud lige nu. Det er et dynamisk hus, der sker noget hele tiden. Jeg får nye hold og mine eksisterende ændrer sig, smiler hun.