Kliniske undervisere i parløb

I sidste ende er det et godt samarbejde, der gør forløbet bedre for borgeren.

Ny forståelse

I april afsluttede de to så deres første hold med fem sjettesemesterstuderende, som havde fået mulighed for at snuse til begge sektorer. 

Og hvordan gik det så? Ja, at dømme ud fra feedbackskema og andre tilbagemeldinger fra de studerende var forløbet vellykket, fortæller de to kliniske undervisere. Godt nok havde nogle studerende på forhånd erfaring fra begge sektorer fx fra tidligere praktikker, men samtlige studerende oplevede, at de havde fået noget ud af de fælles forløb. 

- For nogle af dem var det virkelig en øjenåbner, mens andre blev bekræftet i det, de allerede vidste. Men generelt har det givet en fin dialog på tværs og et indblik i konteksterne, fastslår Dennis og peger på betydningen af, at de studerende oplevede de fysiske rammer, vilkår, arbejdsgange og kultur på de to steder, hvilket gav dem både aha-oplevelser og en ny forståelse, fortæller Dennis:

- Nu sidder jeg i kommunen, hvor vi får en masse genoptræningsplaner fra hospitalet, og de studerende kan nogle gange godt få det sådan lidt: ”Eij, hvorfor har ergoterapeuten ikke skrevet noget mere om borgeren?”.

- Men det kan jo være, at ergoterapeuten på hospitalet kun har set patienten én gang i 20 minutter, fordi det var det, som der var tid til, og når de studerende selv har oplevet det, så kan de pludselig se, at det faktisk ér de allervigtigste informationer, som ergoterapeuten nåede at skrive ned. Det giver en anden tilgang. På samme måde kan det gøre en forskel for de studerende på hospitalet, når de ved, hvilke tilbud og faciliteter, vi har i kommunen, for kender de dem, kan de meget bedre hjælpe borgeren på vej, fortsætter Dennis Vikkelsø Mortensen.

Han er varm fortaler for at give de studerende ”perspektivændringer”, som han siger.

Fx er det også nemmere at ringe til kollegerne på hospitalet eller i kommunen, når man selv har været der. 

- I sidste ende er det et godt samarbejde, der gør forløbet bedre for borgeren, siger Dennis Vikkelsø Mortensen.

Mere fælles læring

Udover indsigt og forståelse gav samarbejdet også andre bonusgevinster. Fx synes de studerende, at det var dejligt at møde andre fra holdet, og de fandt det sjovere at fremlægge og diskutere deres refleksionsoplæg i en gruppe på otte fremfor kun fire personer. 

For Pernille, der først blev klinisk underviser sidste år, var det værdifuldt at kunne diskutere nye udfordringer med en kollega, der har 10 års erfaring i rollen.

- Det er et kæmpe ansvar at tage imod studerende, og som klinisk underviser kan man godt føle, at man bygger flyet, mens man flyver, for man står overfor så mange nye ting, som man ikke har lært som menig ergoterapeut, og det giver en tryghed at have én at vende tingene med. Det har været rart at have Dennis at læne sig op ad, siger hun. 

Mere end oplevelser 

Udfordringen for de kliniske undervisere var, at de hele tiden skulle sikre, at de studerende kunne gennemføre eksamen i hver deres praksis. Derfor blev møderne også begrænset til to besøgsformiddage på hinandens matrikler og fem læringsworkshops. Det kunne have været spændende med endnu flere besøg og møder, mener begge de kliniske undervisere, men læringsudbyttet vægtede højest. 

- Vi kunne sagtens have givet dem en masse oplevelser, hvor de fik lov til at følge hinanden i dagevis, men oplevelser er ikke lig med læring, og vi skulle hele tiden sørge for, at de rent faktisk fik noget ud af oplevelserne, fortæller Dennis, der sammen med Pernille samlede op på de studerendes læring efter hvert fælles forløb. 

- Man er nødt til at have en klar ramme omkring besøgene, så man på forhånd beder de studerende løse en opgave eller holde øje med noget bestemt, siger Pernille My Lund, der sammen med sin kollega for længst har indset, at ikke alt kan planlægges. 

- Hvis vi selv kunne styre alt i denne verden, ville vi jo sørge for, at de studerende var med til den afsluttende vurdering på hospitalet, når borgeren bliver sendt afsted, og så tager de syv dage efter imod den selvsamme borger i sundhedshuset. Det kommer nok ikke til at ske i virkeligheden, men vi kan godt facilitere muligheden for, at situationen opstår, siger Dennis.

Stadig under udvikling

Samarbejdet og tilrettelæggelsen har taget ekstra tid, indrømmer de to undervisere. 

- Det ville helt klart have været lettere at lade være, erklærer Dennis med et grin, og Pernille nikker. 

Kalendergymnastik er tidskrævende, for ikke alene skal de kliniske undervisere finde fælles tidspunkter til læringsworkshops og udvekslingsbesøg på flere matrikler. Kollegernes kalendere skal også inddrages, for at finde frem til, hvem de studerende skal følge. 

- De kunne godt have set de andre studerende arbejde, men vi ville gerne have, at de fulgte nogle uddannede kolleger, så vi var sikre på kvalitet i opgaveløsningen, forklarer Dennis.

Trods besværet er de to enige om, at det har været umagen værd.

- Det, der kommer ud af det, er så sjovt og værdifuldt, at vi gerne vil bruge kræfterne på at planlægge, siger Pernille, der sammen med Dennis stadig udvikler modellen for fælles forløb. 

Lige nu diskuterer de bl.a., hvorvidt tilbuddet skal tilrettelægges, så studerende med fagligt overskud skal have mulighed for at booke flere aftaler i den anden sektor, ligesom de ønsker at skrue op for antallet af besøg og ned for fælles læringsseminar, inden det næste hold studerende begynder. 

- Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej med at udvikle en ramme omkring klinisk undervisning, hvor de studerende kommer ud med en større forståelse for overgange og sektorer, så de forhåbentlig kan give en endnu bedre behandling til dem, det handler om, fastslår Dennis Vikkelsø Mortensen.