I borgernes sted

Mere end leg

Zehra Basoda befinder sig ikke i rummet, men i en indkørsel i Fredensborg, hvor eftermiddagssolen kaster lange skygger over den grå asfalt. Her er hun sammen med Christina Guldager-Bredtoft og fire andre kollegaer på ”Når funktionen driller”-workshop.

Til hverdag arbejder de to ergoterapeuter på hver sit botilbud for unge og voksne med særlige behov, nemlig henholdsvis i Vingen og Skovstien, som hører under Bocenteret i Hillerød Kommune. 

Workshoppen foregår i et tredje tilbud under samme hat, Regnbuen, og den skal give Zehra og Christina en dybere forståelse af, hvordan beboere med forskellige funktionsnedsættelser oplever det at klare hverdagens aktiviteter.

– Jeg synes, det giver et rigtig godt indblik i, hvordan det er at have forskellige funktionsnedsættelser, når man prøver det på egen krop. Det gør det lettere at sætte sig i andres sted, siger Christina Guldager-Bredtoft. 

Workshoppens old age-dragt består af otte elementer, der tilsammen nedsætter funktionsevnen gevaldigt. 

Manchetter med indlagte lodder omkring håndled og ankler gør lemmerne tungere, mens en 20 kilo tung vest øger kropsbelastningen. Albue- og knæbind, en halskrave og handsker hæmmer finmotorikken og gør det vanskeligt at bevæge sig. Ørepropper og høreværn dæmper lydene, mens synet sløres af store orange briller. Til sidst kan en morgenkåbe tilføjes for at øge varmefornemmelsen og fuldende det visuelle udtryk.

– Vi har beboere, der enten har nedsat hørelse, nedsat syn, gigt eller overvægt, men sjældent beboere, der har flere fysiske funktionsnedsættelser på en gang, fortæller Christina Guldager-Bredtoft.

Den fulde oplevelse

– Kan du tage noget papir og tørre dig om munden, spørger Zehra Basoda.

Christina kigger på begge sidder af spejlet, inden hun rækker ud efter papiret på højre side. 

De to ergoterapeuter er rykket indenfor på et badeværelse i kælderen under Regnbuen, og dragten har byttet krop. Christina Guldager-Bredtoft er gået hele vejen og har ikke bare iført sig det funktionshæmmende grej, men også en beige morgenkåbe. 

– Det er lidt svært at se herinde, siger Christina Guldager-Bredtoft om badeværelset, der er lyst op af et kraftigt lysende lysstofarmatur over spejlet. 

– Jeg kunne ikke rigtig se ting på afstand med brillerne på, og når der kom direkte lys fra lampen på badeværelset, så var det næsten umuligt, siger Christina Guldager-Bredtoft, der dog ikke kun har besvær med synet.

– Hvad? 

Lyder det, hver gang kollegaen forsøger at sige noget til hende. Høreværnene er effektive, når det gælder om at holde alle lyde ude, og Christina må dreje hovedet flere gange i begge retninger for at finde frem til lydens retning. Med hjælp fra både en stok og kollegaen er hun blevet bakset hen til et bord i et rum overfor badeværelset.

– Kan du finde det grønne papir, gentager Zehra Basoda, men da kollegaen stadig ligner et stort spørgsmålstegn, skruer Zehra endnu et par decibel op for stemmen og spørger en gang til.

Det virker, og Christinas blik dykker lodret ned for at lokalisere det grønne stykke i den bunke papirer, der ligger på bordet foran hende. Men da også hendes syn er svækket, må hun have hvert eneste af de farvede ark helt op til brillerne for at finde netop det grønne.

Nu beder Zehra sin kollega om at tegne en blomst, og Christina leverer en helt gul marguerit. Men da hun også bliver bedt om at klippe blomsten ud, hæver hun sit blik igen og kaster et hurtigt håndtegn med en uanstændig finger mod kollegaen – og så bryder de begge ud i grin.

Fra borgernes perspektiv

Dagens workshop af et forhindringsløb består ud over papirøvelsen af udfordringer med at tilberede kaffe og små måltider. Da det er Zehras tur, er det et par handsker og tunge håndledsmanchetter, der nedsætter hendes funktionsevne, og hun tror undervejs, at hun får fat i en tom mælkebrik:

– Jeg kan slet ikke mærke, om den er fuld eller tom. Det er først, da jeg ryster den og mærker mælken skvulpe rundt, at jeg finder ud af, at den er fuld. Handskerne og vægten på håndleddene påvirker min finmotorik og følesans gevaldigt – jeg kan heller ikke mærke, om kaffen er varm, fortæller Zehra Basoda.

Christina Guldager-Bredtoft oplever især, at balance og koordinering er udfordret:

– Når jeg går på trapper, må jeg støtte mig til gelænderet, fordi det er svært at afstandsbedømme trinene og holde balancen med vægten om anklerne og 20 kilo på overkroppen. Jeg føler hele tiden, at jeg er ved at snuble.

Inden 45 lange minutter iklædt old age-dragten er overstået, må de to ergoterapeuter også manøvrere i en kørestol, lave perleplade og udføre kaste- og gribeøvelser. Men allerede da de krænger dragten af, fornemmer de, at øvelserne vil gøre dem mere forstående over for forskellige funktionsnedsættelser.
De har begge fået øget bevidstheden om, hvor store både fysiske og mentale udfordringer, der for mennesker med funktionsnedsættelser er i hverdagen. 
Zehra mærker på egen krop, at det ikke kun er de fysiske udfordringer, der sætter spor.

– Den største øjenåbner for mig er, hvor hårde aktiviteterne er både fysisk og mentalt. Den ekstra vægt fra vesten og om anklerne og håndleddene gør det meget tungt at lave de forskellige aktiviteter, og jeg skal hele tiden koncentrere mig for at se og høre, hvad der sker omkring mig, siger Zehra Basoda og fortsætter:

– Efter 40 minutter i dragten var det helt uoverskueligt bare at rejse sig fra sofaen, fordi jeg var så udmattet. Jeg tror det er sundt for mig at huske på, at selv de mindste hverdagsaktiviteter kan være meget krævende for nogle borgere, siger Zehra Basoda, og Christina supplerer: 

– Da mit syn og hørelse blev svækket, skulle jeg bruge rigtig meget krudt på at koncentrere mig, og jeg sagde for eksempel ikke så meget, og jeg var meget afhængig af Zehras hjælp. Det gjorde det svært at være social. 

– I Skovstien har vi både borgere med syns- og hørehandicap. Workshoppen har givet mig en bedre forståelse af vores borgere udfordringer, og hvordan vi kan støtte dem i sociale sammenhænge ved fx at tale tydeligere og i deres retning, tilføjer Christina Guldager-Bredtoft.