282 af Ergoterapeutforeningens medlemmer hedder Mette, det er lige knap tre procent – og det gør fornavnet ”Mette” til højdespringer i ETF’s medlemsskare. Selv om de mange Metter deler fornavn og fag, er de selvfølgelig vidt forskellige, og i serien her spørger vi en håndfuld af dem, hvordan de hver især finder motivationen i deres hverdag. For Mette Kløve Petz fik en praktik i Afrika hende til at se på sit fag med nye øjne – og i år har hun kastet sig ud i to rejser til Uganda.
I et klasselokale i Ugandas hovedstad sidder en lille dreng overfor Mette Kløve Petz. Hans blik er koncentreret på en stribe kort på bordet foran ham. Han kan kun vende og se et kort ad gangen, men når der kun er ét tilbage, skal han huske at sige ”uno”.
Han elsker kortspillet Uno, men det er ikke nemt. Drengen har finmotoriske problemer, og det er umuligt for ham at holde mere end ét kort i hånden. Samtidig har han også svært ved en anden del af spillet.
– Han var uden sprog, fordi han havde problemer med at samle sine læber. Han sagde kun lyde, så jeg brugte Uno som et redskab for sprogtræning ved at øve farver og tal på kortene med ham, fortæller Mette Kløve Petz.
Et hyggeligt kortspil forklædt som en træningsøvelse, men Mettes ergoterapeutiske faglighed og kreativitet stoppede ikke her.
– Jeg byggede en kortholder i Lego Duplo, så drengen kunne se alle sine kort på én gang, og jeg kunne fokusere spillet på sprogtræningen. For mig virkede det som en lille ting, men for ham var det en kæmpe omvæltning. Hans smil lyste hele rummet op, og han flagrede med fingrene i et forsøg på at klappe. Han pegede henrykt på kortholderen for at vise den frem. Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg gjorde en forskel, og det gjorde mig utrolig glad og stolt, siger Mette Kløve Petz.
Den lille dreng går på Kampala School for the Physically Handicapped sammen med næsten 200 andre børn. Alle elever har et fysisk eller psykisk handikap, og her var Mette Kløve Petz sammen med to medstuderende på syvende semester af ergoterapeutuddannelsen i praktik i seks uger.
Den umiddelbare glæde, som børn kan udstråle, er helt speciel. Jeg kan sagtens se mig selv arbejde med børn i Danmark også
Det rigtige valg
Alsidigheden i faget var det, der fik Mette til at vælge at læse til netop ergoterapeut, fortæller hun:
– Jeg er et kæmpe legebarn, og jeg skal ikke sidde på et kontor hele mit liv, så da jeg hørte om ergoterapeutuddannelsen, var jeg solgt. Kombinationen af at kunne gøre en forskel, være fysisk aktiv med borgerne og fagets bredde fangede mig.
Mette blev dog først på fjerde semester for alvor bekræftet i, at hun har valgt rigtigt.
– Jeg blev lidt i tvivl i løbet af studiet, om ergoterapi virkelig var det rigtige for mig. Jeg manglede at mærke, hvordan det vi lavede på skolen så ud i praksis. Men det ændrede sig i den lange praktik på fjerde semester, hvor jeg arbejdede med genoptræning af arme på Neurologisk Afdeling i Svendborg. Jeg kunne se, at forløbene virkede.
– Den intense individuelle træning flere gange om ugen motiverede mig, for jeg kunne følge udviklingen og se selv de mindste fremskridt. Mit arbejde påvirkede borgernes velvære og deres forhåbning om at komme tilbage til det samme fysiske niveau som før deres skade, uddyber Mette Kløve Petz.
Hun blev forelsket i det neurologiske område, men en nysgerrighed og et ønske om en international praktik fik hende til at tage seks uger i praktik på en skole i Uganda.
– Jeg havde ikke overvejet børneområdet, for jeg troede ikke, at det ville være noget for mig. Jeg tog praktikken på skolen i Uganda, fordi jeg ville ud i verden og få noget erfaring og udvide min horisont, siger hun.
Børnene på skolen i Uganda gjorde et større indtryk på Mette, end hun havde regnet med.
– Jeg havde et forløb med en pige, hvor vi øvede greb, for at hun kunne komme op i et gangstativ. På min sidste dag prøvede hun som så mange gange før at komme op i gangstativet. Vi havde kun øvet greb, hvor jeg havde båret hendes kropsvægt, og hun havde flyttet sine ben, indleder Mette Kløve Petz og fortsætter:
– Inden jeg fik taget fat i hende, gik hun fire-fem skridt. Hun havde ikke på noget tidspunkt indtil da gået selv, og da det skete, bredte verdens største smil sig i hendes ansigt. Der sad en ugandisk fysioterapeut ved siden af, og henvendt til hende udbrød jeg: ”Du må blive ved. Du kan se, at der sker noget.”
Pigens pludselige fremskridt kom helt bag på Mette, der om sin reaktion siger:
– Jeg blev så påvirket af situationen, at jeg var lige ved at fælde en tåre - og jeg gjorde det måske også.
Mette Kløve Petz
Ergoterapeut
Klar på fremtiden
Mette glemte hverken pigen eller Uganda, og da hun havde afsluttet sin uddannelse, tog hun – sammen med sine tidligere rejsekammerater - tilbage til Uganda for at arbejde frivilligt.
– Denne gang ville vi udfordre os selv endnu mere, så vi prøvede selv at finde et sted og endte på en lidt mindre skole i Kampala, hvor der både var elever med og uden handikap, siger Mette Kløve Petz, der også på den nye skole fik lærerige oplevelser.
Begge ture til det østlige Centralafrika har været med til at forme Mette som nyuddannet ergoterapeut, og de har givet hende så meget tro på sig selv som ergoterapeut, at hun nu er klar til at søge sit første job herhjemme.
– Jeg ser ikke på stillingsopslag og tænker: ”det kan jeg nok ikke finde ud af”, jeg ser mere på dem som udfordringer, jeg er klar til at tage op, siger hun.
Hun mener også, at erfaringerne fra Afrika har lært hende at tænke kreativt som ergoterapeut:
– Uganda er meget anderledes end Danmark. Der er generelt ikke de samme hjælpemidler, redskaber og ressourcer, og det betyder, at man bliver nødt til at tænke mere kreativt og fx selv bygge en kortholder med det materiale, der nu er til rådighed – og det kan jeg faktisk godt lide.
Også børneområdet bærer hun med sig videre – nu i sin jobsøgning:
– Jeg har fået øjnene op for børneområdet, og min forestilling om, at det ikke er noget for mig er vendt på hovedet. Den umiddelbare glæde, som børn kan udstråle, er helt speciel. Jeg kan sagtens se mig selv arbejde med børn i Danmark også.