Eventyreren og bestsellerforfatteren Ib Michael fik for to år siden en blodprop i hjernen. Den lammede den ene side af kroppen. Indeni føltes det som om, han havde en ”Højre-Mik” og en ”Venstre-Mik”, som ikke ville smelte sammen. Fingrene på den ene hånd drillede, når han skulle skrive, og det var slut med rejserne jorden rundt. Hvem er man så? Hvor finder man ny mening? Ib Michael har klinket skårene og forseglet sit brud med guldlak.
Da Ib Michael 11 måneder efter sin indlæggelse kiggede i journalen fra hospitalet, var der især en formulering, han hæftede sig ved.
”Patienten er meget venlig i kontakten og udtrykker ikke den store bekymring ift. hans situation”, stod der.
— Det var jo manglende sygdomserkendelse, men jeg var nok ikke så bekymret, konstaterer Ib Michael.
Han smiler.
— Min kone Hanne forklarer det med, at jeg har levet et temmelig vildt liv og altid været tryg ved mine omgivelser. Måske er jeg for dum. Jeg har simpelthen ikke rigtig fantasi til at forestille mig, at der sker noget dårligt, fortsætter han.
Heller ikke i det øjeblik, blodproppen ramte, blev Ib Michael bange. Det var en septemberformiddag i 2022, og han var på vej ud i bilen, da lammelsen bredte sig i hånden. Han kaldte på Hanne. Højrebenet spjættede voldsomt og ukontrolleret. Han væltede, og efter otte minutter var ambulancen fremme og kørte ham til det nærliggende hospital.
Senere, på Neurologisk Afdeling på Bispebjerg var han også venligheden selv, da ergoterapeuten bad ham brygge kaffe og spejle et æg. Han tog pligtskyldigt på indkøbstur, huskede de fem ting, han skulle, og fik ros. Først forstod han ikke, hvorfor terapeuten ville se ham skifte sengetøj, men han endte med at gøre, som hun sagde, ”for at være sød”, som han skriver i sin seneste bog ”Fra den anden side af solskinnet”, der handler om det år, som fulgte efter blodproppen.
Depressioner forsvandt
Lyset blænder ned over Kikhavn i Nordsjælland, hvor Ib Michaels og hustruen Hannes sortmalede sommerhus ligger idyllisk placeret for enden af en grusvej. Vi er tæt på havet. Forårsblomsterne skyder frem af jorden, frugttræernes knopper svulmer, der er fuglesang i luften og bjæf fra naboens hund. Det er her, Ib Michael tilbringer sin tilværelse efter et langt liv med rejser og eventyr.
Han laver kaffe på den blanke espressomaskine og beder mig om at vente med at tale, til han er færdig med brygningen. Den manglende evne til at multitaske er dog ikke en følgevirkning af blodproppen, skynder han sig at sige.
— Det ville være nærliggende at skyde skylden på hjerneskaden, men det har alle dage været et problem. Jeg er ikke et praktisk menneske, så når jeg skal lave noget, er jeg nødt til at koncentrere mig om det, lyder det fra Ib Michael, da han hælder op i de musselmalede kopper.
Han er iført cowboybukser og en marineblå sweater. Ansigtet er imponerende solbrændt, taget i betragtning, at han — stik mod sædvane — har tilbragt vinteren i Danmark.
I mere end 30 år er Ib Michael ellers taget på rejser til Thailand og andre solrige steder i årets kolde måneder. En kur mod de vinterdepressioner, der har fulgt ham hele livet. Men siden blodproppen har han ikke rejst.
— Jeg tror, jeg har valgt det fra. Mine vinterrejser var jo betinget af, at jeg havde vinterdepression og måtte væk fra det danske mørke, men efter blodproppen var depressionerne forsvundet, og derfor var det ikke længere nødvendigt. Jeg duer nok heller ikke længere til at sidde i en flyvemaskine så længe, forklarer han.
Skrive kan han dog stadig. Godt nok var højre hånd lammet i begyndelsen, men kort efter indlæggelsen begyndte han at føre dagbog. Først lå begivenhederne hen i en tåge, og færdighederne — både fysisk og kognitivt — var ikke de samme.
— Jeg kan huske, at Hanne havde en IPad med til mig på hospitalet, og jeg var sådan: Hvad skal jeg med den? Hvordan bruger jeg den? Det var forfra med alt.
Ib Michael Rasmussen
Født 17. januar 1945 i Roskilde.
Debuterede som forfatter i 1970.
Har skrevet en række romaner og rejseskildringer, bl.a. " Troubadurens lærling", " Kilroy Kilroy", " Vanillepigen", " Den tolvte rytter", " Prins" og " Orbit". Flere af bøgerne er oversat til adskillige sprog.
Modtager af bl.a. Det Danske Akademis Store Pris, De Gyldne Laurbær og Søren Gyldendal-Prisen.
Siden 1988 gift med journalist Hanne Danielsen, som han mødte ombord på skibet Nordkaperen.
Seneste bog:
Ib Michael: Fra den anden side af solskinnet, 265 sider, Gyldendal.
Fremmed i fitnessmaskiner
Ib Michael fortsatte med at være venlig og pligtopfyldende efter sin udskrivelse. Han trænede i timevis med det computerspil, der skulle genskabe forbindelser i hjernen, og mødte uge efter uge troligt op i et træningscenter i udkanten af Hundested. Trampede i motionscyklen, løftede håndvægte og fulgte trænerens instruktioner, så godt han kunne.
”Jeg er ligeså fremmedgjort på den sidste som på den første dag”, skriver han om det kommunale genoptræningstilbud med romaskiner og løbebånd, der føltes sært for en mand, som er vant til at pleje sin fysik i det fri.
— Jeg duer ikke til at lave øvelser. Jeg har ikke svært ved at ro i kajak eller cykle, og det gjorde jeg også efter ret kort tid, men at gøre øvelser ud i det blå, som der ikke er et formål med… Det har jeg svært ved. Det har jeg altid haft, forklarer han.
Indeni oplevede Ib Michael at have to personer i sig. En ”Højre-Mik” og en ”Venstre-Mik”, som han kalder dem. Den venstre var den samme, som den altid havde været, men højresiden var ny. Fingrene kunne ikke følge med, når venstre hånd dansede over tastaturet. Højre-Mik var langsommere, mere omhyggelig med dagligdagens gøremål og lidt kedelig, men er også en person, der ikke længere bider negle og går i sort om vinteren.
Der er altså gevinster ved at være hjerneskadet, konstaterer Ib Michael.
Han forsøgte at være nysgerrig på sit nye opdelte jeg, men blev også urolig. Ville højre og venstre nogensinde smelte sammen? Ville han blive den samme? Hustruen Hanne kunne sagtens se, at han ikke var sig selv og så tavst til, når han forsøgte at udfylde rollen som sit gamle jeg. Bryggede morgenkaffe til hende. Konverserede høfligt og skrev, som han plejede.
— Hun følte, at hun havde mistet Mik, og jeg havde det også som om, at det var noget, jeg spillede, men personligheden vendte jo langsomt tilbage, siger Ib Michael og fortæller om den dag, han første gang igen satte noget højtelsket musik på efter sit hospitalsophold. Hanne stoppede op. Så på ham og smilede. Mik var tilbage.
Jeg vil tro, at hvad jeg med alderen mister i fysik, det lægger jeg til i bevidstheden. Livet forandrer sig, men jeg bliver jo ved med at være glad for at være i live. Glad for at skrive. Glad for at tænke.
Svært ved at svømme
Et særligt hårdt slag var det dog at opdage, at evnen til at svømme var blevet ramt. Det gjorde Ib Michael en sommerdag, hvor han sammen med en ven hoppede i havbadet nær ved sommerhuset og indså, at muskler og færdigheder var tydeligt svækkede. Der lå han. Fridykkeren og eventyreren fra de syv have.
— Det var ret chokerende, for jeg har jo om nogen dyrket svømning og dykning i timevis. På Nordkaperen var jeg den første, der hoppede i, når vi kastede anker, og nu opdagede jeg pludselig, at jeg ikke længere kunne. Det var ikke sådan, at jeg sank til bunds, men det skulle genoptrænes, kunne jeg mærke.
Gjorde han så det i en svømmehal, spørger jeg, og Ib Michael virrer med hovedet.
— Igen: Det er ikke mig. Det skal være i naturen, siger han og fortæller, at det allerede går bedre, og han ser frem mod sommerens muligheder for at træne igen.
Intens bevidsthed
Men hvem er eventyreren så, når han ikke længere kan rejse? Ikke kan dykke efter fisk i Koralsandbugten, men må nøjes med ture på elcyklen rundt på vejene omkring Kikhavn og en dukkert i Kattegat.
— Rejserne, jeg har gjort, forsvinder jo ikke. De er i mit system, og der mangler ikke eventyr i mit liv. Jeg er glad for dem, men jeg har ikke noget voldsomt savn. Nu er jeg jo også blevet 80 år, og jeg har altid vidst, at det på et eller andet tidspunkt måtte stoppe, siger han og fortæller, hvordan det fjerne er erstattet af noget helt tæt på.
— Det kan lyde mærkeligt, men nu får jeg nogle meget store oplevelser i det nære. I litteraturen. I foråret, der bryder igennem, og Hannes planter, der springer ud ude i haven. Det er alt nok for mig, siger han og skynder sig at tilføje:
— Og det skyldes altså ikke manglende sygdomserkendelse, at jeg siger sådan.
Men er det ikke sorgfuldt? Føles det ikke som et tab med begrænset bevægelsesfrihed og en aldrende krop, der ikke længere udforsker eksotiske egne?
Smilet på den anden side af bordet er tålmodigt.
— Jeg synes ikke, at det er noget tab. Der rykker noget andet ind i stedet. Jeg mærker en intensitet i min bevidsthed, der gør, at jeg i dag oplever det nære liv meget kraftigere end før. Jeg vil tro, at hvad jeg med alderen mister i fysik, det lægger jeg til i bevidstheden. Livet forandrer sig, men jeg bliver jo ved med at være glad for at være i live. Glad for at skrive. Glad for at tænke.
Bøgernes verden
Højre- og Venstre-Mik er aldrig smeltet helt sammen, og det har Ib Michael forliget sig med. Han sammenligner sig selv med et stykke keramik, der er gået i stykker. Nu er stumperne samlet, men revnerne kan stadig ses.
— Japanerne har en teknik, de kalder kintsugi, hvor de giver brudlinjerne guldlak, når porcelæn er gået i stykker, så bruddet er synligt. Man kan sige, at den her bog om året efter blodproppen er guldlak på skaden, forklarer Ib Michael.
I januar fyldte han 80 år, men ”aldringen er han ikke uvenner med”, som han siger.
— Man lever. Man forandrer sig. Man er udsat for forandringer også fysisk, men bevidstheden er jo ikke ens krop. Jeg har min bevidsthed og føler stærkt, at jeg er i live — det er uafhængigt af kroppen. Der er ting, man holder op med, men det er naturligt. Det er anderledes, det er det da, men jeg lever jo! Sket er sket. Jeg har haft en hjerneskade, men jeg hører til de heldige, der kan bevæge mig, som kan tale og fungere kognitivt.
Han kører ikke længere bil. Lægerne har ellers givet grønt lys, men han vil ikke udsætte sig selv eller andre for fare. Foredragene har han også skruet ned for, men han insisterer stadig på at være nysgerrig og opleve verden. Det kan man nemlig sagtens, selvom man ser den fra et sommerhus i Kikhavn, påpeger han. Litteraturen giver ham og har altid givet de muligheder.
— Bøgerne er en måde at være i kontakt med en større bevidsthed på. Allerede som barn læste jeg om mennesker og steder, jeg aldrig havde mødt, men jeg alligevel følte, at jeg kendte. Jeg levede med pelsjægere og indianerne i Amerika og sejlede op og ned ad floder i kanoer, selvom jeg aldrig havde været uden for Roskilde, og det samme sker i dag, når jeg læser flere tusind år gamle digte eller bøger, der er udgivet i går. Jeg læser og læser og læser, og på den måde kommer jeg stadigvæk i berøring med nye ting og tanker, jeg ikke før har tænkt, siger Ib Michael.
Han taler lidt om bøgerne og om haven, der springer ud lige for øjnene af ham. Om glæden ved at være sammen med venner, børn og sin elskede Hanne.
— Jeg er meget tilfreds med det liv og det eventyr, jeg har nu. Der mangler ikke noget. Jeg er i live — og det vil vare så længe, som det vil, siger han.
Meget venligt. Helt uden at udtrykke den store bekymring i forhold til sin situation.